Læsetid: 3 min.

Chirac: tilbage til fortidens sociale konservatisme

Selv om det franske præsidentvalg først er om to et halvt år, er magtkampen mellem Jacques Chirac og hans yngre rival Nicolas Sarkozy intens som aldrig før. Chirac har fremlagt sit bud på Frankrigs kurs i de næste ti år. Og det er så anti-Sarkozy, som det kan blive – men også på frontal kollisionskurs med det nye, liberalt sindede EU
14. januar 2005

ANALYSE
PARIS – Hvis Luxembourgs nuværende EU-formand, Jean-Claude Juncker, leder efter inspiration til det kommende EU-topmøde i marts om forbedring af Unionens konkurrenceevne og økonomiske formåen, er der ikke hjælp at hente hos den franske præsident Jacques Chirac.
Sjældent – hvis nogensinde – har den europæiske union været så langt væk fra EU-kernelandet Frankrig i sine planer for 2005 som nu. I sidste uge fremlagde den franske præsident sin nytårsvision for »Frankrigs visioner for verden« i form af fremlægningen af en stor 10-års plan ved en række møder i Elysee Palæet.
I de franske medier er udlægningen entydig: Chiracs vision for de kommende 10 år er et direkte forsøg på at vise rivalen, den 50-årige formand for Chiracs eget parti, UMP, Nicolas Sarkozy, vintervejen. Og kampen står om intet mindre end det konservative Frankrigs sjæl. Hvem vinder kampen om at definere, hvad begrebet ’centrum-højre’ står for i det 21. århundrede ?

Nostalgisk
Den 72-årige Chirac – der pt. ses med frisk ny hårfarve og solbrændt fra sin vinterferie – overvejer ifølge kilder tæt på ham kraftigt at genopstille ved præsidentvalget om to et halvt år. Og han er ganske klar i sit bud på, hvad Frankrig sigter mod. Nemlig en overraskende nostalgisk tilbagevenden til samfunds- og industrimodellerne fra 1960’ernes Frankrig om end i verbal forklædning.
Præsidenten ønsker ’industriel’ frem for ’kontrolleret konkurrence’, ’økonomisk åbenhed’ – ingen direkte tale om den protektionisme, der står mange franske erhvervsledere og politikeres hjerter nær – men ikke på bekostning af ’solidaritet’. Den 35-timers arbejdsuge må bevares, men den skal fortolkes mere fleksibelt. Konkret skal staten ud i en dyr og omkostningstung statslig finansiering af franske førende virksomheder kaldet ’nationale vindere’.
Chiracs Frankrig går også ind for en skat på international handel til gavn for udviklingslandene og til at hjælpe eksempelvis ofrene for naturkatastrofer som Tsunamien – et forslag som vil forfærde ikke bare liberale Storbritannien og USA, men som de fleste udviklingslande – der generelt foretrækker en fri adgang til verdensmarkedet i stedet for fortsat protektionisme fra de rige industrilande – heller ikke vil støtte. Ej heller vil resten af EU.
Hele retorikken ligger i det hele taget så langt væk fra EU’s strandede såkaldte Lissabon-dagsorden om at gøre EU til verdens mest konkurrencedygtige og førende vidensøkonomi, som tænkes kan, og selv i Chiracs eget parti undrer man sig over, at han tør spille så åbenlyst på vælgernes længsel efter de gode gamle dage for at vinde folkeligt terræn over for den mere liberalt mindede og demonstrativt energiske, ungdommelige Sarkozy.

’Det nye ansigt’
Og samtidig med at præsidenten bakser med nationale handlingsplaner og en forestående rejse til USA, er Sarkozy selv i fuld gang med et kreere sig selv en statsmands-identitet gennem hyppige og i pressen højt profilerede udlandsrejser, der ellers er forbeholdt præsidenten. Efter en rejse til Israel i december, begyndte Sarkozy 2005 med en fire-dages tur til Tyskland og planlægger en rejse til dels de palæstinensiske selvstyreområder i februar, dels flere ture til tidligere franske kolonier i Afrika – noget der vejer tungt i den franske befolkning. Samt til USA, som han – uhørt i fransk politik – er både venlig stemt over for og efter sigende beundrer ’på visse punkter’.
Sarkozy, som en gang var ikke bare Chiracs protege, men også potentiel svigersøn, støttede Edouard Balladur ved præsidentvalget i 1995 – som Chirac vandt – og siden har der været kølig luft mellem de to sværvægtere i fransk politik.
Chirac har prøvet at genere den enormt folkekære Sarkozy gennem udnævnelser til vanskelige ministerposter, som Sarkozy imidlertid har klaret behændigt. Da han stillede op til posten som partileder i december – mod Chiracs ønske – måtte han gå af som finansminister, men vandt formandsvalget med 85 procent af stemmerne fra sine partfæller.
Under sin tur til Tyskland i sidste uge hyldede embedsmænd, tæt på den tyske CDU-leder Angela Merkel, Sarkozy som »det nye ansigt for Europas konservative«, og sagde ifølge avisen International Herald Tribune, at Sarkozys visioner for Europa »er tættere på vores end Chiracs«. Under et besøg til Israel for en måned siden spurgte lokale handlende på et marked i Jerusalem ham, om han var Frankrigs præsident. Et medlem af hans delegation, Éric Raoult, svarede ifølge Herald Tribune »ikke endnu«.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her