Læsetid: 4 min.

Auschwitz-erindringens nødvendighed

27. januar 2005

I det sydlige Polen er præsident Aleksander Kwasniewski i dag vært for et større antal stats- og regeringschefer. Blandt præsidenterne er der Vladimir Putin fra Rusland, Jacques Chirac fra Frankrig og Horst Köhler fra Tyskland. Men kun den første vil holde tale i anledning af, at det på denne dag er 60 år siden, sovjetiske tropper nåede frem til koncentrationslejren Auschwitz og drev de sidste tyske embedsmænd og soldater væk fra denne, det værste af alle nazistiske udryddelsescentre. Inden den sovjetiske hær rykkede ind i lejren, var over halvanden milllion mennesker – hvoraf langt de fle-ste var jøder – blevet henrettet eller omkommet af sult eller fysisk udmattelse. Som arvtager til det forsvundne Sovjetunionen har Putin derfor sin naturlige plads på talerstolen.
Men paradokset i, at det netop er ham, der i denne rolle skal være en af dem, der sætter ord på Auschwitz-historiens lære, er alt for indlysende. Som tidligere officer i den sovjetiske efterretningstjeneste, KGB, har den russiske præsident selv været med i en organisation, der har fået sendt millioner af menne-sker til de sovjetiske kz-lejre i Sibirien. Den tankegang, der lå bag nazisternes udryddelseslejre, døde ikke med Adolf Hitlers endeligt i førerbunkeren i Berlin få måneder efter Auschwitz’ befrielse.
Og den døde heller ikke med det sovjetiske imperiums sammenbrud for omkring 15 år siden. Magthaveres forestillinger om, at man kan bruge lejre uden for civiliseret lov og ret til at internere særligt ubehagelige elementer, gør sig fortsat gældende. I vores egen, såkaldt demokratiske del af verden er det bedste – hvilket vil sige værste – eksempel den amerikanske Guantánamo-lejr, hvor hundredevis af fan-ger er interneret uden mulighed for at påkalde sig beskyttelse efter hverken amerikanske eller internationale retsregler.
Hvor belastende disse tilstande end er for opfattelsen af USA som et retssamfund, tåler de selvsagt ikke sammenligning med fremfærden i de tyske nazisters dødslejre. Kun på et enkelt punkt kan det have interesse at se efter paralleller. Loyale embedsmænd skal udføre de ordrer, der kommer fra de øverste instanser. Hvorfor retter de ind, uden at gøre alvorlige indsigelser, og måske ovenikøbet med stor ihærdighed?
Det er ikke mindst her, erfaringerne fra Auschwitz kan bidrage med en indsigt, der rækker langt ud over de ufattelige forbrydelser, der blev begået på dette sted. De ansatte havde til opgave at bidrage til Hitlers erklærede planer om det totale folkemord på jøderne – »den endelige løsning«. Nogle gjorde det med entusiasme. Skrupelløse læger fandt her mulighed for på mennesker at foretage eksperimenter, der ellers ville have været utænkelige. Og selvfølgelig tiltrak det almindelige vagtarbejde i kz-lejrene mennesker med primitive sadistiske tilbøjeligheder. Men der var også de mange omhyggelige bureaukrater, der uden at kny – men også uden begejstring – registrerede de endeløse henrettelser med samme distance, som var der tale om en folketælling
En betydelig del af dem var nazister af overbevisning. Som forbundskansler Gerhard Schröder har mindet om i forbindelse med 60-årsdagen, så kom Hitler ikke til magten ved et kup, men igennem en demokratisk proces. Ved det sidste frie valg, inden han ombragte dette demokrati, fik hans parti omkring en tredjedel af stemmerne. Og ifølge stort set alle historikere, der har beskæftiget sig med denne periode i tysk historie, voksede tilslutningen op igennem 1930’erne.
Men også blandt dem, der ikke kunne eller ville tilslutte sig nazismens ideologi, var der om ikke opbakning, så i hvert fald undersåtlig accept. For at tage et par berømte eksempler, så fortsatte tidens største atomfysiker, Werner Heisenberg, med at arbejde for den tyske stat, og den måske mest fremtrædende dirigent i det 20. århundrede, Wilhelm Furthwängler, dirigerede – med Hitler, Goebbels og Göring på første række – filharmonikerne i Berlin, mens deres by blev bombet til ruiner. Både Heisenberg og Furtwängler blev siden frikendt for nazistisk virksomhed, men begge arbejdede ikke desto mindre for systemet, indtil det kollapsede.

Hvorfor? Deres eget svar var, at de var loyale over for deres fædreland, ikke over for dets hersker. Den forklaring kan givetvis udvides til at dække millioner af tyskere med mere ordinære talenter end dem, Heisenberg og Furtwängler var begunstigede med. De var ikke nazister, men de var tyskere. Ikke desto mindre var de også i den egenskab med til – om ikke andet stiltiende – at sanktionere et af verdenshistoriens mest systematiske folkemord.
Den britiske historiker Ian Kershaw har i sit monumentale biografiske værk om Hitler, der udkom for få år siden, givet et bud på det, der kunne kaldes den halve forklaring. Det samme har den tjekkiske forfatter Pavel Kohout i sin roman Dansetimen om en kz-lejr i hans eget land og den krigsinvaliderede kommandants forsøg på håndhæve en form for civiliseret administration. I begge tilfælde handler det om den dominerende tilbøjelighed til at »handle efter Førerens ønsker«, ofte i den fortolkning, de pågældende selv lagde ind i dette begreb.
En sådan tankegang er ikke fremmed i noget samfund, heller ikke de solidt og grundfæstede demokratier. Embedsværket indretter sig efter dem, der har magten. Eksempler kan nemt findes i dagens Danmark, men konsekvenserne må i denne sammenhæng siges at være helt uskyldige sammenlignet med de rædsler, der i dag bliver genstand for det, der så indlysende er erindringens nødvendighed.

tok

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu