Læsetid: 12 min.

I dag kan man godt slippe af sted med at være dum

Søndag tager Danmarks Radio hul på en ny stribe afsnit af successerien ’Krøniken’ om Danmarks forvandling til velfærdssamfund. Forfatteren Bent Vinn Nielsen skriver om tiden, som han selv var barn i, tv-serien og hvad der kom ud af det hele
14. januar 2005

PALLEEFFEKTEN
I
Når man er efterkrigsbarn, født lige i begyndelsen af 50’erne, er det med en følelse af selvfed tilfredshed, at man pludselig ser perioden fremstillet som de gode gamle dage. Hvor børn kunne læse og skrive, når de kom ud af skolen. Hvor der var respekt for kulturen og for samfundets institutioner. For voksne mennesker, der naturligvis vidste bedst, for gamle mennesker, der havde krav på agtelse fordi de havde slidt og slæbt hele livet. Jo, da – her er der virkelig noget, ungdommen af i dag kunne lære noget af, tænker man. Men så på den anden side: Man undrer sig også noget over skønmaleriet. Kan det nu også passe? som vi siger på jysk.
Så gennemlykkelige tider, med raske drenge i ternede sommerskjorter og et robust greb om rugbrødsmadden, var 50’erne vel heller ikke? Kække piger med rosenkinder og en sløjfe i det opsatte hår? Når man husker rigtigt efter, var der stadig drenge og piger, der led af mangelsygdomme. Som en følge af for ringe kost. Der var husvildebarakker, hvor samfundets absolutte tabere boede – dem hvis børn vi andre ikke måtte lege med, fordi fædrene sad i spjældet og mødrene havde fnat. Og ungerne selv havde lus – barakungerne, som det var gratis for den tids skolelærere at pine og plage, håne og hundse med. Det benyttede de sig tit af, meget oftere end man bryder sig om at tænke på. Der var en utålmodig og brutal indstilling til ’taberne’ dengang – et udtryk, man ganske vist ikke brugte, man var mere ligefrem og kaldte dem udskud, rakket. I det hele taget var man på visse punkter langt mere ligefrem dengang end nu, der var ikke så meget fernis.
Jeg selv havde en klasselærer, en ældre dame, der rent ud indrømmede at hun ikke brød sig ret meget om børn af almindelige ’arbejdsfolk’. Den slags mennesker ejede jo ikke noget, sagde hun, og de havde heller ingen taknemmelighed. Med gysen fortalte hun om sin barndom, da hun – som var gårdmandsdatter – i slagtetiden ærgrede sig over alle karlene og pigerne på gården, der syntes det var rimeligt at de fik gratis sulemad med sig hjem til deres familier – og ligefrem blev knotne, hvis de ikke fik det! Den gamle dame var i øvrigt ikke nogen dårlig lærer, hun var tværtimod temmelig god. Loven krævede jo, at selv sådan nogle som os skulle have skoleundervisning, så det fik vi – det skulle hun nok sørge for. Der var ikke én, der slap for at lære at læse og skrive! Men måske har hun undret sig lidt over, i sit stille sind, hvad vi egentlig skulle med disse færdigheder? De fleste af os skulle jo bare ud på arbejdsmarkedet og bruge vores hænder. De ganske få af eleverne, der kom fra mere respektable familier, blev med den største selvfølgelig behandlet bedre end os andre. De lige så få, der kom fra husvildebarakken, blev som sagt behandlet endnu dårligere. Sådan var 50’ernes verden, de gode gamle dage, for de store børneflokke. Nogle steder mere end andre steder, naturligvis, men det var bestemt ikke en tid, der var præget af overdreven tolerance. Der var nye tider på vej, det kunne man trods alt godt mærke, men der var stadig markant forskel på folk. På høj og lav, boglig og ikke-boglig. Samtidig var der rester af et gammelt, surt og indgroet almuesind, der fik folk til at bøje nakken.
Solgryn og Richs i kaffen. Trods hyggelige, småbuttede radiogrammofoner og Lørdagspigerne, der fra Kalundborgs langbølgesender sendte kultiveret, københavnsk vellyd over det ganske land, var 50’erne – og de tidlige 60’ere såmænd også – en forklemt og forskrækket tid. Med en voldsom angst for det ’unormale’ – og det ville sige alt fra skæve tænder, hareskår, kommunistiske anskuelser til moderne kunst. Det var ikke så meget tingene selv, der udløste angsten, det var det, at det adskilte sig fra ’det almindelige’, at det netop var u-normalt. Det var en grim glose dengang. Hvis man blev stemplet som unormal, var man allerede langt inde i sygelighedens område, dvs. sammen med alle de andre syge. Ens evt. skæve tænder anbragte én i samme kategori som homoseksuelle, medlemmer af DKP, børnelokkere og mænd med fuldskæg.

II
Men all right – som dengang af mange blev udtalt på dansk – læse og skrive, det kunne skolebørnene selvfølgelig. Ellers havde de – vi – heller ikke en chance for at underholde os med de tegneseriehæfter, som lærerne kunne finde på at konfiskere, hvis vi tog dem med i skole. Jo, for det kunne – sådan på det nærmeste – bevises, at vi ville tage skade af en så underlødig ’litteratur’, både på kort og på langt sigt. Vi ville blive ’afsporede’! Men gad vide om det ikke netop var på grund af de underlødige tegneseriehæfter, at vi lærte at læse? De interesserede os jo. Grundtvig og Adam Homo – og de salmevers, vi dengang stadig skulle lære udenad, i alt fald på landet – gjorde os ikke tilstrækkeligt nysgerrige. Avis læste vi skam også. Vores forældre holdt selvfølgelig avis, og hvis man ikke kunne læse, kunne man jo heller ikke følge med i Fantomet og Rip Kirby. Læsefærdighed gav både adgang til underholdning og til et voksenuafhængigt børneliv, og når den dengang lå tæt på 100 pct., var det afgjort en af grundene. Det var ikke fordi der var større respekt for lærerne – der var større frygt, men det er nu engang ikke det samme – eller fordi lærerne var bedre end nu. Det tror jeg ikke de var. Vore dages børn – altså vores – behøver strengt taget ikke at kunne læse. Nogle af dem lærer hurtigt at genkende visse ord, ofte engelske, på en særlig ikon-agtig måde. Og det er faktisk tilstrækkeligt til at kunne betjene en computer – og kan de først det, er underholdningsmulighederne nærmest ubegrænsede. Det suveræne børneliv kan fortsætte, nu bare med andre midler end bogstaver og tegninger på papir.
Hvad almindelig dannelse angår, var den faktisk mere udbredt dengang end nu. õ õ
õ õ Det vil jeg hævde. Jeg selv kommer som nævnt fra en almindelig arbejderfamilie, oppe i Vendsyssel, men det var på ingen måde ’et hjem uden bogreol’, som en yngre, socialdemokratisk politiker har udtrykt det. Læsning var ikke kun underholdning for børn, også unge og voksne læste meget mere end nu, derfor blev de simpelthen bedre læsere. Uden at have ført nogen statistik over det, er jeg sikker på at datidens bestsellere var af højere kvalitet end nu, hvor nogle af dem er så jammerligt skrevet, at de alene af den grund er svære at læse. Evnen til at læse skærpede kravene. På god dansk vis skulle man heller ikke dengang blive for indbildsk, men både i min og andre, tilsvarende familier, var det lidt pinligt, hvis man var for dum. Man behøvede selvfølgelig ikke, sådan på stående fod, at kunne stave til Oehlenschläger – heldigvis var det heller ikke noget krav, at man læste ham – men det var for dårligt, hvis man ikke engang vidste, hvem han var.
I dag kan man sagtens slippe af sted med at være dum som en dør. Hele vejen op gennem selv de højere uddannelsesinstitutioner, har man indtrykket af. »Hvem er det nu lige Tom Kristensen er?« – det spørgsmål kan man skam godt få stillet af en 3. g’er, hvis hans gymnasium for en gangs skyld har ofret penge på at få en forfatter til at komme og holde foredrag.
Ganske vist kan man godt sige at 50’ernes – og de tidlige 60’eres – dannelse havde en lidt ’formel’ karakter. Den stak ikke nødvendigvis særlig dybt – det var tværtimod opfattelsen at overdreven interesse for f.eks. litteraturen var decideret ‘unormalt’ – men folk havde trods alt et slags beredskab, en vis paratviden, der i det mindste gjorde det muligt for dem at orientere sig. Den situation er der næppe nogen, der ikke gerne vil have tilbage, men det har lange udsigter. Folk gider ikke. Når det nu ikke interesserer os, siger de, hvorfor skal vi så absolut kunne det? Er man et ringere menneske fordi man ikke ved hvem der skrev Guldhornene?
I realiteten kan man jo ikke forordne at folk skal læse gode bøger frem for dårlige. Eller bare se TV-Avisen i stedet for quizprogrammer og amerikanske serier. Når flere folk vidste det samme tidligere, altså i en eller anden forstand var ’dannede’, skyldtes det jo ikke mindst at valgmulighederne var langt færre. Undervisningsministeren, og også vores uforlignelige kulturminister, kan komme rendende med alle de ’kanoner’, de vil, det ændrer ikke noget som helst. Folk læser de bøger og ser det tv, der passer dem. Men unægtelig: uvidenheden, den sommetider fuldkomne mangel på interesse for vores kultur, vores historie, kan have et omfang der direkte er skræmmende. Som David Bowie engang sagde i et tv-interview, er det uhyggeligvis blevet cool at være dum.
Hvor meget man ved, sådan pr. rygmarv, om vores historie, afhænger selvfølgelig af ens alder. Jeg tror på, at man har en slags ’naturlig’ adgang til den del af historien, der begynder med ens forældres fødsel. Tiden før da må man beslutte sig for at sætte sig ind i, erhverve sig viden om. Men tiden fra ens forældres fødsel har man – i regelen da – hørt levende mennesker fortælle om. I mit tilfælde er min far, der er den ældste af mine forældre, født i det ikke helt uhistoriske år 1917. Jeg kan ganske vist ikke huske, at mine bedsteforældre nogensinde har fortalt om Sovjetunionens grundlæggelse, men de har fortalt meget om 20’erne, endnu mere om 30’erne – og helt specielt meget om 40’erne, hvor min far også selv har fortalt en del. Udover hvad jeg har læst om disse tiår, har jeg således også en mere personlig adgang til dem.
Derimod er mine egne børns ældste forældre, nemlig mig, født i 1951. Det er jo gruopvækkende, tænker man fra en mere historisk synsvinkel, for så er Anden Verdenskrig jo ikke engang med i deres bagage! Litteraturprofessoren Hans Hertel har for nylig, i Politiken, fortalt, om hvordan en ung, kvindelig frisør spurgte ham ud om Besættelsen. »Ham der Gestapo,« spurgte hun, »var han så også nazist?« Hertel undrede sig selvfølgelig over hendes uvidenhed, og det gør jeg da også, når jeg læser hans beskrivelse. Men noget går tabt, det er uundgåeligt. Hans Hertel kender sikkert den nøjagtige dato for Dybbøldagen, det gør jeg f.eks. ikke.

III
Gamle Pontoppidan havde desværre ikke helt uret, da han i sin tid fastslog, at når danskerne falder for et eller andet kunstværk – og han tænkte selvfølgelig især på den litterære kunst – er det nedslående ofte, hvad han kaldte ’det næstbedste’. Per Højholt ytrede det samme på en lidt anden måde, og med en markerende uddybning: det er ikke fordi danskerne ikke har sans for kvalitet, sagde han, det her de skam – men lige så snart, de registrerer den, løber de skrigende væk. Selv en – nu – kanoniseret, og i sin tid også både læst og værdsat forfatter som Peter Seeberg, nåede jo aldrig popularitet eller salgstal der tilnærmelsesvis nåede op i nærheden af jævnaldrende, men langt mindre betydningsfulde forfattere. Og hvad så? Kan man næsten høre koret af glade kulturformidlere, for hvem det er en lykke at så mange som muligt spiser af den samme suppe, sige. Ikke noget, kan man kun svare. Stilfærdigt – for ikke at sige kysk.
Tv-serien Krøniken, hvis første afsnit blev sendt sidste år, er bestemt ikke noget imponerende eller originalt kunstværk, selv ikke indenfor genren tv-film, hvor standarden ellers ikke er skræmmende høj. Serien er gennemsnitlig, klassisk realistisk, hæderlig – men altså også temmelig middelmådig. Efter den pontoppidanske udlægning af tilstanden i det åndelige klima, var den altså sikker på at få succes. Og det fik den. Den blev en kæmpesucces. Derfor vankede der selvfølgelig også, som det er blevet vane, en bonus i form at et opfølgende tv-program, en film om filmen. Her kunne seerne selv se, at tv-folk er vældig professionelle, seriøse folk, der gør sig mange og svære overvejelser. Men dog ikke så mange, at man overvejede at lade Seje Ida fra Ringkøbing tale med vestjysk dialekt. Det østjyske købstadsmål, nærmest århusiansk, som skuespilleren åbenbart er født med, kunne vel være lige så godt? Sådan må man have tænkt – og når alt kommer til alt, er det jo provins alt sammen, det derovre, og eftersom historien alt væsentligt foregår i København, er der vel ingen grund til at gå op i den slags detaljer?
I det hele taget: Man kan også være for smålig. Og jeg indrømmer da gerne, at jeg så hele serien, endda med fornøjelse, og at jeg har tænkt mig også at se de nye afsnit. For trods svaghederne, giver Krøniken unægtelig et godt tidsbillede. Dertil er det naturligvis også interessant, meget endda, at serien er blevet så populær som den er – og at den er blevet tillagt indenrigspolitisk betydning. Anders Fogh Rasmussen var hurtigt ude med at fortælle, at han skam også fulgte med. Han er jo en mand, der helst befinder sig der hvor vælgerne også befinder sig – og det kan man ikke ædrueligt bebrejde en politiker. Men det er nu lidt pudsigt, at det var lige før, han var villig til at forsikre os om, at hvis vælgerne – i kraft af ‘Palleeffekten’ – nu var ved at blive socialdemokratiske i hovedet, så var han selvfølgelig villig til at følge trop. Ahr, lige ved, næsten, siger jeg bare, manden er jo ikke idiot. Men man skulle vist nok forstå, at me Anders er en mand, man kan stole på. Han er også en slags Palle, en mønsterbryder fra samfundets jævne afkroge. En hård nyser, måske, men med et hjerte af det pureste, folkedemokratiske guld.
Når man følger en tv-serie som Krøniken forstår man – eller kommer i tanke om, hvis man har alderen til det – at 50’erne var et klassesamfund af helt umisforståelig type. Den tids mønsterbrydere skulle igennem adskillige flere lag af modstand end tilfældet – trods alt – er nu. Ikke mindst lag af ringeagt fra de klasser de kravlede op i. Her syntes man ikke så sjældent, at de unge, ambitiøse mænd og kvinder nedefra hellere skulle være en smule tilfredse med de vilkår, der nu engang var givet dem og deres.
Men de ambitiøse unge fra landsbyerne, provinsbyerne og de mindre fashionable bydele i København, lod sig ikke standse. De ville op. Og deres parti var Socialdemokratiet. Mønsterbrydere ville ikke bare bryde mønstre til fordel for sig selv, de ville trække hele deres sociale bagland med op. Det lykkedes i vid udstrækning, og det fortjener de faktisk anerkendelse for. Det rigide, privilegieforkælede borgerskab rynkede artigt på næsen, men om man nu kan lide tanken eller ej, så var en stor del af velfærdssamfundets grundlæggere de grå, slidsomme soccere, der knoklede sig til en studentereksamen på aftenkursus samtidig med at de passede deres dagarbejde som elektrikere, smede og postbude. Det er i alt fald, hvad forfatterne bag Krøniken kraftigt antyder i de afsnit, der har været vist indtil nu. Og det stemmer nu ganske godt overens med de fleste mennesker umiddelbare erindring om tiden dengang.
At soc’erne så senere udviklede sig til en klan af bedrevidende erhvervspolitikere, det er en anden sag. Men hvis der skulle komme nogen målelig Palleeffekt, vil det nok især være på den måde, at folk begynder at gøre sig tanker om, hvordan velfærdssamfundet egentlig begyndte – og hvilken type af modstand, det mødte fra datidens borgerlige partier – som er de samme som dem, der nu har regeringsmagten. Ingen af delene ville vel være nogen skade til?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her