Læsetid: 4 min.

En bro fra Gibraltar

En fast forbindelse til Marokko ville være noget, foreslår den svenske krimiforfatter, der deler sit liv mellem Afrika og Ystad og mener, at italienske Lampedusa er Europas centrum, for her driver lig i land
15. januar 2005

FORFATTERBESØG
Sammen med Astrid Lindgren var Henning Mankell den svenske forfatter, der var mest læst i hele verden i 1990’erne, oversat til talrige sprog, og i går var han på besøg på den svenske ambassade i forbindelse med premieren på den nye film Inden frosten – den første af otte om kriminalkommissær Kurt Wallander fra Ystad.
»Jeg har læst alle Mankells bøger og endda på svensk,« fortalte billedkunstneren Per Kirkeby, der var i den indbudte kreds, som også omfattede tidligere kulturminister Grethe Rostbøll, tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (med Alice) og ikke at forglemme lyrikeren Ulrikka Gernes, der netop havde set Mankell tæt på ambassaden betragte Livgarden.
Måske tænkte han på dengang i 1955, da han som syv-årig besøgte Tivoli og kom til at tage en fremmed mand i hånden i stedet for faderen. »Heldigvis en flink mand,« konstaterede Mankell, der deler sin tid mellem Sverige og Mozambique, hvor han har startet et teater og engageret sig i hiv/aids-bekæmpelse med nogle af de mange millioner, han har tjent.

Da han dansede
Henning Mankell viste sig som en kontant mand, der straks skabte suspense ved at sætte overskrift på de syv-otte ting, som han ville fortælle forsamlingen.
De kommer her.
Først var der historien om dengang, Mankell var taget ud på en ø i Det Indiske Ocean. Han hørte trommer og kom til et sted, hvor der blev holdt fest. De indfødte tog pænt imod ham, og han begyndte så at fortælle, hvor han kom fra, og hvem han var.
»En meget smuk kvinde, der så ud til at være 1.000 år gammel, med ansigtshud nedskrabet til benet, afbrød mig og sagde, at hvis jeg virkelig ville sig noget om mig selv, så skulle jeg hellere danse for dem. Det ville fortælle alt,« beretter han.
Henning Mankell tænkte på Michael Jackson og syntes egentlig ikke, der var så meget perspetiv i den slags, men han dansede ganske kort det bedste, han kunne, og bagefter blev der lang tavshed. Så sagde den gamle kvinde:
»Efter at have set dig danse kan vi ikke i vores vildeste fantasi forestille os, hvem du er, og hvorfor du er kommet.«

Mankells idol
Henning Mankell fortalte så, at han var vokset op ved ’Zambesifloden’ i Härjedalen i Sverige. I hvert fald havde han som barn set krokodiller der, helt sikkert, men han ville ikke blamere sig blandt de voksne ved at fortælle det til dem. »De bedste rejser er dem i fantasien,« sagde han, og nu ville han fortælle om sit idol.
»Der har været mange, men især én, som er blevet stående, nemlig mig selv som 13-årig, som jeg ser mig på et fotografi. Jeg tænker, at da var jeg bedst. Jeg troede, der var noget godt i alle mennesker og indgik få kompromis’er,« sagde han.

EU og containere
Da Sverige i 1994 skulle tage stilling til EU, kom Henning Mankell gående på Vasagatan i Stockholm, da han blev tiltalt af en pæn, ældre mand med ordene:
»Er du den, jeg tror, du er?«
Det kunne Mankell jo ikke vide, og han overvejede at svare nej, men manden havde så et spørgsmål: »Hvad ville Kurt Wallander stemme på ved EU-afstemningen, for jeg vil gerne stemme på det samme?«
»Præcis det modsatte af mig,« svarede Mankell og skyndte sig videre.
»Men hvor ligger centrum af Europa?« spurgte han nu retorisk og svarede selv: »Jeg tror, det ligger på den lille italienske ø Lampedusa syd for Sicilien. Mange døde fra Afrika flyder i land her hver dag. For det handler om, hvordan vi skal forholde os til immigrationsprojektet. Vi bør ikke acceptere, at der findes mennesker, kvalt til døde i en container i Rotterdam. Næste gang kan det være København. Så derfor: Europas fremtid afgøres af vores forhold til Medusa. Derfor bør vi bygge bro, og den vigtigste bro burde bygges fra Gibraltar til Nordafrikas kyst.«
Henning Mankell stillede et nyt retorisk spørgsmål: »Hvorfor tager Nokia, Ericsson og Samsung fejl?«
Jo, det gør de, når de i reklamerne skriver: »We connect people and make the world smaller.«

De påmalede sko
Det er forkert. De får os til at opleve, hvor stor verden egentlig er, og det er just det fascinerende.
Et stort indtryk havde det gjort, da Mankell under Mozambiques borgerkrig havde besøgt et utrolig fattigt område: En dreng havde malet sko på sine fødder for at bevare sin værdighed midt i fattigdommen. »Det vil jeg aldrig glemme,« sagde Mankell.
»Selv står jeg med den ene fod i Afrika og den anden i Europa, og Afrika har helt sikkert gjort mig til en bedre europæer.«
Bagefter var der mange spørgsmål og bl.a. blev Mankell spurgt om, hvordan han gribe det an, da han valgte at opføre Jeppe på Bjerget på teatret i Mozambique.
Han havde gjort ham til nattevagt, som år efter år vogter over et hus, som han aldrig har været inde i. En enkelt gang vågner han så i ejerens seng ligesom Jeppe i baronens.
»Vi kunne løse analfabetismens problem for de penge, vi køber kattemad for i Europa. Men selvfølgelig skal kattene også have mad,« sluttede Henning Mankell – en sympatisk mand med et så stort engagement i verdensfreden, at han for nylig blev kaldt ned til samtale med Gerhard Schröder i Berlin.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu