Læsetid: 6 min.

Don Capone på hjul

Før: En fandens karl. Nu: Et bedre menneske
12. januar 2005

Rødderne II
Han husker det i lys og lyd.
Skæret fra alle billygterne, der giver ham fyrtårnsfornemmelser, idet bilen bare snurrer rundt og rundt og rammer træer. Larmen fra sirenerne, da ambulancen pi-sker mod Kolding Sygehus.
Andet husker Hobie ikke. Han mister bevidstheden.
Hvordan det er at have fyrtårnsfornemmelser, illustrerer den 22-årige unge mand ved at bakke sin kørestol ud på gulvet og snurre rundt og rundt.
»Sådan var det. Kan du forestille dig det?«
Det er fire år siden, vi så hinanden sidst i ungdomsklubben Remisen i Fredericia, hvor Hobie hang ud. Dengang var der altid en, der ringede på mobilen, altid skulle Hobie ud ad døren, videre, altid var den høje slanke krop i bevægelse, så de sorte flettede dreadlocks, der var bundet op med sølvringe i pandehåret, svirrede i luften.
Hobie har stadig flettede dreadlocks. Men efter bil-ulykken i 2002 går det lidt langsommere med at komme fra sted til sted, fordi han sidder i kørestol og er blevet næsten helt invalid. Han kan kun bevæge hoved, tæer, skuldre og venstre arm. Alligevel er der stadig fart på. Hans to mobiltelefoner ringer i et væk.
»Ali? Hallo dér. Ja, jeg er i klubben. Du kan bare komme.«
Efter sigende er den ene telefon til familie og venner. Den anden er til piger.

Populær
Hobie er fra Uganda, men det er en lang historie. For lang til at fortælle den, sagde han dengang i 2000 i Remisen, hvor folk jublede, hver gang Hobie viste sig i klubben. Siden er klubben blevet nedlagt, og Ungdomshuset er kommet til i stedet, men også her gør det tydeligvis alle i godt humør, når Hobie ruller op ad husets rampe og indfinder sig i cafeen. I sin tjekkede kørestol, der har små billiardkugler, bedekæder mod onde øjne, hippie-hals-kæder og andet hængende i siderne, og som derudover kan byde på både rygestativ, fjernbetjening, mobiltelefoner og en mp3-afspiller med højtaler.
»Jeg er et helt diskotek,« som Hobie siger med et grin.
Fyrene i klubben flokkes om ham. Alle skal lige hen og hilse.
»Hey, Don Capone.«
»Hva’ så, Hobie?«
Altid er der en hjælpende hånd til at tage mobiltelefonen, når den ringer, tænde cigaretter eller hente sodavand og føre flasken mod Hobies læber.
»Har du brug for noget?« siger folk lige, inden de går. Eller: »Hobie, jeg smutter lige fem minutter, så er jeg tilbage.«
»Mine venner betyder simpelthen alt,« siger Hobie. »De har været der for mig hele vejen igennem. Da jeg lå på hospitalet i Kolding, da jeg boede i Viborg og Hedensted og skulle genoptrænes, da jeg kom tilbage til Fredericia. De var der hver eneste dag.«

At mærke sin krop
Den aften, Hobie satte sig ud i en bil med destination handelsskolefest, ville hans ven Ali gerne score en af Hobies veninder. De tog af sted med fest på hjernen, Hobie var fuld, men Ali havde ikke drukket noget. Vinteren var over Fredericia, og vejene var glatte, så da Ali ville svinge bilen til venstre lige før handelsskolen, begyndte den i stedet bare at snurre voldsomt rundt. De ramte træer og biler. Hobie havde ikke sele på og blev slynget om på bagsædet. Da bilen endelig stoppede, fik Ali Hobie ud af den. Han lå på jorden indtil politi og ambulance kom, og man fandt ud af, at han havde brækket nakken. Så gik det hurtigt mod Kolding hospital.
»Jeg vågner op næste dag med slanger i næsen og alt muligt, men regner da med, jeg snart kommer op at gå, når jeg er blevet opereret.«
Hobie bliver overflyttet til Viborg, og får kørestol.
»Vi skal have noget træning, og jeg kommer ind i træningssalen, hvor alle bare sidder i kørestole og så tænker jeg: Åh, åh. Hvad er det, jeg har lavet? Men de siger, at håbet ikke er ude endnu, de kan først sige noget sikkert efter seks uger.«
Da seks uger er gået, kommer to sygeplejere ind til Hobie og prikker ham forskellige steder på kroppen. Han kan ikke mærke noget. Og så falder dommen:
Du kommer aldrig til at gå igen.
»Jeg ville ikke have, de så mig græde, for jeg er en mand, og en af dem var bare en praktikant, men tårerne løb bare af sig selv ned ad mine kinder, og de ville ikke stoppe,« siger Hobie.
»Jeg kunne ikke forestille mig at leve, hvis jeg ikke kunne mærke min krop. Jeg sagde til Gud: Hvis jeg ikke kan mærke min krop, kører jeg ud i søen og drukner mig.«
Umiddelbart efter begyndte det at kilde og klø i hele kroppen. Og siden da har Hobie kunnet mærke sin krop. Han kan for eksempel også bevæge sine tæer og venstre hånd.
»Jeg var god til at tegne, og jeg var god til at danse, det var mine talenter. Men nu har Gud taget mine ben og min højre hånd. Er det mon en straf?«

Et bedre menneske
Ulykkens konsekvenser har været svære for Hobie at acceptere.
»Jeg vil aldrig acceptere det, men jeg har lært at leve med det,« siger han.
»Faktisk så ser jeg positivt på det. Hvis jeg ikke var kørt galt, så havde jeg måske været i fængsel nu.«
Inden ulykken var Hobie blevet mere og mere kriminel.
»Vi stjal biler hver nat eller smadrede en butik og tog tøjet. Det var bare for sjov og for spændingens skyld. Vi havde en følelse af, at vi bare skulle have en bil hver nat.«
Men den vigtigste positive forandring, Hobie har oplevet, er hans egen måde at tænke på.
»Jeg er blevet et bedre menneske. Jeg har begået så mange fejl f.eks. med piger. Før blev jeg bange, hvis de kom for tæt på, behandlede dem rigtigt dårligt og sagde bare altid undskyld uden at mene det. Man kunne ikke stole på mig. Nu siger jeg ikke noget mere, jeg ikke mener, og jeg vil ikke bare være sammen med en pige for sjov.«
Hobie er også begyndt at rette på sine venner, hvis de taler grimt.
»Hvis de råber på gaden efter nogen, så siger jeg: shh..stillle! Du skal ikke tale sådan, når jeg hører på det, man skal have respekt for andre mennesker.«
Hobies positive livssyn smitter af på de andre. Ikke mindst på Ali.
»Jeg føler så stor skyld. Hver eneste dag tænker jeg på, at det var mig, der kørte bilen,« siger Ali.
»Men hvis Hobie kan tænke det positivt, så hjælper det lidt.«

Pigetække
Ud over de fysiske begrænsninger, Hobie nu har, er der ikke ret meget andet, der forhindrer ham i at leve sit liv som før. I dag er han smadret, fordi han og Salah har været i byen tre nætter i træk.
»Jeg har ellers fået karantæne fra hele Fredericia. På alle diskotekerne siger de, at mine venner laver ballade, og jeg styrer dem, så jeg må ikke komme ind,« siger han surt.
Lige nu bor han på plejehjem, fordi han blev smidt ud af sin lejlighed. Men selv om livet på plejehjemmet er kedeligt, er det nu meget godt at være flyttet, for Hobie sov aldrig.
»Mine venner kom hele tiden, der kunne ikke gå en time uden at nogen bankede på min dør.«
Heller ikke pigerne giver problemer. Kørestol eller ej så er Hobie stadig Hobie med sine guldkæder, sine dreadlocks med kunstige fletninger og sine rappe replikker.
»Pigerne er vilde med Hobie. Han har mindst 10 piger på én gang,« sagde vennerne i 2000.
Pigerne er i 2004 stadig vilde med Hobie, så vilde at det gav et par jalousiproblemer, da han flyttede rundt mellem Viborg, Hedensted og Fredericia. Men Hobie selv har kun én i tankerne. En tidligere kæreste.
»Til hende vil jeg kunne sige: Du skal være min dame for evigt. Men hun tror bare ikke helt på, at jeg har forandret mig så meget, som jeg siger. Men jeg er faktisk klar til ansvar. Mig, jeg ville gerne stifte familie i morgen, hvis det skulle være, og falde lidt til ro.«
Indtil det lykkes er Hobie det naturlige omdrejningspunkt hos vennerne i klubben, på diskotekerne og til festerne. Pulsende på en smøg gennem slangen fra cigaretsystemet på sit kørestolsbord sidder han i tilbagelænet ro i cafeen i Ungdomshuset, kommer med gode råd til en flok fyre, der spiller billard, eller skælder de unge rødder ud, der ligesom Hobie for få år siden synes, det er for sejt at lave alt det, man ikke må.
Fire år efter er Hobie ikke længere en gangsterspire. Nu er han Don Capone – bare på hjul.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her