Læsetid: 4 min.

’De vil bare blære sig’

I Ungdomshuset i Fredericia prøver de ældre fyre at fortælle de unge, at de ikke skal lave lort – men det er svært at få ørenlyd
19. januar 2005

Rødderne V
»I’m walking on the street, gee – there’s just little me.«
19-årige Yusuf stikker hovedet helt op i sin storebrors og griner. Han elsker at rappe – freestyle.
»Jeg ser bare noget, og så synger jeg om det,« siger han.
Men rap er der alt for lidt af i Ungdomshuset i Fredericia, siger han. Det gælder også hip hop.
I det hele taget er mange af de unge med anden etnisk baggrund end dansk, der kommer i Ungdomshuset, ikke helt så vilde med klubben i den gamle godsbanegård, som de var med den gamle klub Remisen, der lukkede i 2001.
»Vi var engagerede i mange ting, f.eks. kunne vi finde på at lave en videoaften, det kan man ikke her,« siger Yusufs storebror, 22-årige Hobie.
»Remisen var det fedeste sted. Folk kom fra hele Jylland, fordi det bare var for fedt,« siger Wesley.
Men selv om tilbuddene til Fredericias unge har forandret sig med nedlæggelsen af Remisen og åbningen af Ungdomshuset, der både er en ungdomsklub og et musikhus med tilbud til mange flere unge end i Remisen, er der også ting, der ikke har forandret sig: De helt unge.
»De er ligesom, vi var for fire år siden, de er godt i gang med at lave lort,« siger Hobie.

Ingen lytter til råd
Iført den klassiske »uniform« med hættetrøjer, åbne jakker og baseball-kasketter sidder de unge i Ungdomshusets café og ryger, snakker og drikker sodavand. Tempoet er højt.
»Du har fedt i hjertet, mand,« råber en af de unge til en anden, der skal i gang med at spille billiard.
»Og hvad så? Du har sæd i hjertet,« svarer han tilbage.
Uden for huset er der lige meget gang i den som inden for.
Unge på scootere kører frem og tilbage, og små grupper står rundt omkring og snakker.
Scootere er den nye trend.
»En stjæler en scooter, og så gør de andre det også. Jeg prøver at sige til dem, at det er forkert. Jeg spørger: Hvor kommer alle de scootere fra? Men de er ligeglade. De vil bare blære sig,« siger Hobie.
»Når de møder os her eller på gaden, så blærer de sig med, hvad de har lavet. ’I går smadrede vi ham og ham’. Vi siger: ’Det der, det holder altså ikke’. Man kan ikke stoppe dem, for man kunne heller ikke stoppe os. Men der er en ting, der er godt ved de unge. De ryger ikke hash. Det gjorde vi hele tiden.«
Problemet er, mener Hobie, at alle altid gerne vil vise, at de tør noget. Og at man ikke kan opnå alt, hvad man vil, på en lovlig måde.
»Man kan ikke blive rig i Danmark på en lovlig måde. Hvis man vil være rig, må man tjene nogle sorte penge og ellers bare holde lav profil.«
Den teori forstår Knud, der engang var leder af Remisen, og nu er pædagog i Ungdomshuset, godt.
»Mange af de her unge har enormt svært ved at komme ind på arbejdsmarkedet, men de har jo et forbrug ligesom alle andre unge, de vil gerne have mobiltelefoner, tøj osv. Så jeg tror, desværre, det resulterer i, at der bliver stjålet meget,« siger han.

Mangel på forbilleder
På baggrund af sin mangeårige erfaring med de unge ser Knud også, at ungdomsgruppen er ved at ændre sig.
De ’nye’ unge, der kommer i Ungdomshuset, har til forskel fra de ’gamle’ som Hobie, ikke den samme respekt for eksempelvis større brødre.
»Vi er jo efterhånden oppe på tredje, fjerde generation, så de er blevet del af danske samfund og har taget de danske normer til sig. Det betyder, at de står i et skisma hele tiden, hvor de skal balancere mellem normer og kulturer, og det gør dem usikre. De har ikke ret mange rollemodeller, og i mange familier, hvor faderen eksempelvis er arbejdsløs, mister han status, og derfor ser de unge ikke op til hverken fædre eller større brødre på samme måde som før.«
Derudover er der begyndt at komme piger i klubben.
»Det, synes jeg, er meget positivt. Det er især tyrkiske og somaliske piger, som er i gang med at løsrive sig. De kommer meget for at ryge hernede, for det må piger ikke i deres egen kultur, og de er meget opmærksomme på, hvilke drenge, der ser dem ryge af samme grund – for der er dem, der sladrer, og dem, der ikke sladrer.«
Også Hobie og de andre, der ellers savner de gamle Remisen-dage, er ikke i tvivl om, at Ungdomshuset er en vigtig ingrediens for byens unge.
»Det er det bedste, der er sket i Fredericia længe,« siger Hobie. I et baglokale i huset er en gruppe lige nu i gang med at danse.
»Jeg ved ikke, hvordan de fik dem til det, men det er skidegodt, fordi på den måde slapper de af.«
Og dans er præcist, hvad de ældre fyre gerne vil have af.
»Man kunne lave en danseaften, hvor der kom en og underviste i hip hop,« siger Wesley.
»Eller en rap-konkurrence,« siger Yusuf.
»Men hvem skal arrangere det,« spørger Hobie.
»Det gør vi. Vi laver det bare for vores gruppe,« siger Yusuf.
»Nå, men vil du da arrangere det så? Ellers bliver det aldrig til noget,« siger Wesley.
Yusuf slår hænderne sammen.
»Hvis du siger til mig, at jeg skal arrangere det, så arrangerer jeg det! Hver tordag. Og det må du gerne skrive i avisen.«

SERIE
Tilbage til rødderne
I december 2000 flyttede Information ind i ungdomsklubben Remisen i Fredericia, hvor nogle af byens unge hang ud: De svære. De frække. De utilpassede. Unge med anden etnisk baggrund end dansk, som dengang konstant fik pisk i pressen. Nu er Information tilbage i Fredericia 2005 for at møde de unge rødder, som siden er blevet voksne. Hvordan er det gået dem?
Dette er den 5. og sidste artikel i serien. Tidligere artikler kan læses på www.information.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her