Læsetid: 3 min.

Var den asiatiske flodbølge en sand syndflod ud af risikosamfundet?

14. januar 2005

Hvorfor er det så slemt, at der er gang i horehusene i Sydøstasien, og turisterne allerede er fulde igen?
Vi er: De skyldige. Det er efterhånden en kedelig gåde. Hver gang vi går til sfinxen for at høre svaret på gåderne om det beskidte drikkevand i Indien, den ufattelige fattigdom i Afrika og floderne, der pludselig gik over deres breder midt i Europa får vi samme svar: Det er mennesket, der har gjort det. Sfinxen er ikke længere gådefuld. Der er ingen andre end os selv, der handler.
Vi mennesker har været oppe imod os selv. Civilisation er ikke længere en kamp for at beherske naturen. Civilisation er nu alle mulige mere eller mindre umulige forsøg på at beherske os selv. Og på at rydde op efter os selv. Det er denne konfrontation, der bliver kaldt ’det refleksivt moderne’. Eller ’det andet moderne’. Eller måske mest prægnant: Risikosamfundet. Som sociologen Ulrich Beck skriver i Risikosamfundet: »Fremskridtets moderne religion tilhører en svunden epoke.«

Vi behersker ikke mere og mere. For vores forsøg på beherskelse producerer utilsigtede risici: Atomaffald, kogalskab, drivhuseffekt. Og når vi er oppe imod os selv, ser vi anderledes på naturen. Naturen er blevet vores bedste, lidt skrøbelige ven. Den er objekt for vores nydelse, når vi er på ferie eller efterligner den i vores haver. Når orkanen rigtig hærger Helsingør, skal fædrene med deres små sønner ud og kigge på naturen. Og ellers er naturen ’stakkels’. Den er mest af alt offer for os. Men som Laurent Joffrin skrev i det franske magasin Le Nouvel Observateur i denne uge: Tsunamien udfordrer den ortodokse teori om risikosamfundet:
»Den forfærdelige flodbølge, der nu har dræbt mere end 150.000 mennesker, er på ingen måde en konsekvens af menneskelig industri eller forbrug. Den er skabt af en fjendtlig natur. Eller mere præcist, denne natur er ligeglad med menneskene; det er en natur, der både giver menneskene føde og dræber dem.«
Det er ikke de økologer, der hver gang giver menneskene skylden, som har noget at tilbyde ofrene for tsunamien. Økologerne og bekymringsindustrien kan dyrke deres gode ven Moder Jord alt det, de vil. Men det er den moderne teknologi, der får nødhjælpen frem og skaber overblik. Det er de industrialiserede landes økonomiske vækst, der sætter dem i stand til at hjælpe ofrene. Når vi kommer til sfinxen for at få svar på, hvem der dog kan hjælpe de stakkkels nødstedte, og hvem der dog kan etablere mulighed for at forudsige lignende flodbølger, svarer Joffrin: Det er det vestlige menneske og fremskridtet, der hjælper. Altså ifølge Joffrin.

Så menneskene bliver uskyldige igen. Som ofre for voldsomme overgreb fra den nu forfærdelige natur. Og derfor er det så skuffende at se de overlevende turister. For de skuffer jo forestillingen om de uskyldige ofre. De drikker videre, de ligger allerede på stranden igen. Der skulle stadig være gang i horehusene, og journalister jagter de mænd, der vil fange de forældreløse børn og involvere dem i prostitution. Vi finder skyldige alle vegne. Der var ikke nogen forbryder bag forbrydelsen. Flodbølgen var ikke en menneskelig præstation, så tv kunne ikke fange en gerningsmand. Men de kunne vise, at ingen er uskyldige, og utugten fortsætter. Og det viser, at bare fordi vi forurener og forbruger, går naturen som trussel ikke væk.
Det store jordskælv i 1755 i Lissabon, der kunne mærkes helt oppe i Stockholm og dræbte omtrent 60.000, viste sig som et dementi, der skulle blive afgørende for den franske oplysningsdigter Voltaire: »Vi lever ikke i den bedste af alle tænkelige verdener«. Og da Titanic, der ikke kunne synke, alligevel sank i 1912, viste det for mange, at vi ikke kan skabe den bedste af alle tænkelige verdener. Det er slet ikke sikkert, at tsunamien vil blive husket. Den kan også blive glemt sammen med Mitch og Bam og Bangladesh. Men hvis den bliver husket som et brud, kan det være som en manifest over det forhold, at ligegyldigt, hvor meget vi går til den med privatbilisme og forbrugsfestival, vil vi altid være oppe imod noget andet end bare os selv. Hvilket i øvrigt fra starten var Ulrich Becks tese om Risikosamfundet: De nye risici fjerner ikke de gamle. Vi lever både med det gamle modernes trusler og det andet modernes farer. Måske svarer sfinxen alligevel ikke ’mennesket’, hver gang, man spørger.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu