Læsetid: 3 min.

Bedrøvet Béla Bartók

Hvor sørgmodigt, længselsfuldt insisterende stikord
5. januar 2005

Hvor sørgmodigt, længselsfuldt insisterende
stikord

På coveret sidder fire smokingklædte herrer med hver sit instrument i hænderne, ædle genstande fra italiensk 1700-tal, stradivarius etc. Bartók-kvartetten. Jeg sætter den sjette strygekvartet fra 1939 på og hører bratschen solo spille temaet igennem og de andre koble sig på, stædigt gentagende. Endnu høres dur-mol tonaliteten i dette skønne værk, men på vej væk i en frihed inspireret af Bartóks indgående studier i ungarsk, rumænsk, slovakisk folkemusik. Hvor sørgmodigt, længselsfuldt insisterende. Så følger en march-sats, uhørt antimilitaristisk, derefter en ironisk burleske, og det i skiftende takter! for endelig i cyklisk bevægelse at søge tilbage til førstesatsen og forsvinde ind i en stilhed. Rummet er mærkelig tømt. Et indbrud i den germanske musiks ugarderede sjæl! lyder det så i den svenske forfatter Kjell Espmarks nye, korte roman Béla Bartók mot Tredje riket. Bartók har hånet Goebbels ved offentligt at erklære sin ærgrelse over ikke at være repræsenteret ved 'Entartete Musik' i Düsseldorf som 'frivillig jøde'. Nu sidder han med sin kone ved et cafébord i Nîmes i det besatte Frankrig, hadet af nazisterne, på vej mod Portbou ved den spanske grænse. Pas, billetter til USA er formelt i orden. Så standser en sort citroën med hvinende bremser. Tre mørke mænd med hatteskyggen ned i panden betragter ham. Romanen har ingen handling. Den er en indre musik, en gennemspilning af de nervøse tanker og ekstreme sansninger, der rører sig i komponisten i løbet af den korte tid, der går, før disse fransktalende tyskere truende står ved hans bord og hånligt gennemgår hans papirer. Gestapo véd alt om hans flugtagtige koncertrejse. De efterlader ham i et skæbnedilemma. Han må forlade Europa for at kunne artikulere Europa. Man læser et menneske på flugt fra det umenneskelige, i angstfulde øjeblikke af højspændt sensibilitet, hvor erindringer, nutid og fremtid blandes i et absolut nærvær. Han kan tyde forfølgernes tanker, deres nervøsitet og diskussion, ligesom hans tonesprog har bragt forvirring i deres ulvegrå verdensbillede, den tyske ånd. Goebbels véd alt om kunstens magt og farlighed og hader internationalismen. Et sekund nager en tvivl Bartók. Er hans eget folkloristiske arbejde ikke netop en form for Blut und Boden, en dyrkelse af det nationale? Men den er netop grænsebrydende, et opgør med symfoniens dannelsesprojekt. Han mistror sine modstanderes begreb om 'udvikling', en orden, der netop slipper alle undermenneskets aggressioner og nydelsesfulde grumhed i en symfonisk skrue ind i selve helvedet, om så skal være. Hvad han selv skaber er en anden musikalsk balance i komposition, hvor første og sidste sats spejler hinanden i en fri rytmik – som i strygekvartetten. Han registrerer åndeløst mændene i bilen. En åbner døren, sætter et ben til jorden, tøver, trækker det ind igen. Han fornemmer deres våben. I en lysvågen drøm gennemspiller han sin ankomst til en koncentrationslejr, men hører også den spinkle lyd af en violin i det fjerne, Menuhin, som han endnu ikke har truffet. Han hører andre stemmer, fra en overnatning hos bønder i et værelse, hvor det spøger, siger de: Forfædrenes snakken fra et kaminspjæld. Han opklarede det dog som materialets vibrato i trækvinden, til deres fortrydelse og benægtelse. Lyde fra før og nu går lynhurtigt igennem ham i den anspændte venten, hvor han er overbevist om at blive hentet ind i bilen sammen med Ditta, som ubekymret om faren sidder over for ham. Han, eller forfatteren, véd besked om den jødiske litteraturforsker Walter Benjamin, der nåede til Portbou med sit hovedværk i tasken, men fik at vide at grænsen var lukket. Næste dag åbnedes den, men da havde han taget en overdosis morfin i vished om, at koncentrationslejren ventede ham.
På få sider i Espmarks roman løber en europæisk kulturhistorie ad nervebanerne i Béla Bartóks krop og bevidst-hed i et dirrende nærvær i et udvidet tids- og rumbillede, der synes beslægtet med den rytmik, som lyder fra cd'ens komplekse musik af sorg, stilhed, glidende længsel der indrammer kvartetten. Den slutter i stilhed som romanen. Første sats har betegnelsen 'Mesto; piu mosso, pesante. Vivace'. Sidste sats bare 'Mesto'. Bedrøvet. .

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu