Læsetid: 6 min.

Ateisme er ikke mere rationel end gudstro

Alister McGraths to seneste polemiske skrifter tilstræber at rette et tilintetgørende slag mod ateismens intellektuelle akkreditiver
12. januar 2005

Europas sjæl
Vi lever i en postsekulær tid. Religion er igen blevet omdrejningspunkt for krige og politik, og den humanistiske drøm om en gudløs verden ligner i stigende grad naivt fantasteri. Generationer af sekulære tænkere tog det for givet, at religionen ville visne væk, i takt med at videnskaben gjorde fremskridt. Det stik modsatte er sket. Den religiøse tro blomstrer, og den sekulære tro med dens rødder i Oplysningstiden er allevegne på tilbagetog.
Den sekulære tankes tilbagegang er emnet for Alister McGraths modsigelsesæggende og højaktuelle The Twilight of Atheism. Som tidligere ateist og nuværende professor i historisk teologi på Oxford Universitet skriver McGrath med en nykonvertits fulde lidenskab. Hans mål er ikke så meget at analysere ateismen som at rette et tilintetgørende slag mod dens intellektuelle akkreditiver. Dette projekt lykkes ham delvist.
Få af de, som tordner imod kristendommens onder, har noget indgående kendskab til dens historie, og endnu færre har gjort sig den ulejlighed at granske de kristne doktriners historie, lyder bogens påstand. Med afsæt i sin omfattende viden om teologi påviser McGrath, hvorfor forestillingen om ateisme som mere rationel end gudstro er lidet mere end en fordom. Men samtidig lægger han så megen nidkærhed i sit defensorat for kristendommen, at det gør hans fremstillingsform skinger.

Kristnes biprodukt
Allerede i sine forsøg på at definere ateisme kommer McGrath i vanskeligheder. Idet han henviser til, at den oprindelige betydning af den græske term atheistos er som »et individ, der forkaster den traditionelle religion i Athen«, pointerer han, at skønt Sokrates blev anklaget for ateisme, var han på ingen måde ateist i ordets moderne betydning. Det er korrekt, men har vel kun relevans for dem, som måtte ligge under for den fejlopfattelse, at ateisme er eneste universelle og mulige filosofi.
Sokrates kunne umuligt have været ateist, eftersom han ikke havde noget klart gudsbegreb. Han tilhørte en polyteistisk kultur, og forestillingen fra jødedom, kristendom og islam om, at der kun findes én, almægtig Gud var ham ganske ukendt. Som McGrath bemærker, blev kristne ironisk nok anklaget for at være ateister, fordi de kun ville tro på en sådan Gud og dermed anfægtede Romerrigets polyteisme. Ironien meldte sig igen, da humanismeideologier blev etableret religion i det 20. århundredes intelligentsia, og kristne igen blev forvist til ’ateistpositionen’.
Ateisme, som vi forstår den i dag, er et biprodukt af kristendommen. Den er ikke så meget et verdenssyn i sin egen ret, som en negativ version af vestlig monoteisme, der må have begrænset interesse for troende hvis horisonter ligger ud over vestlige og monoteistiske traditioner. Det 19. og 20. århundredes sekulære trosretninger forkastede ikke så meget den kristne tænknings kategorier, som den omplantede dem til et nyt liv i en anden sfære.
Den kristne ’eskatologi’ (lære om de sidste tider, red.) blev således ført over i Marxs kommunismebegreb og dukkede atter op i vores egen tid, da Francis Fukuyama proklamerede ’historiens afslutning’. Moderne befrielsesideologier såsom kommunisme og neoliberalisme er det illegitime afkom af kristendommens løfte om universel frelse.
McGrath er fuldt ud klar over, hvor stor gæld til kristendommen ateismen står i. Mest overbevisende er han i sin argumentation for, hvorfor ateismen er et reaktivt fænomen, der henter sin styrke fra kristendommens svagheder. Beklageligvis bliver diskussionen noget indadvendt af hans stadige og snævre paralleller mellem ateisme og kristendom. Det kommer ikke mindst til udtryk i McGraths problematisering af Darwin.
Som næsten alle, der ytrer sig om emnet, fremstiller McGrath den strid, som Darwinismen har afstedkommet, som en konflikt mellem videnskab og religion. Mere korrekt ville det være at se den som en konflikt mellem videnskab og kristendom, for en konflikt af denne art ville næppe kunne opstå andre steder end i en monoteistisk, kristen kultur. Kristendommen tildeler mennesket en privilegeret plads i verden, men de gør de fleste andre spirituelle traditioner ikke. I kulturer, der er formet af hinduisme, buddhisme eller taoisme (ikke-teistiske religioner, som McGrath knapt nævner) har Darwins teorier på ingen måde fremkaldt så forbitret strid, som den fortsat udløser i Vesten.

En missionærtype
Richard Dawkins, som McGrath har viet sin forrige bog – Dawkins’ God – til et generalopgør med, er en af de mest ærefrygtindgydende evolutionstilhængere i Darwin-krigen. På samme måde som McGrath er han i højere grad en missionærtype end en forsker, der drives af kritisk og skeptisk nysgerrighed. Den tro, som Dawkins søger at omvende verden til, er troen på videnskaben, og i den henseende adskiller han sig ikke fra andre sekulære humanister.
Til Dawkins’ ros skal dog siges, at han er en skarp kritiker af den antropocentrisme, som unægtelig skæmmer så megen sekulær tænkning. Han er fuldt ud bevidst om, at vores arts interesser ikke automatisk kan fordre tilsidesættelse af alle hensyn til evolutionens øvrige livsformer, og han har ført an i en beundringsværdig kampagne imod barbariske eksperimenter udført på andre primater.
I sit syn på videnskab er Dawkins imidlertid troskyldig indtil det ekstreme. På samme måde som Karl Popper har han en højest romantisk forestilling om videnskabelig forskning som den uegennyttige søgning efter sandheder. Men som videnskabsfilosoffer og videnssociologer har vist gennem de seneste tre årtier er videnskaben en overordentlig magtfuld social institution, hvor autoritet og vanemønstre tæller med lige så stor vægt som kritisk debat – om ikke mere.
Som den ultimative overdommer for vores antagelser om verden har vor tids videnskab en mere end overfladisk lighed med kirken i den glanstid. Det har Dawkins det muligvis udmærket med, men det sætter et stort spørgsmålstegn ved hans opfattelse af videnskaben som selve indbegrebet af rationalitet.
Ud over sine angreb på kristendommen er Dawkins bedst kendt for at popularisere sin filosofi om memer – genlignende betydnings- eller informationsenheder, som han betragter som afgørende for den kulturelle udvikling. Teorien om memer skal forestille at være en udvidelse af darwinismen, men som McGrath demonstrerer i et skarpsindigt kapitel – bogens undertitel er Gener, memer og livets mening – så er mem-begrebet overordentlig tåget. Dawkins forestiller sig, at de fungerer på samme måde som vira ved en epidemi. Men det er aldrig lykkedes for ham at opstille nogen troværdig forklaring på deres overførelsesmekanisme.
Dette er kun glædeligt, for hvis der virkelig fandtes en sådan mekanisme, ville nye teorier have samme status som nye influenzavira, og videnskaben ikke være stort andet end en stadig succession af tilfældige idébesmittelser.
Som andre ’evangelistiske’ ateister stiler Dawkins højere end blot at få religiøse til at indse, at deres tro savner ethvert grundlag. Hvad han ønsker er fuldkommen at udslette religiøse ideer fra menneskelig tænkning. Man kunne vælge at opfatte Dawkins eget eksempel som vidnesbyrd om ideers virusagtige magt, for målsætningen om ren sekulær tænkning er jo netop et uopnåeligt ideal, i det omfang, at ateismen gang på gang har vist sig at reproducere flere af monoteismens nøglebegreber.
Religionens centrale ideer har udvist en formidabel evne til selvkopiering og har tilsyneladende lejret sig permanent i hjernerne hos selv dens mest glødende modstandere. Måske er der alligevel noget rigtigt den famøse mem-teori.

*John Gray er engelsk filosof. Han har senest udgivet ’Heresies: Against Progress and Other Illusions’

*Oversat af Niels Ivar Larsen

SERIE
*Europas sjæl
I det moderne EU står kirkerne tomme, og både Gud og Allah er bandlyst fra det politiske liv – troede vi. Men netop som verdsligheden så ud til at have sejret, er de religiøse konflikter blusset op i det offentlige rum. Fra striden om EU-kommissær Buttiglione til mord og nedbrænding af moskeer i Holland raser religionskrigen gennem Europa.
Læs tidligere artikler i serien på tema.information.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu