Læsetid: 5 min.

En efterbølge af godhed og griskhed

Den menige thailænder hjalp turisterne efter flodbølgen, mens politiet stjal fra de rige vesterlændinge, der heller ikke holdt sig tilbage. Turister hamstrede og snød sig til gratis flybilletter
3. januar 2005

Øjenvidne
Vi er netop nået i sikkerhed for tsunamiens fangarme og har fået improviseret en nødlejr på det højeste punkt på Kho Muk, da griskheden kravler frem fra junglebunden og indtager vores sjæle. Vi er omkring 20 voksne og børn fra Storbritannien, Schweiz, Tyskland, Danmark og andre vestlige lande. Vi ved, vi har overlevet, men vi aner ikke fra hvad.
Mobiltelefonerne melder om endnu større bølger på vej. Og den sympatiske bygningskonstruktør fra Essex i England siger det, mange i den 20 mand store lejr tænker: »Vi må skynde os ned i restauranten og hente maden, inden de andre grupper tager det hele.«
Vi er bevidste om vores styrke. En god enhed, ikke for stor og ikke for lille. Vi har helt bevidst sagt nej tak til at slå os sammen med den 50 mand store gruppe, der holder til længere nede. Overlevelsesgenet arbejder. To mand bliver i lejren. Resten af mændene går ned for at slæbe.

Egoisme
Spørgsmålet er, om det er grim egoisme eller nødvendig biologi i racens og menneskehedens tjeneste.
Bagest i vores lejr er en thai-familie i gang med gryderne. De koger ris og serverer fisk og ananas til vesterlændingene. Der er også reddet øl som står i et kar med isterninger, som thailænderne har båret op. Når maden serveres, laver vi vittigheder om, at det har vi aldrig bestilt, og der mangler også krydderier.
Den muslimske thailandske familie tager sidst, hver gang de byder mad rundt – hvis de overhovedet tager noget. Jeg forsøger at forklare dem, at vi alle er lige. Og John overbeviser dem: »I kan ikke hjælpe os, hvis I ikke spiser selv.«
Den udsendte delegation forsyner sig i restaurantens lagre, der ligger højt hævet over jorden. Konserves. Toiletpapir. Myggenet. Tæpper. 12 grydesvampe kan vel også bruges. Jeg snupper selv en liter ekstra vand og gemmer den i mine dybe shortslommer. Og en t-shirt på tørresnoren bliver mine børns ejendom. Jeg finder et par slippers fra Sheraton på stranden. Mit fodtøj de næste tre dage.
Bølgen får det bedste og det værste frem i det vestlige menneske. Vi hjælper hinanden – men også os selv.
Ude i horisonten kan vi ane konturerne af øen Phi Phi. Her er situationen ganske anderledes. Vi møder i lufthavnen på vej hjem et belgisk ægtepar, der stod på en balkon, der styrtede sammen, da bølgen kom. De reddede sig. Men da de kom tilbage fra deres skjul, gennede politifolk dem op i bjergene med råb om, at en ny bølge kom. Da belgierne senere endelig turde inspicere deres værelse, var det rippet. Køkkenpersonalet fortalte dem, at politiet havde delt turisternes penge og guld mellem sig.
En død schweizisk kvinde mistede angiveligt sine guldringe under transporten væk fra havet. Og dykkernes vandtætte beholdere med kreditkort, mobiltelefoner og kontanter er et yndet mål for de gribbe, der jager i tsunamiens kølvand.
Der er et mønster. Thaierne – og det er især politiet, der skydes på – har ifølge mine oplysninger stjålet fra turisterne tre steder. Ud over Phi Phi er det på øen Phuket og i Khao Lak, lidt nord for Phuket på fastlandet. Det er tre meget turistede områder, hvor der kommer mange charterturister, der åbenlyst har demonstreret deres rigdom og kulturelle ignorance. I årevis har thailænderne her set på uretfærdigheden og ikke følt sig værdsat. Og så ramte bølgen.

Låner mig penge
Mine kone og jeg beslutter næste dag, at vi vil forlade øen med vores to børn. Jeg siger farvel til ejeren af den bungalow, vi har boet i.
17 års hårdt arbejde er raseret, her tjente 25 mennesker til føden. Jeg fortæller, at vi ingen penge har. Han tilbyder at låne mig 5.000 bath – 750 kroner – hans sidste kontanter. Jeg siger ja tak.
Vi går mod landsbyen med vores gennemblødte oppakning og lånte tøj. En kvinde ser, jeg halter efter flugten gennem junglebunden. Hun kører mig og min ene søn til færgen på motorcykel. Her modtages jeg med ris og vand. En anden thailænder kører for at hente min kone og min anden søn. Igen og igen modtages vi og vores børn med ordene: »I har begge børn endnu. I er så heldige.« Mange har været nødt til at give slip på børnene, da bølgen rev i dem.
Ombord på den lille motorbåd, som fører os til fastlandet, og som vi ikke skal betale for, serveres der frisk mælk til alle børnene. På den anden side venter en stor bus, der uden beregning kører os til byen Krabi.
På integrationskontoret i Krabi får min familie og jeg igen varm ris med grønsager og vand. Der er gratis telefon til oversøsiske lande og gratis internet- og e-mailadgang. En italiensk fyr taler i 45 minutter uden beregning. Han siger, han taler med sin bekymrede mor. De griner meget i løbet af samtalen.
Jeg kommer ikke selv igennem til min familie og brokker mig højlydt og irriteret over det. Jeg skammer mig og undskylder det med mit chok, men måske er det bare mit gode gamle jeg, der er ved at blive mobiliseret. Foreløbig har jeg ikke brugt en eneste bath i det halvandet døgn, der er gået siden bølgen ramte verden.

Prutter prisen ned
Vi får tilbudt gratis overnatning i en stort fælleslokale på Hotel Maritime i Krabi og bliver kørt gratis derud. Jeg spørger efter et privat værelse – og får pruttet prisen ned fra 4.000 til 2.500 bath. Der er aircondition, minibar, badekar og roomservice. En fransk kvinde ankommer lidt efter og får det sidste værelse. Kort efter står hun igen i receptionen og klager over, at der mangler et lagen på sengen. Hoteldirektøren forklarer, at fejlen vil blive rettet, men personalet har travlt, madame.
Vi er på det vindende hold i katastrofeland. Vi møder ligesindede turister, der har fået deres livs chok. Sammen morer vi os over, at thailænderne ikke kan lave ordentlig kaffe. Vi brokker os over, at forretten serveres for sent. Og over, at man ikke kan få sea-food, selv om det står på kortet. Vi glemmer, at ingen har lyst til at være på havet lige nu, og at mange både er forvandlet til ispinde.
En engelsktalende medarbejder på integrationskontoret fortæller mig, at mange unge snyder sig til gratis flybilletter fra Phuket til Bangkok. De skulle alligevel den vej – hvorfor ikke snuppe en fribillet på Thailands regning. På gaden i Krabi møder vi John fra nødlejren på vores ø – Kho Muk. Han sejlede væk sammen med en gruppe turister, der kun skulle til Krabi et par dage.
»Vi kommer igen, når thailænderne har fået ryddet op,« forklarede de.
Jeg mærker skammen som en indre rødmen. Jordskælvet vækkede verden. Men nu er den ved at falde på plads i sine gamle mønstre.

Baggrund
Hesselager
*Journalisten Øjvind Hesselager, hans kone og to små børn opholdt sig på den lille ferieø Kho Muk ud for Thailands kyst, da flodbølgens knusende kraft ramte forrige søndag. Hesselager beskrev i Information i onsdags, hvordan familien mistede alt – tøj, penge og bagage – men reddede livet ved at søge tilflugt i et træ, da vandet nåede dem. Her følger Hesselagers beretning om dagene og tankerne efter flodbølgen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her