Læsetid: 12 min.

Centrum-venstre: kirken skyder over målet

Har centrum-venstre spillet fallit som værn mod kapitalismens uhæmmede indtrængen i alle dele af samfundslivet? Kirkelige kredse erklærede sig i sidste uge klar til at tage over – men det er skudt helt over målet, lyder det samstemmende fra de radikale til det yderste venstre
15. januar 2005

Har centrum-venstre spillet fallit som værn mod kapitalismens uhæmmede indtrængen i alle dele af samfundslivet? Kirkelige kredse erklærede sig i sidste uge klar til at tage over – men det er skudt helt over målet, lyder det samstemmende fra
de radikale til det yderste venstre

Kritik og kapitalisme
Det danske centrum-venstre føler sig ikke ramt af kirkefolks påstand om, at kirken er overladt til sig selv i kampen mod kapitalismen.
I sidste uge hævdede en række præster i Information, at venstrefløjen burde være en allieret, men at den havde spillet fallit i kampen mod kapitalismen, når kapitalismen breder sig fra erhvervslivet med sine normer om effektivitet og vækst til hele det menneskelige værdigrundlag. Venstrefløjen ligger selv under for kravet om vækst.
Men flere af politikerne sparker bolden tilbage og stiller spørgsmålstegn ved, hvad kirken reelt kan gøre for at hindre, at kapitalismen tager overhånd og bliver styrende for ikke bare den økonomiske verden, men også den åndelige del af tilværelsen.
Keld Albrechtsen fra Enhedslisten afviser, at venstrefløjen ikke har noget at byde på i kampen mod kapitalismen:
»Jeg synes, at vi har ret til at sige, at i al væsentlighed kan vi afvise kritikken af den danske venstrefløj,« siger han. Dog mener han, at præsternes kritik af venstrefløjen kan have en historisk berettiget begrundelse:
»Hvis man identificerer venstrefløjen med sovjetkommunismen, kan jeg se mange lighedstræk med den kapitalistiske opfattelse af produktion, samlebåndseffektivitet og målsætninger. Men jeg mener ikke, at den moderne venstrefløj kan rammes af den kritik, for den har et andet udsyn,« siger han og understreger, at den sovjetkommunistiske del af venstrefløjen har han aldrig selv tilhørt.
Keld Albrechtsen mener derimod, at den danske venstrefløj udgør et reelt alternativ til kapitalismen: »Hvis man ser konkret på det, er det venstrefløjen i Danmark, der siden 1968 har stået for at formulere de bløde værdier i modsætning til kapitalismen. For eksempel at kvinderne skal have deres rettigheder, og at der skal være tid til børnene, at der skal værnes om fritiden,« siger han.

Folketingsmedlem for de radikale Martin Lidegaard kan heller ikke se, at kirken skulle stå alene i begrænsningen af kapitalismen:
»Vi lever i et sekulariseret samfund, og det betyder for mig, at den modvægt, der skal være til kapitalismens negative konsekvenser, foregår på to planer. Det ene er det politiske og økonomiske plan. Det er politikerne ansvar at sikre, at markedet bliver til glæde for mennesket, og at man ikke drukner i social udstødning, dårlige konsekvenser for miljøet, fattigdom og social udstødelse og så videre,« siger han.
Der, hvor han mener, at kirken har en rolle, er på et andet niveau:
»På mange måder, er moderne mennesker anno 2005 utroligt fokuserede på det materielle, og på økonomisk vækst, koste hvad det vil. Det er et lykkebillede, som er stort set éndimensionelt. Jo flere penge vi kan skrabe sammen, jo bedre.«
Martin Lidegaard tror på, at der skal mere til end et stort forbrug for, at mennesker bliver lykkelige, og her anerkender han, at kirken kan spille en rolle. Men det er ikke noget, han mener, at politikerne skal blande sig i:
»Det enkelte menneske må tage stilling til sin egen livssituation, og derfor bliver det et spørgsmål af mere eksistentiel karakter. Derfor kan religionen spille en stor rolle i at udgøre en modvægt,« siger han.

Formand for minoritetspartiet Rune Engelbrecht Larsen mener også, at det er forkert at hævde, at kirken er alene i kampen mod kapitalismen:
»På den ene side er kirken ikke en enhed, der kan gøre noget som institution ved kapitalismens negative konsekvenser. På den anden side er kapitalismen ikke en let definerbar størrelse. Det mest akutte og tiltrængte må være at gøre op med arbejdshysteriet. Det betyder altså, at venstrefløjen må sige farvel og tak til den historiske arv, der dikterer arbejde som det eneste saliggørende og identitetsbærende,« siger han.
Rent faktisk mener Rune Engelbrecht Larsen ikke, at kirken kan gøre ret meget ved, at kapitalismens idealer om vækst og effektivitet har spredt sig ud over den økonomiske sfære og ind i privatlivet og fritiden:
»Den danske kirke er jo ikke en enhedskirke og spænder jo bredt lige fra Leif Bork Hansen til Søren Krarup. Derfor kan den intet som helst stille op over for kapitalismen. Men det betyder ikke, at præster som politiske individer ikke kan gøre noget,« siger han.«

Socialdemokrat og medlem af Folketinget, Henrik Sass Larsen, ser grundlæggende ikke de samme problemer ved kapitalismen, som præsterne giver udtryk for. Han mener, at det er op til folk selv at indrette deres liv efter de værdier, de sætter i højsædet:
»Det er folk eget valg, hvis de vil arbejde mindre og have mere tid til fordybelse. Hvis kirken kan tilbyde en anden livsform, som er meget mere attraktiv, så må man konstatere, at de ikke har været specielt gode til at tilbyde det alternativ på en måde, så folk er gået med på det,« siger han. Det billede af kapitalismen, der invaderer hele det menneskelige værdigrundlag, kan han ikke nikke genkendende til:
»Hvis de virkelig mener, at det er så grundlæggende et problem, er det min holdning, at der er frit valg i dag. Der er en masse mennesker, der vælger at arbejde meget og have en høj velstand. Det er deres valg. Der er også nogle, der vælger det modsatte,« siger han. I det hele taget ser Henrik Sass Larsen ikke de samme problemer i kapitalismen:
»Jeg hører til dem, der mener, at arbejdet er livets salt. Hvis man ikke skal arbejde, hvad skal man så lave,« spørger han.
I modsætning til præsterne i artiklen i forrige uge, ser han ikke noget problem i, at travlheden er blevet et mål i sig selv og at »arbejdet er blevet opium for folket.«
»Folk må selv bestemme. Hvis folk ønsker at fordybe sig, eller hvis de vil bruge deres fritid i haven, så må se selv bestemme det,« siger han.

Keld Albrechtsen forstår egentlig godt det synspunkt, at kirken kan ses som en modvægt til kapitalismen, men som Rune Engelbrecht Larsen påpeger han, at kirken ikke er en enhed, hvilket komplicerer spørgsmålet om, hvorvidt kirken er en modvægt til kapitalismen, og om venstrefløjen i så fald skal være dens allierede.
»Efter min opfattelse bygger nogle religiøse retninger inden for kristendommen og islam på en førkapitalistisk tankegang, der går tilbage til feudalsamfundets tid. De udgør jo unægteligt et alternativ til kapitalismen. Det kan man ikke bestride. Det kan jeg af gode grunde ikke se som et attraktivt alternativ. Hvad enten man baserer sig på en ortodoks læsning af Koranen eller Det gamle Testamente, går det jo ud på at vende tilbage til en form for samfund, som bygger på nogle værdier, der var i middelalderens Europa eller middelalderens mellemøstlige samfund. Det kan godt være, at der ikke var kapitalistiske træk ved de samfund, men der var jo en kolossal menneskeundertrykkelse og kvindeundertrykkelse især, samt nogle meget patriarkalske samfundsværdier for samfundets indretning.«
De fundamentalistiske fraktioner af kristendommen anser Keld Albrechtsen derfor ikke for en mulig allieret. Derimod hilser han et samarbejde velkomment med andre mere progressive dele af kirken:
»Det er klart, at der er kirkelige kræfter, som vi på alle mulige planer kan have et samarbejde med. Det gælder blandt andet Folkekirkens Nødhjælp. Jeg vil gerne anerkende, at der kan være et fælles rum for kirken og venstrefløjen, som kan være et alternativ til de kapitalistiske værdier og den udpining af ressourcer og mennesker, som kapitalismen indebærer,« siger han.

