Condi-effekten

ANALYSE
Når Præsident George W. Bush i dag tager hul på sin anden embedsperiode, er det på sin plads at spekulere over, hvad de næste fire år vil bringe fra en regering, der har brugt fire år på at invadere to lande, fremsætte trusler om militære aktioner mod en række andre og forværre forholdet mellem USA og Europa.
Derfor var de høringer, som Senatets udenrigspolitiske udvalg skal holde for at godkende Colin Powells efterfølger på udenrigsministerposten, national sikkerhedsrådgiver Condoleeza Rice (som har øgenavnet Condi), ventet med spænding. Vil hun fortsætte Bush-regeringens unilaterale politik, eller vil hun føre en mere forsonlig linje?
Den erklæring, som Rice læste op for udvalgets medlemmer kunne tyde på det sidste. Faktisk lød hun som en anden Colin Powell. Hun talte om nødvendigheden af, at USA »fortsat arbejder på at støtte og opretholde ... internationale retningslinjer og traktater.« Hun slog fast, at »tiden for diplomatiet er nu inde.«
Rices erklæring var noget selvmodsigende. Hvis USA hele tiden har efterlevet internationale retningslinjer og traktater, hvorfor nævner Rice så, at nu skal USA gå diplomatiets vej? Den demokratiske Senator Joseph Biden kunne ikke lade være med at fremhæve, at USA’s forhold til mange af dets gamle allierede skraber bunden, og at det var lidt sent at begynde at tale om diplomati nu.

Rices holdningsændring
Der var også et misforhold mellem Rices erklæring og de svar hun gav udvalgets medlemmer. Når hun skulle svare på udvalgets spørgsmål, gentog hun nemlig Bush-regeringens nuværende politik på en hel række områder og især mht. at forsvare krigen i Irak på trods af de manglende masseødelæggelsesvåben.
Rice havde i 2002 advaret, at truslen fra Saddam meget vel kunne udvikle sig til »en paddehattesky«. Nu forsvarede hun krigen som en aktion for at »forsvare frihed«. Under valgkampen i 2000 vendte Rice sig kraftigt imod »nation-building«, noget som er en del af det neokonservative projekt at forvandle verden efter amerikansk forbillede. Ved høringerne tirsdag medgav hun, at hendes tidligere holdning til nation-building var forfejlet. Hun har nu tilsyneladende ladet sig omvende til den neokonservative tro.
Hvad skal man tro på? Da Rice blev udnævnt som ny udenrigsminister hæftede mange kommentatorer sig ved, at hun var en nær ven af Bush-familien og at hun næppe vil sige præsidenten imod, sådan som Colin Powell gjorde det. Og Bush har selv givet et fingerpeg om, at den udenrigspolitik, som USA kommer til at føre i hans anden præsidentperiode, kommer til at ligne den, vi kender fra de første fire år.
I et interview med avisen The Washington Post sagde Bush, at hans sejr ved præsidentvalget sidste år bl.a. var udtryk for, at den amerikanske befolkning bakkede op omkring hans håndtering af Irakkrigen. En meningsmåling foretaget af The Washington Post den 18. januar viste dog, at 58 procent af amerikanerne mente, at Irakkrigen var en fejl.
Det er også værd at huske på, at selv uden noget som helst mandat (Bush fik som bekendt over 500.000 stemmer mindre end Al Gore ved præsidentvalget i 2000) førte Bush en unilateral udenrigspolitik som vakte modstand både indenrigspolitisk og i forhold til USA’s europæiske allierede.

Problemet Iran
I et interview med kabelnetværket MSNBC forleden sagde Bush, at han holder alle mulighederne åbne mht. Iran. Journalisten Seymour Hersh, som afslørede mishandlingen af irakiske fanger i Abu Ghraib-fængslet sidste år, skriver i det nye nummer af tidsskriftet The New Yorker, at Pentagon allerede har sendt hemmelige kommandoenheder ind i Iran for at identificere mulige militære mål. EU har ført forhandlinger med det iranske styre siden 2003 bl.a. med henblik på våbeninspektion. USA synes imidlertid at have andre planer med det land, som sammen med Irak før invasionen og Nordkorea udgør ondskabens akse.
Med Colin Powell ude af billedet kan Bush derfor fortsætte den sidste fire års neokonservative politik uden modstand. Condi-effekten kommer til at betyde en styrkelse af den linje, som de neokonservative inden for Bush-regeringen hidtil har ført. En af de få fremtrædende ministre som ikke blev udskiftet efter Bushs genvalg var forsvarsminister Donald Rumsfeld, som har brugt de sidste fire år på at placere Pentagon under en neokonservativ civil ledelse. Vicepræsident Dick Cheney, den forhenværende administrerende direktør for energihandelsselskabet Halliburton, som har fået gunstige kontrakter i Irak, kommer stadig til at udøve stor indflydelse på Bush-regeringens udenrigspolitik.
Man plejer at sige, at genvalgte præsidenter begynder at tænke på deres eftermæle. Det gør Bush selvfølgelig også. Men i modsætning til f.eks. hans forbillede Ronald Reagan, som modificerede nogle af sine mere markante synspunkter mod Sovjetunionen i sin anden embedsperiode, tyder alt på, at Bush kommer til at fortsætte det ideologiske korstog, der har kendetegnet de sidste fire år.

The American Way
Selv om Bush ofte er blevet kaldt Reagans søn, vækker han erindringen om en anden krigspræsident. Demokraten Woodrow Wilson blev genvalgt i 1916 og førte i 1917 USA ind i Første Verdenskrig. Efter krigens afslutning brugte Wilson de store ord og talte om spredning af demokratiet i verden efter amerikansk forbillede. Irak-krigen har nu varet længere end det amerikanske engagement i Første Verdenskrig. Bushs udenrigspolitik ligner mest af alt en sammenblanding af Theodore Roosevelts interventionistiske politik og Wilsons missionære politik. Det er en farlig kombination.
Countrymusikeren Toby Keith udtrykte bedst, hvad USAs fjender kan vente i Bushs anden embedsperiode, i hitsangen »Courtesy of the Red, White, and Blue«:

You’ll be sorry that you
messed with the US of A
’Cuz we’ll put a boot in your
ass
It’s the American way.

*Carl Pedersen er ekspert i amerikanske forhold og lektor ved Københavns Universitet