Læsetid: 3 min.

Det begynder og ender med historier

’Pudemanden’ på Aarhus Teater er en blanding af Dürrenmatt, Kafka og Beckett. En frysende blanding af idyl og horror
26. januar 2005

Teater
Et mylder af historier både udspiller sig, og fortælles i Martin McDonaghs seneste stykke Pudemanden fra 2003. Den om pigen, der gerne vil være Jesus, og som på spørgsmålet om hun stadig gerne vil være Jesus, efter at være blevet udsat for store pinsler, svarer: »Jeg er sgu Jesus«. Eller den om Pudemanden, der heltemodigt hjælper små børn med at dø allerede i barndommen, således at de undgår livets lidelser. Eller den om stykkets to hovedpersoner, brødrene Katurian og Michal, der stumfilms-stiliseret fremviser forældrene behandle Katurian kongeligt og mishandle Michal på det grusomste, indtil Katurian opdager det, og ombringer det ondsindede ophav. Eller den om...
Fortællingerne springer generøst fra Katurians hånd, fortælles, udveksles, forhandles, og nyfortolkes alt efter situationen. Historierne lever deres eget liv hinsides forfatteren, og hinsides spørgsmålet om de repræsenterer livet sandfærdigt eller ej.
Historierne viser sig at være nødvendige, for at vi kan leve, opleve og overleve. Lad det være sagt med det samme og uden omsvøb: Pudemanden er med sin på én gang ligefremme og komplekse form det bedste stykke teater, jeg har set i meget lang tid.

Forfatterens død
Vi befinder os i et forhørslokale i en totalitær diktaturstat. Rummet fremstår som en scenografisk genistreg: helt i gråt med mørkere grå plamager, der ligner fingeraftryk. Fingeraftryk som spor, som bevismateriale men også blot som mystiske mønstre, man forføres til at bringe mening ind i. I dette lokale udspiller et forhør sig mellem en good-cop/bad-cop, og forfatteren Katurian Katurian Katurian (forældrene var som sagt ikke helt almindelige), der anklages for at have skrevet grumme historier, hvori børn mishandles, og som følge heraf kræves til ansvar for en serie barnemord, hvis gerningsmand har fulgt historiernes forskrifter til punkt og prikke.
Forfatteren henrettes mod slutningen, for selv om Katurian ikke kan siges at have ombragt børnene, så har han i det mindste slået sin familie ihjel. Katurian virkeliggør sin egen fortælling om den tvetydige Pudemandshelt, da han netop myrder sin retarderede bror for at spare denne for yderligere lidelser. Katurian bliver herved selv offer for fortællingernes sirene-lokkende evne til at få læsere til at tro på sandheden i beretningen. Noget som alle er ofre for i Pudemanden, også tilskuerne.
Fortællingerne undslår sig naive læsestrategier i et univers, hvor ingen holder ord. Alle lyver, hvad der ikke nødvendigvis er et udslag af et yderst pessimistisk livssyn, men simpelthen kan ses som et led i afsøgningen af fortællingens og fiktionens væsen og altoverskyggende kraft. Piv Bernths instruktion støtter en sådan story-telling-pointe, hvor identitet og fortælling knyttes sammen, men pointen gives både universel gyldighed hinsides hvem-er-jeg spørgsmålet og kunstnerisk særegenhed, da nogen altså er bedre til at fortælle end andre. Det erfarer vi, da kriminalkommisær Tupolsky giver sig til at fortælle en historie, der ikke respekterer selv elementære fortælletekniske virkemidler.

Tragikomik
Tonen i Pudemanden er en blanding af Dürrenmatt, Kafka og Beckett. En frysende blanding af idyl og horror, en surrealistisk – meget morsom – sprogligekvilibristisk selvbevidsthed og en betagende gådefuld nøgternhed. Besværgende gentagelser og snoninger ind og ud af hinandens fortællinger, modsætninger mellem høj og lav, hellig og profan, alvorlig og morsom ophæves for at optræde effektfuldt side om side, som når præsten ringer hjem til pigen-der-ville-være-Jesus’ forældre og siger:
»Der står en pige og lukker en masse lort ud her i kirken«. Den tone behersker Nikolaj Kopernikus alias Katurian til fulde med sin indlevede fortælleglæde og usentimentale indsigt i basale grufulde hændelser, en underdrejet stilfærdig men særdeles effektfuld præstation. Samspillet mellem Kopernikus og Henrik Noél Olesen som Michal, både indsigtsfuld og naivt grusom, er betagende intenst.

*Aarhus Teater Studio: Pudemanden indtil 19. feb. Hverdage kl. 19.30, lørdage kl. 17.00

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her