Rune Engelbrecht Larsen kan godt se, at der i den kirkelige historie kan trækkes linjer tilbage, som gør det oplagt, at kirken bliver et sted, hvor man taler imod kapitalisme. Men han tillægger også kirken et ansvar for kapitalismens succes.
Han mener, at det er kombinationen af det marxistiske arbejdsbegreb, hvor mennesket defineres gennem sit arbejde og en protestantisk kaldsetik, der ligger bag den moderne kapitalismes succes:
»I dag tager vi det for givet, at arbejdet er den største velsignelse. Det gør, at vi oplever en arbejdstid for en almindelig familie, som er væsentligt højere end nogensinde før i Danmark og i resten af Europa,« siger han.
Helt grundlæggende rejser Rune Engelbrecht Larsen spørgsmålet om, hvor væsentlig kampen mod kapitalismen er:
»Det bliver hurtigt en kamp mod det, der er ondt i verden og fører ikke rigtigt nogen steder hen. Jeg tror, at man skal føre sine kampe mod nogle af de konsekvenser, som kapitalismen har og nogle de andre negative fænomener. Så kan man skændes om, hvorvidt de hænger sammen med kapitalismen eller ej.« Social marginalisering og diskrimination er nogle af de største problemer, der er i det moderne kapitalistiske samfund, siger han.
»Det er ikke nødvendigvis en følge af kapitalismens naturlov, at vi oplever det arbejdshysteri, vi ser i dag. Det har venstrefløjen og marxismen en stor del af æren for. For 150 år siden var det meget visionært at samle arbejderbevægelsen og arbejderne for at sikre dem bedre forhold, for det var i den grad påkrævet.«
I dag mener Rune Engelbrecht Larsen, at det er mere eller mindre meningsløst at tale om arbejdere og arbejderbevægelser:
»Hele fokus på, at man er arbejder, og at arbejdere var vigtigere, var nødvendigt for at skabe bedre forhold, men i dag er det fuldstændigt passé.«
Hvis de enkelte præster i deres egenskab af politiske væsner vil gøre noget i kampen mod kapitalismen, mener Rune Engelbrecht Larsen, at de, som professor i idéhistorie Johannes Sløk, burde foreslå borgerløn. Et forslag som også er et af Minoritetspartiets mærkesager:
»Jeg ville foretrække, at de præster, der med rette påpeger arbejdshysteriet foreslår en løsning, som den marxistiske venstrefløj meget betegnende er imod. Nemlig borgerløn. Altså en minimumsydelse, som garanteret ikke kan skæres i, og som skal ligge på et niveau, hvor folk kan leve af det, og som gør, at man ikke behøver, at stå til rådighed for arbejdsmarkedet.«
Rune Engelbrecht Larsen mener, at borgerløn ville give plads til, at mennesker kunne trække sig ud af arbejdsmarkedet i perioder og evt. definere sig selv ud fra noget andet end arbejdet:
»Man skal hele tiden huske på, at det ikke er alle, der lider under ikke at have et arbejde. Det er den marxistiske tanke, at arbejdet definerer mennesket. Det kan jo være, at der er noget andet, der er en meget større del af ens identitet, end at man tilfældigvis går på arbejde som revisor.«

