Læsetid: 3 min.

Britiske konservative i udlændingeoffensiv

De britiske konservative vil sætte loft over indvandring, have faste udlændingekvoter og udmeldes af FN’s flygtningekonvention. Forslaget kaldes ’racistisk’, men Blair-regeringen er selv på vej med nye initiativer op til det kommende valg indvandring
25. januar 2005

De britiske konservative vil sætte loft over indvandring, have faste udlændingekvoter og udmeldes af FN’s flygtningekonvention. Forslaget kaldes ’racistisk’, men Blair-regeringen er selv på vej med nye initiativer op til det kommende valg
indvandring

Bladtegner Martin Rowson, der arbejder for det britiske centrum-venstre dagblad The Guardian, var ikke i tvivl, da han i dagens tegning i går kommenterede en ny indvandringspolitik fra de britiske konservative, som officielt blev partiets politik i går, men som søndag blev varslet gennem en helsides dagbladsannonce via et åbent brev fra partileder Michael Howard til de britiske vælgere.
Rowsons tegning viser Howard som en stirrende selvmordsbomber, der svinger en flaske petroleum, en tændstik og et spillekort med et enkelt ord på: »race«.
Tegningen illustrerede meget godt det udbrud af misnøje, som dele af Storbritanniens liberale politiske etablissement lod akkompagnere Howards plan.

Britisk nybrud
Planens hovedpunkter er faste kvoter for asylansøgere, 24-timers kystbevogtning ved alle britiske havne, centre uden for Storbritannien for opsamling af alle potentielle indvandrere samt en ’australsk point-model’ for økonomiske indvandrere, hvor bestemte typer af arbejdskraft ikke vil have problemer, mens andre afvises.
Dertil kommer det mest kontroversielle element, som blev annonceret i går: et løfte til vælgerne om, at Storbritannien under en konservativ regering vil trække sig fra FN’s flygtningekonvention fra 1951.
I det traditionelt tolerante og multikulturelle Storbritannien er den konservative markering et nybrud, om end Howards forslag ikke afviger stort fra den debat, som føres i resten af EU, f.eks. i Danmark.

Selv flygtningebarn
Den konservative partileder, hvis jødiske forældre selv flygtede til Storbritannien fra
forfølgelse fra nazisterne, har under debatten brugt sin egen afstamning som det bedste argument for, at han aldrig kunne stå for en racistisk politik:
»Storbritannien har altid tilbudt beskyttelse og et hjem til ægte flygtninge, som gerne vil arbejde hårdt. Det ved jeg – min familie var sådan en.«

Labour forsigtig
Fra Labour lød overraskende forsigtigt formuleret kritik, da regeringen ikke er blind for en stigende opmærksomhed blandt de britiske vælgere, når det gælder udlænd-
ingepolitikken.
Regeringen er desuden selv er på vej med en ny plan som en del af forberedelserne til det valg, alle regner med, skal holdes i maj.
Fra transportminister Alistair Darling lød det dog, at de planer, de konservative har lovet om nedskæringer i det offentlige i sig selv kom-plet underminerede løftet om en markant opstramning af procedurerne for indvandring, eftersom dette ville kræve en stigning i antallet af det offentligt ansatte personale, som arbejder med indvandringssager.
»Og vi taler ikke om papirclips, men om de mennesker, som faktisk kontrollerer de her sager,« sagde han i går til The Daily Telegraph.
Formanden for den briti-ske kommission for racelighed, Trevor Phillips, var anderledes direkte. Han anklagede i weekenden Howard for »at have overgivet sig til marginale kræfter i sit parti« og for at basere den nye udlændingekampagne på »uoplyst propaganda, som stammer fra de mere demente
anti-immigrationsgrupper i dette land«.

Krabasken i brug
De liberale demokrater var heller ikke bange for at tage krabasken i brug. Partileder Charles Kennedy sagde søndag til BBC, at udspillet tydeligt viste »desperationen, som breder sig« i de konservative rækker, efterhånden som det står mere og mere klart, at Labour er på vej mod en historisk overbevisende tredje valgsejr.
Charles Kennedy pegede også på, at forslaget var et »ilde gennemtænkt« forsøg på at vinde nogle af de vælgere tilbage, som ved sidste sommers valg til Europaparlamentet forlod de konservative til fordel for det højrepopulistiske nationale Uafhængighedsparti, UKIP.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her