Læsetid: 6 min.

Annonceret senilt nonsens

At statsministeren optræder som politisk moralist, vidner om landets dybe krise i egne højt besungne værdier
15. januar 2005

Intermetzo
»Det er kernen i folkestyret at man lytter til hvad befolkningen mener«. En malmfuld konstatering langet over den selviscenesættende plexiglaspult ved statsministerens ugentlige pressestunt på Christiansborg. De fleste iagttagere opfattede denne vismandsbelæring afleveret som en af statsministerens efterhånden hyppige enetaler i det offentlige rum som tyvstarten på valgkampen. En enkelt journalist tillod sig at spørge statsministeren, der i samme åndedrag skosede politikere der før valgene siger ét, fortier noget andet og gør noget helt tredje bagefter – fy da føj da – om dennes fornemmelse for folkestyre nu også gjaldt regeringsflertallets håndtering af den store altomfattende strukturreform, som statsministeren før sidste valg vistnok ikke nævnede med ét eneste ord. Jamen, det var noget andet, mente statsministeren med et svar, der kun kunne sammenlignes med begrebet kreativ bogføring, i hvilken disciplin statsministeren jo har praktisk erfaring fra sin tid som skatteminister, da han lavede fusk og fup, groft vildledte Folketinget og skammeligt måtte gå af som en listetyv om natten. At en sådan statsminister optræder som politisk moralist, vidner om landets dybe krise i egne højt besungne værdier. Skam få os alle.
Men nu til dagens emne som (også) henhører under kategorien det før sagte. Det hele er bare blevet værre og må derfor i selvopholdelsens navn gentages i skærpet form:
Én af grundene til at man betaler radio- og tv-licens – uanset den som oftest skuffede forventning om at modtage originalitet og kvalitet – er at undgå at få programmerne og indimmellem tiden mellem programmerne dynget til med annoncer. Annoncering er ifølge sagens natur i nogens tjeneste og skal overbevise uden at bevise, propagandere uden forbehold og give lyst uden ulyst. Kendetegnet ved public service er eksakt fraværet af uvedkommende påvirkninger, med andre ord reklamer, samt disses ulidelige gentagelser af atter og atter samme påstande om en og anden vare eller tjenesteydelses fortræffelighed. Den ofte gentagne parole leveres, således som reklamens folk mener at deres produkt har størst effekt på forbrugerne – ved gentagelse, gentagelse og gentagelse. Hvorvidt dette er tilfældet, at effekten for forbruget herved er maksimal, kan man i mere generel forstand ikke så sjældent komme i tvivl om; måske ligefrem få indtryk af at reklamerne mestendels gentages i det uendelige af andre grunde. For det første fordi man ikke ved hvad man ellers skal finde på for at få folk til at ønske sig mere sød sodavand end de kan drikke, købe flere hygiejnebind end de når at bruge inden Paradisets formodningsvise menstruationsfrihed, æde mere junk end den menneskelige mave kan omsætte eller skvadre mere i mobiltelefon end døgnet har timer, mens de æder junk i store læs, bæller oceaner af cola og skifter hygiejnebind som andre trækker vejret. For det andet er reklamer dyre at fremstille og skal genbruges for ikke at udløse røde tal i bunden – eller fremstilles i serier med få varianter og skuffende ens indhold. Denne foranstaltning har fået markedets folk til at tale om redundansens betydning (Redundans er ikke som man måske skulle tro modern dans, hvor man vrider sig i stramt trikot, olieret hår, skridtbind og skabagtige bevægelser. Begrebet redundans – med tryk på dans – beskriver samme budskab gengivet på flere parallelle måder, gerne med de samme ord for at slå sagen fast med en forhammer. Klummistens kom.)

