Læsetid: 4 min.

Cirkus tsunami

Efter at være landet i Danmark på tryk afstand af bølgen i Thailand, har Øjvind Hesselager scannet sin mailboks i jagten på de sande hjælpere. Udenrigsministeriet får massiv kritik af de pårørende
6. januar 2005

KOMMENTAR
Den 28. december – to dage efter flodbølgen – ved middagstid finder jeg i havnebyen Krabi i Thailand endelig en netcafé, der ikke er optaget af europæiske teenagere, der skal chatte med deres venner i Europa om hvor mange lig de har set. Jeg sætter mig og ejeren slår uret til, og jeg taster ind på Hotmail. Jeg er heldig, mailboksen åbner sig, selv om presset på nettet er massivt. Det er første gang, jeg har mulighed for frit at kommunikere med hele verden efter jeg flygtede med min kone og to børn fra flodbølgen, der slog vores bungalow til pindebrænde.
Jeg skriver en fælles mail til min rejseforsikring, mit rejsebureau og Udenrigsministeriet. Jeg citerer den her med alle tastefejl og aa for å og oe for ø:
»Vi er en familie paa fire der oensker at blvie evakueret fra Thailand. Vi har vaeret paa Ko Jam og loeb forl ivet. Vore to smaa drenge paa fire og fem begynder nu at faa efterreaktionefr, bladnt andet fordi de i Krabi er omgivet af doed og saarede og savnede og soergende. Vi taler ikke om andet, selv om vi forsoeger. Vi er bange for at de kan faa varige m’en hvis vi ikke kommer vaek.« Jeg trykker ’send’. Klokken er 12.37 middag lokal tid den 28. december. Hotmailen kvitterer. Mailen er sendt. Jeg er lettet.

Nye regler for kæledyr
Dernæst tjekker jeg den danske ambassade i Bangkoks hjemmeside. Vi søger en vejledning i hjemrejse for nødstedte. På forsiden står intet om katastrofen. Jeg taster ind på »Nyheder for danskere«. Der er to historier. Den ene om at man skal have nye pas per 1. oktober 2004. Den andet handler om, at EU har indført nye regler for indførsel af kæledyr. Jeg tjekker Udenrigsministeriets hjemmeside. Heller intet om hvordan man kommer hjem. Jeg forlader caféen. I Danmark har min familie allerede på katastrofedagen forsøgt at ringe til Udenrigsministeriet. Det er umuligt at komme igennem. I stedet ringer familien til Star Tour, der intet har at gøre med vores rejse. Telefonen ringer tre gange, så er der en medarbejder i røret, der yder min familie støtte. Næste dag kontakter min familie Gouda, der er mit rejseforsikringsselskab. Telefonen bliver taget på andet ring. Fra det øjeblik oplever min familie, at Star Tour og Gouda for dem har rollen som ministerium. Star Tours direktør konverterer for dem til Danmarks nye udenrigsminister. Per Stig Møller og til gengæld bliver dennes stab fra dette tidspunkt opgivet af min familie. De første der svarer på min mail er mit rejseselskab. Det sker så hurtigt som tidsforskellen tillader. Rejseselskabet fortæller kort og præcist, at de har booket nye billetter til mig og min familie den 31. december. Det koster 100 dollars per billet at foretage ændringen. Men på det tidspunkt har min familie overhalet alle instanser inden om. Via en medarbejder i SAS – der senere modtager en stor buket blomster – har min lillesøster skaffet fire pladser i et fly hjem allerede den 30. Vi skal flyve hjem fra Phuket. I forlængelse af det skriver Gouda, min rejseforsikring, at de holder klar i Phuket, hvorfra vores fly afgår, for at yde krisehjælp: »Vi vil meget gerne hjælpe jer hurtigst muligt og når I kommer frem tager vi sagen derfra og finder frem til de bedste løsninger for dig og din familie.«

Ubrugelige nødpas
Situationen er reddet – nu træder ministeriet på banen. De ved, min familie har klaret paragrafferne og vil gerne yde hjælp med nødpas. Jeg finder det lidt overflødigt – jeg har i forvejen fotokopier af de originale pas. Konsulen opsøger os på hotellet i Krabi den 30. december. Ud over at lave nye pas låner han os 5.000 bath til hotelregningen – 750 kroner. Vi har på det tidspunkt ikke modtaget flybilletter endnu, men det er ikke ambassadens bord, forklarer han. Han kan kun lave pas, understreger han. Jeg skriver igen en mail til Udenrigsministeriet, Gouda og mit rejseskab og råber på flybilletter. Gouda forklarer, at billetterne kommer som e-mail. Og Gouda antyder, at vi ikke skal forsøge at få mere hjælp fra ministeriet:
»Hvis I har brug for yderligere assistance inden hjemrejsen, må du endelig kontakte os igen. Jeg vil dog venligst bede dig om kun at skrive til os, så vi lettere kan tage hånd om sagen...«. Der er også en mail fra min storesøster, der nu har overskud til at give det danske diplomati og embedsværk et ord med på vejen. Hun skriver til mig:
»Mange private har været inde i hjælpearbejdet. De har alle været mere effektive end Udenrigsministeriet, som end ikke har orket at kvittere for min mail, som jeg sendte efter at have opgivet nogensinde at komme igennem på telefon. Kærlig hilsen ...«.
I lufthavnen viser jeg vores nye nødpas. De virker ikke. Det tager os halvanden time at tjekke ind. Jeg må op på skranken og råbe af damen. Hun ender med at føre os til integrationsmyndighederne. Jeg frygter en tilbageholdelse. Men vi får i stedet nye nødpas. Ambassadens kan vi smide i skraldespanden.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu