Læsetid: 2 min.

Død kommunist i vejen

Skal en afdød kommunist virkelig stå i vejen for privat foretagsomhed? En foretagsom tysk kontorchef mener nej
4. januar 2005

BERLIN – Man skulle ikke tro, at Ernst Thälmann har nogen nulevende venner. Frem til Adolf Hitlers magtovertagelse var han formand for Tysklands kommunistiske parti KPD. Kort efter blev han anholdt og henrettet den 18. august 1944 i koncentrationslejren Buchenwald på Hitlers personlige ordre. I DDR-tiden blev Thälmann dyrket som en martyr - og hyldet med et væld af Thälmannpladser. Landets grønspætter blev kaldt Thälmann-pionerer, i Østberlin lagde han navn til et helt boligkvarter og ved søen Kressinsee syd for byen anlagde regimet et mindesmærke på netop det sted, hvor han havde holdt sin sidste tale. Det var den 7. februar 1933. KPD var blevet forbudt, kammeraterne var på flugt. I et klubhus for roere trådte KPD’s illegale centralkomité sammen en sidste gang for at drøfte muligheden for et kup mod Adolf Hitler. Tilbage til vennerne. I den moderne historieudlægning er Ernst Thälmann frakendt de fleste revolutionære fortjenester. Man lægger ham til last, at han udpegede socialdemokraterne som hovedfjende og således var medansvarlig for Weimar-republikkens kaos, der beredte vejen for Hitler.

Moskva-tro despot
På minussiden står også hans selvforblændelse og storhedsvanvid samt den yderst Moskva-tro linje; Ernst Thälmann er med andre ord ikke en personage, som et vestligt demokrati behøver at dyrke. Siden DDR’s undergang har mange Thälmannpladser skiftet navn, og for et par år siden blev Thälmann-mindesmærket i klubhuset og den tilhørende søgrund på 4.846 kvadratmeter sat på auktion af Treuhandanstalt, der forvalter arven efter DDR. Køberen Gerd G. fik hammerslag ved godt en halv million kroner – en fordelagtig pris for så eksklusiv en byggegrund, der råber på udstykning og millionfortjeneste. Eneste problem var mindesmærket, der skulle skaffes af vejen. Og hvem ville i fuld alvor forsvare Ernst Thälmann? Gerd G. følte sig sikker og lod sin søgrund afspærre. Arbejdet kunne begynde.

Magtmisbrug
Uheldigvis viste det sig, at Thälmann rent faktisk har nulevende venner. Hvert år på hans dødsdag mødes de ved mindesmærket for at vise ham deres respekt.
Da vennerne den 18. august 2003 fandt adgangen til mindesmærket spærret, protesterede de så højlydt, at selv borgerlige medier spidsede øren. Køberen Gerd G. er nemlig også kontorchef for Det Øverste Bygningstilsyn i delstaten Brandenburgs boligministerium. Ud af disse ingredienser kunne medierne koge en giftig suppe fuld af antydninger om magtmisbrug og lovbrud. Gerd G. reagerede hurtigt ved at engagere en kendt advokat, der bl.a. har hjulpet prinsesse Caroline af Monaco i hendes kamp mod pressen. Advokaten sørgede for, at omkring 25 medier, der havde dristet sig til at skrive Gerd G.s fulde navn, fik tilsendt et erstatningskrav på 1,5 millioner kroner. Dét fik de fleste til at indstille skriverierne om den foretagsomme kontorchef, mens mere velstående medier drog i retten for at forsvare pressens frihed til at påpege skævheder i samfundet. Dette efterår led hr. Gröger – som Gerd G. vitterligt hedder – endeligt juridisk nederlag. Pressen har lov at skrive hans fulde navn: Gerd Gröger. Om sikringen af pressefriheden også bidrager til mindesmærkets overlevelse, er et åbent spørgsmål. Avisen Neues Deutschland, engang organ for det østtyske kommunistpartis centralkomité, berettede i december, at porten ind til søgrunden nu står åben, men selve mindesmærket er aflåst og prisgivet vandaler.
’Hr. Gröger befinder sig i den komfortable situation, at tiden arbejder for ham, og at gravkøerne snart ikke er nødvendige,’ noterede avisen dystert.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her