Synlighed
10.000 herboende tamiler er direkte eller indirekte berørt af katastrofen i Asien. Alligevel har de været næsten usynlige i det danske mediebillede i forbindelse med flodbølgen.
Thinesh Kumar Baskaramoorthy er tamil og bestyrelsesmedlem i den humanitære organisation Next Stop Tamils. Han siger:
»Mit gæt er, at alle tamiler i Danmark er berørt af katastrofen. Enten fordi de har mistet familiemedlemmer, eller fordi bekendte af dem her i Danmark har mistet familiemedlemmer. Jeg tror, det kommer tæt på at berøre allesammen. Jeg kender personligt mennesker, der har mistet 25 medlemmer af deres familie på én dag. Deres verdensbillede har fuldstændig ændret sig. Det har man ikke hørt så meget om i de danske medier. Der har ikke været det fokus på det, som man kunne ønske sig.«
Myndighederne tavse
Ligesom i statsminister Anders Fogh Rasmussens tale til danskerne den 1. januar fik katastrofen i Asien også stor plads i den norske statsminister Kjell Magne Bondeviks nytårstale.
Til forskel fra Anders Fogh Rasmussen udtrykte Bondevik imidlertid sin medfølelse for sit lands »mange nye landsmænd«, der af gode grunde må se sig særligt berørt af katastrofen.
Dette hensyn til indvandrergrupper berørt af katastrofen, har ifølge tidligere folketingsmedlem for SF, Steen Gade, præget mediebilledet i vores naboland.
Steen Gade har set en del norsk TV efter katastrofen, og han må konstatere at de norske tamilers skæbne har fået omfattende opmærksomhed fra såvel myndigheders som mediers side. Steen Gade siger:
»I Norge har der været diskussioner på ministerniveau om, hvad man kan gøre for de berørte indvandrergrupper. Den særlige dækning, man har givet danskere i vore medier, den er ikke kommet tamilerne til gode. Hverken myndigheder eller medier har givet mægle til denne gruppe. Her er 10.000 danskere, som man overhovedet ikke har inkluderet.«
Steen Gade mener, der har været et forvredet fokus på etniske danskere i dækningen af katastrofen, mens tamilernes tab af familiemedlemmer som følge af katastrofen er blevet forbigået i tavshed. Steen Gade siger:
»Det er vores egen selvforståelse af, hvad det vil sige at være dansker, som det er galt med. Det multietniske samfund er jo en realitet, men det er som om, at vi ikke har erkendt dette faktum. I vores kollektive bevidsthed, og med de ansvarlige myndigheder i spidsen, har vi jo ekskluderet disse mennesker.«
Gade savner klare udmeldinger herom fra myndighedernes side, og ser samtidig katastrofen som en mulighed:
»Det er en stor integrationschance. De danske tamiler bør inddrages i et samarbejde om problemløsning og genopbygning i Sri Lanka. De har en indgang og et engagement, som man bør drage fordel af«, siger Gade.
Diskrete tamiler
Ramanan Balasubramaniam, tamil og bosiddende i Danmark i 18 år, mener, at det manglende fokus på tamiler i Danmark til dels er tamilernes egen skyld:
«I forhold til andre etniske grupper, der centrerer sig i storbyerne, bor tamilerne allerede ude på landet blandt danskerne. Når danske politikere diskuterer integration, er det ikke tamiler, de taler om. Vi er ret godt integrerede i Danmark.«
»Derimod har vi ikke nogen tamilsk Naser Khader i Danmark. Det har de i Norge. Den tamilske befolkning i Danmark lever meget diskret. De har den laveste arbejdsløshed og den højeste uddannelse af indvandrere i Danmark. Som gruppe klarer vi os godt, men vi er meget optaget af krigen i Sri Lanka. Jeg tror, det sluger alle politiske kræfter blandt tamiler i Danmark. Vi er ikke organiseret i forhold til dansk indenrigspolitik. Engagementet ligger i Sri Lanka, så det er vores egen skyld, hvis medierne overser os. Vi er totalt fraværende«, slutter Balasubramaniam.