Selv om Henrik Sass Larsen ikke ser samme grundlæggende problemer ved kapitalismen som præsterne, kan han dog godt se nogle uheldige aspekter:
»Det eneste sted, jeg vil give præsterne ret i, at kapitalismen skal begrænses, er, at det er ethvert civiliseret samfunds opgave at begrænse grådigheden. Grådigheden er jo uendelig. Hvis vi ikke opstiller fornuftige værnsregler mod kapitalismen i form af rimelige regler for konkurrence og et ordentligt skattesystem, som sikrer en omfordeling, har vi virkelig sluppet et vilddyr løs, som vi ikke ønsker skal gå rundt.«
Men den opgave mener han også mere eller mindre er lykkedes:
»Vi har lavet en civiliseret markedsplads for kapitalismen i et demokratisk samfund, hvor vi omfordeler mellem rig og fattig, hvor vi kontrollerer i videst muligt omfang, at man opfører sig nogenlunde hæderligt på et marked.«
Martin Lidegaard mener rent faktisk, at Det Radikale Venstre allerede i dag arbejder for at dæmme op for nogle af kapitalismens negative effekter: Det handler om skattesystemet og flere i arbejde. Hvor han mener, at det er den enkelte familie, der sidder med ansvaret for at få tilværelsen til at hænge sammen, mener han, at politikerne skal sikre de overordnede rammer:
»Vi politikere kan forsøge via skattesystemet. Der er derfor vi radikale er meget optagede af, hvordan vi kan indrette skattesystemet, så de bliver billigere at købe sig til noget hjælp. Det ville få nye mennesker på arbejdsmarkedet, men det skulle også være for at hjælpe dem, der i øjeblikket knokler sig selv halvt ihjel,« siger han. Han mener, at skattesystem kunne være med til at dæmme op for de negative sider af kapitalismen, fordi han ser det som et af de største problemer i dag, at 800.000 står uden for arbejdsmarkedet:
»Det kan godt være, at det er en meget protestantisk holdning, men jeg mener, at det betyder meget for et menneske at have et arbejde og på den måde være en del af et det store fællesskab,« siger han.
Hvis præsterne primært går efter at give et modspil til kapitalismen, når den breder sig ud over det økonomiske system, mener han ikke, at det er rigtigt, at der ikke er et troværdigt alternativ til kapitalismen:
»Vi har lige præsenteret en ny bog, hvor vi forsøger at beskrive et Danmark i fremtiden, som på den ene side har et kapitalistisk udgangspunkt, der handler om, hvad vi skal leve af og på den anden side går ind i, hvad det er, der gør mennesker glade,« siger han. Bogen indeholder også en beskrivelse af, hvordan den offentlige sektor skal se ud:
»Vi vil gerne have mindre marked, mere tillid og mindre kontrol. Vi vil have færre skemaer og mere egentlig decentrering i det yderste led, der hvor medarbejdere og borgere møder hinanden. Det, føler vi, er en måde at skabe en ny kultur og sjæl i det offentlige og i Danmark som et svar den globale kapitals pres, hvis man endelig vil bruge den terminologi,« siger Martin Lidegaard.

Keld Albrectsen er derimod dybt uenig med både de radikale, præsterne og Socialdemokraterne i, at man kan begrænse udbredelsen af kapitalismen uden også at bekæmpe den på det økonomiske område:
»Det socialistiske program er mere vidtgående end det kirkelige, for det kræver, at selve den hårde økonomiske del af samfundet bliver blødgjort. Ideen om, at man kan have en fredelig blød sektor i den ene ende af samfundet og så en økonomisk uafhængig sektor i den anden ende, hvor man har en produktion, tror vi ikke på. Det hænger uløseligt sammen. Men kan ikke befri den ene område uden at befri det andet,« siger han.

FAKTA
Kirken og kapitalismen
• Venstrefløjen burde være kirkens allierede i kampen mod udbredelsen af kapitalismen, men venstefløjen har spillet fallit. Sådan lød budskabet fra en række præster og kirkefolk i sidste uge i Information:

• Forskningsprofessor ved teologi på Århus Universitet Niels Henrik Gregersen:
»Jeg vil ikke svinebinde folkekirken til venstrefløjen, men det er klart, at der er en stærk sammenhæng der. Kirken burde være allieret med den kapitalisme-kritiske del af venstrefløjen.«

• Præst Poul Joachim Stender kunne ikke se en alliance:
»Venstrefløjen baserer sig jo i lige så høj grad på det materielle, som kapitalismen gør,« sagde han.

• Præst i Såby kirke Poul Joachim Stender:
»Man kan nærmest sige, at arbejde er blevet opium for folket. Travlheden er et narkotikum, der bare får os til at producere mere og ønske mere.«

• Præst i Nødebo Eva Holmegaard Larsen:
»Det er efterhånden blevet et mål i sig selv, at noget skal vokse. Men hvorfor ikke sige, at man lever i målet. Jeg tror simpelthen, det er lykkeligere at være tilstede i tilfredshed og ikke altid ønske mere.«

• Teolog og lektor ved Århus Universitets teologiske fakultet, Peter Lodberg:
»Kirken har en opgave i at tøjre de negative sider ved kapitalismen, så det ikke går hen og bliver ren laissez-faire, hvor kapitalismen får lov til at udvikle sig ud fra sin egen lovmæssighed.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her