Læsetid: 8 min.

Eliten ska’ ikke komme her med alle sine meninger

’Folket’ hader ’eliten’. Det udsagn er alle politikere med seriøse magtambitioner nødt til at tage alvorligt. Ikke fordi det nødvendigvis rummer hele sandheden, men fordi det er blevet en grundlæggende præmis for den politiske debat: Det elitære er den tanke, der ikke som mål har at efterkomme ’folkets’ ønsker
22. januar 2005

Tema: Ned med eliten!
Optræd for guds skyld ikke elitært! Sådan lyder lektor i statskundskab Martin Marcussens bedste råd til valgkampsivrige, danske politikere i dagens Information.
At optræde elitært eller blot antyde, at man har store visioner for, hvor samfundet skal bevæge sig hen, er nemlig politisk selvmord i en valgkamp. At solidarisere sig med folket og lancere her og nu-løsninger er derimod vejen til indflydelse.
Befolkningen er ikke interesseret i elitens visioner, og enhver form for politik bliver derfor præsenteret, så det ser ud som om, at det er befolkningens stemme, der bliver lyttet til – at det ikke er eliten, der overtrumfer folket, mener Martin Marcussen.
Den opfattelse deler kultursociolog Jean Fischer. Han ser en klar modsætning mellem folket og eliten og en klar tendens til, at folket i dag vender sig mod eliten. Og det forstår han godt. For eliten har fået monopol på at definere politikken og samfundets udvikling, samtidig med at den tegner et utroværdigt virkelighedsbillede og indsnævrer det politiske rum, mener han.
»Elitens virkelighedsbillede bygger på slogans om, at globaliseringen gavner alle, at vi alle skal uddanne os og forske,« siger Jean Fischer.
»Men hvad skal vi uddannes til, hvad skal vi forske i, og sikrer det så virkelig de job, som man påstår. En del af det, som det folkelige oprør retter sig mod, er alle hurraordene: Omstilling, fleksibilitet, videnssamfund og multikulturalisme.«

Samtidig retter oprøret sig ifølge Jean Fischer mod indsnævringen af det politiske rum. Vigtige politiske spørgsmål udelukkes fra politikken, fordi de bliver gjort til videnskabelige eller juridiske spørgsmål. Andre ekskluderes som politisk ukorrekte eller politisk illegitime, fordi de bliver opfattet som udtryk for racisme, nationalisme eller populisme.
»Eliten har smidt folket ud af det politiske rum og i den proces gjort ordet populisme til et skældsord. Men jeg vil hævde, at der i dag kun findes én kritisk aktør i samfundet, og det er folket eller populismen,« siger Jean Fischer.
Den elite, som folket vender sig imod, er ifølge Jean Fischer blevet videnssamfundets nye herskende klasse. Den består af ’symbolanalytikere’ – intellektuelle og akademikere, som arbejder nyskabende med problemer og symboler i videnssamfundet.
Symbolanalytikerne er en paradoksal fusion af to modstandere gennem store dele af 1800- og 1900-tallet – kapitalister på den ene side og kritiske intellektuelle på den anden. Og at de i dag er smeltet sammen til én gruppe, betyder, at de intellektuelle ikke længere kan være kritiske over for den udvikling, som de er med til at definere og har fordel af, mener Jean Fischer.
»Kritik er ikke længere noget godt og positivt, som det har været i over 100 år. Det er blevet illegitimt, og eliten sikrer sig i dag mod kritik ved at ekskludere oppositionen, ved at gøre populisme til et skældsord.«
I Jean Fischers optik er folket som modpol til eliten en restkategori. Det består af dem, der rammes af og protesterer mod eliten.
»Der er helt klart en modsætning mellem eliten og folket, men det er ikke så meget en økonomisk modsætning. I det postindustrielle samfund er det først og fremmest en kamp om retten til at definere samfundsudvikling og politik. Det er til syvende og sidst en kamp om anerkendelse,« siger Jean Fischer.
Ligesom Martin Marcussen mener han imidlertid, at politikernes interesse for folket ofte udmønter sig i en overfladisk appelleren til folks kortsigtede interesser.
»Når nogle fedter for de gamle, kommer det som regel til at handle om, at de skal have flere penge og råd til syv udlandsrejser, men det er useriøst. Det bør handle om, at deres meninger skal tages alvorligt og betragtes som legitime.«

Sociolog og forfatter Henrik Dahl ser de samme konflikter som Jean Fischer. Han mener til gengæld, at det er upræcist at se konflikterne som udtryk for en modsætning mellem folk og elite. De er snarere udtryk for en modsætning mellem folkets intuition og den institutionelle respons på den, mener han.
»Man kan godt formulere det i politiserede termer som folk og elite, men det, der sker, er, at institutioner, som har deres eget system, og holdningerne i befolkningen, på en række områder glider fra hinanden,« siger Henrik Dahl.
Hvis folk bliver syge, vil de gerne behandles af en ekspert, og hvis de kører over en bro, vil de gerne have, at den er bygget af en ekspert, men der er en stor modvilje mod at blive talt ned til, mener han.
»Jeg har selv en rimelig dårlig filmsmag, så jeg kan levende forestille mig den situation, hvor man går ind og ser en film, som man synes er enormt god, og så siger et eller andet æggehoved i avisen: ’Du har ikke forstået en skid af det hele, du skal se smalle film fra Østeuropa, ellers er du komplet idiot.’ Så bliver man da irriteret og tænker ’Hvad fanden er meningen?’,« siger Henrik Dahl.
På samme måde mener nogle, at der på flygtninge- og indvandrerområdet er store problemer, mens de mødes af institutionelle eksperter, som siger det modsatte.
»Så står man med sin egen intuition og siger: ’Det er også den forfærdelige elite’, mens man i institutionerne siger ’Det er også det der åndssvage folk, som ingenting forstår.’ På den måde er kimen lagt til en modsætning, som går begge veje, og den meget hårde konfrontation mellem den intuitive og den institutionelle respons er dybt uproduktiv,« siger Henrik Dahl.
Den opfattelse deler Jean Fischer. For uden dialog bliver afstanden mellem folket og eliten større.
»Kritik af eliten er ikke kun en god ting. Eliten skal selvfølgelig komme med det, den nu har i kraft af at være en elite: Sin viden og forståelse. Men samtidig skal den acceptere, at den må indgå i en dialog med det her folk, hvis man nu ellers kan finde det nogen steder,« siger Jean Fischer.

Professor dr. jur. Ditlev Tamm har i modsætning til Jean Fischer ikke svært ved at få øje på folket og folkets indflydelse. Han har til gengæld svært ved at få øje på en dansk elite af intellektuelle, som sætter dagsordenen. Danskernes antielitære holdning har ifølge Ditlev Tamm resulteret i, at en sådan elite slet ikke findes, og det mener han er et stort problem.
»Hvis man sammenligner med lande som Tyskland og Frankrig, er der slet ikke en akademisk elitekultur i Danmark. Elitære synspunkter kommer simpelt hen ikke tilstrækkeligt frem, og i det omfang der overhovedet har været en tendens til det, er synspunkterne blevet bekæmpet af en påstået folkeligt baseret modvilje,« siger Ditlev Tamm.
Den danske befolkning mangler forståelse og interesse for universiteterne, og holdningen til de intellektuelle afspejles af politikerne, som ’mobber’ universiteterne, mener han.
»Enhver dansk uddannelsesdiskussion handler grundlæggende om folkeskolen. Generelt har det hidtil været svært at spore en ægte interesse for de danske universiteter,« siger Ditlev Tamm.
Han mener, at politikernes manglende interesse for universiteterne først og fremmest er et resultat af, at ganske få politikere selv har et forhold til den akademiske verden.
»Der er ikke tilstrækkeligt mange, som forstår, hvordan et universitet fungerer. De få, der er, har typisk en økonomisk eller juridisk uddannelse, men folk med en bred humanistisk uddannelse eller en bred forståelse af universitet og videnskab er der næsten ingen af i politik. Samtidig har universiteterne berøringsangst over for det politiske liv, og de mangler både lyst og evne til at markere sig i den politiske debat,« siger Ditlev Tamm.

Ove Korsgaard, professor på Danmarks Pædagogiske Universitet, har skrevet doktordisputats om ’kampen om folket’, og han mener ligesom Jean Fischer, at det i dag er yderst relevant at tale om folkets kamp mod eliten.
Folket er dog ikke en på forhånd givet størrelse, mener Ove Korsgaard. Begrebet kommer først i spil, når det defineres som modsætning til noget andet, og siden demokratiets og nationalstatens etablering er folket først og fremmest blevet defineret, tematiseret og aktualiseret på forskellige måder og af forskellige grupperinger som modsætning til enten ’eliten’ eller ’de fremmede’.
I dag mener han først og fremmest, at folket skal ses som modsætning til en global, økonomisk elite. Samtidig mener han, at kampen for folket og imod eliten de seneste år har bevæget sig fra at være en venstrefløjssag til også at være en højrefløjssag.
»Globalisering og europæisering har spillet en stor rolle i den udvikling, for både EU og den globale udvikling ses som elitens projekt. Det er eliten, der vil ind i en europæisk union, og det er eliten, der drager fordel af globaliseringen,« siger Ove Korsgaard.
Indtil omkring 1848 og til en vis grad helt frem til 1870 var højrefløjen i Danmark antinational og tilhænger af den multikulturelle og flersproglige stat, men på grund af den nationale bevægelses kraft har højrefløjen overtaget dele af venstrefløjens nationale program, mener han.
Venstrefløjen har figuren folk/elite med helt tilbage fra barndommen i 1800-tallet og aktualiserede den igen i forbindelse med afstemningen om EF i 1972, men højrefløjen har haft held med at erobre figuren, fordi venstrefløjen især de seneste år er blevet mere proeuropæisk, mens højrefløjen er blevet mere EU-skeptisk. Samtidig er det nationale spørgsmål i højere grad blevet italesat.
»Tidligere var der ikke mange på højrefløjen ud over Søren Krarup, som for alvor gik imod tilslutning til EU. Det har ændret sig drastisk, og det er en af hovedårsagerne til, at højrefløjen har overtaget figuren folk/elite og bruger den med stort held,« siger Ove Korsgaard.

Italesættelsen af eliten kontra folket sker ofte af folk, som selv er knyttet til eliten, mener han. Men den kan ikke italesættes, uden at der er genklang i befolkningen, og den genklang skal blandt andet ses som et resultat af historiske begivenheder. Grundtvig pegede på folket som nationens kerne, og forestillingen om folket blev efter 1864 et vigtigt tema i etableringen af det moderne samfund.
»Grundtvigianerne kunne ikke få regeringsmagten, efter at de nationalliberale mistede både politisk og kulturel legitimitet i det katastrofale nederlag i 1864, og det var selvfølgelig en frustration. Godsejerne overtog i stedet den politiske magt, og dermed blev kampen mod eliten benhård i Danmark. Respekten for eliten – og med den autoriteten – er anderledes i for eksempel Tyskland. Der kom ikke på samme måde et opgør med eliten,« siger Ove Korsgaard.
Martin Marcussen mener også, at Grundtvigs indflydelse stadig i dag kan ses som et særligt dansk varemærke.
»At vi i det hele taget har noget, der hedder folkeskole, folkepartier og folkeafstemninger, hænger jo sammen med Grundtvigs oprør mod eliten i København.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her