Når det usagte får mæle
I mere højtidelige øjeblikke taler fagfolkene for at gøre det hele lidt finere foruden de nævnte og andre forholdsvis let gennemskuelige teknikaliteter også om reklamens bidrag til det samlede kulturbillede, dermed om annonceringens egenværdi som kunstart eller kunsthåndværk, reklamen som værdi.
Det sidste hverken kan eller skal man trods kulturradikal højrøvethed ikke totalt afvise. Visse reklamer, visse annoncekampagner har i tidens løb markeret en bestemt historisk periode på særlig karakteristisk vis og givet det usagte mæle. Ældre læsere husker Foska-havregrynene og Helge Kjærulff-Schmidts onkel Vitalius Sørensen, Preben Mahrts selvironisk charmerende: Vil De have succes – brug Brylcreme eller Stjernens reklamefilm (For de yngre læsere var Stjernen fagbevægelsens eget bryggeri på Fasanvej, hvor man sådan set bryggede udmærket øl, pilsneren Star, men i længden ikke stod distancen.) Stjernens brag af reklamefilm burde have kunnet redde foretagendet og afkræfter den borgerlige angstfulde fordom om at intet kollektivt forretningsforehavende på sigt kan rende rundt, og at fagbevægelsen er umulig og uduelig som arbejdsgiver. Den sidste påstand alt taget i betragtning var måske ikke så urimelig.
Nå, men mens Stjernen kæmpede sine sidste kampe for at overleve, slog bryggeriets slogan i hvert fald an og huskes den dag i dag fra de små ret simple tegnede reklamefilm: Jeg vil heller’, jeg vil heller’, jeg vil meget meget heller’ ha’ en Star! For eksempel en kanonkonge, der lige inden affyringen over for den levende og ikke begejstrede kanonkugle inde røret med kontrakten i hånden meddeler: Kanonen er klar og du får dit honorar! Hvortil kuglen svarer: Jeg vil heller’, jeg vil heller’, jeg vil meget meget heller’ ha’ en Star! Storm P.’s nu nærmest antikke reklametegning for den nationale øl groede i den grad sammen med fædrelandet og sproget, at den blev almen: Du. Perikles, hvornår smager en Tuborg bedst? Hver gang! Genialt.

DR’s lallende kværnen
Men hvad disse linjer i virkeligheden drejer sig om er langt fra det geniale. Det er nemlig som antydet førnævnte Danmarks Radios licensbetalte egenfremstilling, der efterhånden er til at brække sig over. Det vil sige, det har den været meget længe, alt for længe, og der er for tiden ingen tegn i sol, måne og æter at kampagnen er for aftagende. Tværtimod. Det er ikke til at åbne for DR’s programflade i radio og tv uden at blive belemret med disse selvglade overbegejstrede spots om institutionens program-, personalemæssige og anden ufejlbarlighed. I radioen virker dette lige så ulideligt som senilt. En fuldstændig lallende kværnen på samme sted om egen fortræffelighed. Ikke mindst pinagtigt, når ellers ordentlig medarbejdere – de få der er tilbage – tvinges, må man gå ud fra, til at reklamere for sig selv, og det de er sat til at tro på om den fælles sag. Det er da ikke noget man burde blandt dannede folk. Ifald programmerne, man har at byde på, er af nogen værdi og fremstillet under opbydelsen af et eller andet omfang af selvkritik, hvilket de har at være i en public service-station, der producerer licensbetalte programmer, må tingene tale for sig selv. Det siger sig selv, eller burde sige sig selv, at man rationerer selv-rosen og lader folk dømme resultatet uden forhåndsdiskontering. I virkeligheden slår DR-folkene sig selv for munden. Først kommer al hørmen gentaget til hudløshed, så kommer endelig programmet, som i bedste fald viser sig at være gennemsnitligt eller bare halvdårligt og uden forbindelse eller i rimeligt forhold til begejstringen i annonceringen. Det forekommer ufatteligt ubegavet at en i sagens natur ikke-markedsafhængig virksomhed af egen drift underkaster sig de mest primitive sider af vilkårene i markedsmekanismen, nemlig overannonceringen. Konkurrenterne er de kommercielle radiokanaler, som imidlertid ikke byder ind på de samme programkategorier og ikke drømmer om at konkurrere på det DR burde levere. Hvis folk ikke på forhånd og i erfaringen om gode oplevelser og kvalitet åbner for P1 i håbet om at få mere, vælger de alligevel uforfalsket kommerciel tapetradio med rigtige reklamer og vil skide på DR. Det ulyksalige er at de oprindeligt motiverede for DR svigtes af en snart gennemforloren evigt egenannoncerende programflade domineret af missionerende hhv. glad folkekirkekristendom og pespektivløst livsstilspladder. Strategien er dum, kernelytterne skræmmes væk, uden at nogen nye nødvendigvis kommer til, selvom alle fortsat er tvunget til at betale. DR skal passe på. Tænksomme og kritiske licensbetalere danner måske en skønne dag en nægterbevægelse. Det er lige før.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu