Læsetid: 4 min.

Danmark alene i verden?

Man kan undre sig over den fuldstændige mangel på udenrigs- og europapolitiske emner. Især når det, der sker uden for Danmark, har så stor indflydelse på fremtiden i Danmark
24. januar 2005

Visioner for Europa
»Jeg ved ikke, om jeg kan nå det«, sagde jeg til min kone om morgenen. Vi skulle til fødselsforberedelse lidt over klokken 16, og jeg havde allerede flyttet det sidste gang.
Ud fra et personligt synspunkt kunne statsministeren godt havde ventet med at udskrive valget til efteråret. Kommer barnet bare nogenlunde til at få sin mors vilje, kan vi se frem til en fødsel tirsdag, den 8. februar, mellem kl. 18 og 23. Men så husker man dog i det mindste dét folketingsvalg.
For spørgsmålet er jo, om man kommer til at huske det for andre ting. Selvfølgelig går alle amok for øjeblikket. Fogh og Lykketoft bliver mandsopdækket nærmest døgnet rundt. Og stort set intet spørgsmål er for ubetydeligt til, at enten politikerne eller medierne ikke kan lave en større sag ud af det. Således bliver 450 slagteri-arbejdspladser i Hjørring og selveste Dankort-gebyret naturligvis til spørgsmål på niveau med den nationale sikkerhed.

Verdensmester i viden
Men lad os nu give det en chance, tænkte jeg og smuttede i tirsdags over til Christiansborg for at følge Anders Fogh Rasmussens fremlægning af Venstres valgprogram. Danmark skal være verdensmester i viden, sagde regeringschefen så der ikke skulle herske tvivl, og børnene skal også få en god start. Det var de første 18 milliarder!
Derudover skal landets sygehuse forbedres, de ældre skal få mere omsorg, udlændingepolitikken skal fortsat være stram, skattestoppet fastholdes. Og selvfølgelig skal vi også have et bedre miljø med flere grønne områder og renere vand.
Jo, det lyder rigtig godt, tænkte den vordende far, og mon ikke hele pakken også på den ene eller anden måde kan finansieres. Godt nok kunne man rejse spørgsmålet, om det er pengene, de stressede børnefamilier mangler, eller for den sags skyld folkeskolerne, der jo allerede i dag uddanner de mennesker, der om femten år skal sikre landets konkurrencedygtighed i den globale vidensøkonomi. Men lad nu det ligge. Intentionen er sikkert god nok.

Ganske absurd
Nej, noget som for alvor kan undre i statsministerens oplæg, og i valgkampen i det hele taget, er den fuldstændige mangel på udenrigs- og europapolitiske emner.
Hvis jeg husker ret, så er Danmark for tiden engageret i verdens måske farligste krise, hvor der bl.a. skal afholdes valg om små ti dage. Og er det ikke sådan, at der i den kommende valgperiode skal stemmes om den europæiske forfatning, som andetsteds i Europa på trods af dens utilstrækkeligheder betragtes som et epokegørende projekt? Jo, jo, siger Anders Fogh Rasmussen, der forud for topmødet i København i december 2002 appellerede til samtlige af sine europæiske kolleger om at stå sammen og udvise solidaritet, for nogle uger efter selv at bidrage til splittelsen ved at skrive under på de berømt-berygtede ottes brev: »Vi har markante udenrigspolitiske synspunkter. Men de punkter, jeg har nævnt her, det er dem, som jeg tror valgkampen kommer til at dreje sig om. Punkter, som vi synes, der er væsentlige, nemlig at ruste det danske samfund til at klare fremtidens udfordringer.«
Men det kunne jo være, at det, som sker uden for Danmark, også har indflydelse på fremtiden i Danmark. Hvis ikke jeg har forstået det helt forkert, var det jo netop af den grund, at regeringen gik med i the coalition of the willing. Fordi, hvis den undlod at gøre det, så ville alverdens terrorister på et eller andet tidspunkt stå i Københavns eller en anden storbys havn med en snavset kuffert i hånden. Det var jo de andre, som i FN-Sikkerhedsrådet ville stemme imod en krig i Irak, som var mere eller mindre kortsynede.
På den måde virker det ganske absurd, at den samme dag, som valget bliver udskrevet i Danmark, begynder man i Washington og i de internationale medier kraftigt at spekulere på, om Iran nu bliver det næste mål i det internationale samfunds kamp mod terror. Og hvad så med Danmark? Skal det være en overraskelse igen?

Europa mere end kvoter
På samme måde var det et utidigt sammenfald af forskellige begivenheder, at den europæiske koncern Airbus netop i tirsdags skulle præsentere sit nyeste projekt, nemlig kæmpen A380. Flyet, som er blevet udviklet i kooperation mellem forskellige europæiske lande, forventes at blive en stor succes, som alene i Tyskland sikrer tusindvis af arbejdspladser. Og i det hele taget har det vist sig, at netop Airbus i løbet af de seneste år har været i stand til at erobre et marked, som indtil da nærmest udelukkende har været forbeholdt amerikanske selskaber. Når der nu bliver snakket så meget om forskning, udvikling og skabelsen af nye arbejdspladser, så kunne det jo være, at man også her skulle kigge over landegrænsen, for at granske om der for eksempel i Europa ligger nogle kooperationsmuligheder, som kunne hjælpe med at løse »fremtidens udfordringer«. Om vælgerne vil høre det eller ej: Europa er mere end landbrugskvoter, og Danmark er en del af det. På et eller andet tidspunkt i en ikke så fjern fremtid vil man både på Christiansborg og rundt omkring i landet blive konfronteret med det spørgsmål, om man her til lands har tænkt sig at være – helt – med eller ej.
Nå, men valgkampen var jo først lige begyndt og der er et langt stykke vej endnu. Men efter statsministerens oplæg i tirsdags ringede jeg hjem for at sige, at jeg godt kunne nå det. Der er trods alt vigtigere ting.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her