’Ethvert land har en lille smule censur’

Interview
Det er januar i København, men det kan man ikke se på Octavio Cortázar. Hans mørke skjorte er knappet ned til brystet, pressefolderne sidder snorlige i bukserne, og det grå hår er redt tæt tilbage. Han er naturlig gyldenbrun, smiler og giver hånd med begge hænder. I det hele taget har han mistænkeligt meget overskud til at befinde sig i mørke Skandinavien i januar. Det er heller ikke helt af egen fri vilje, han er kommet til byen netop nu. Hans kone er balletdanser og skal undervise på det Kongelige Teater, og så er han fulgt med som påhæng. Han elsker ballet, betror han – mest fordi han elsker smukke kvinder, og de smukkeste kvinder i verden er balletdansere, er han sikker på.

Murens fald i Cuba
Til hverdag arbejder Octavio Cortázar ikke med ballet, men han gør sig i det æstetiske. Han er blandt cubansk films grand old men og har gennem et helt liv sat sit præg på den berømmede filmscene. Men den cubanske film er ikke, hvad den har været, ifølge Cortázar. Det er svære tider i landet, og det kan også mærkes på filmen.
»Vi lavede fantastiske film fra 60’erne og op til 90’erne,« fortæller han på et ikke helt perfekt spansk/engelsk.»Men murens fald og Sovjets sammenbrud gik også hårdt ud over Cuba. Alle lande, Cuba havde økonomiske forhold til, faldt, og vores samarbejde var ødelagt. Fattigdommen steg drastisk, og det var hårde tider i landet – også for cubansk film,« siger han.»Vi havde ikke de tekniske muligheder for at lave film på video, og vi havde ikke pengene til at lave de dyre film på store ruller. Det kom der ikke noget godt ud af. Men nu er man begyndt at finde billigere måder at lave film på, og det har hjulpet de senere år; særligt på dokumentarfilmene.«

I et system
Octavio Cortázar kom ind i filmbranchen via tv sidst i 50’erne – lige inden revolutionen. Han kom ind som assi-stent på cubansk tv, og i 1967 debuterede han som dokumentarfilminstruktør. Det var med den prisvindende Por primera vez (For første gang) om børn langt ude på landet, der får lov at se Charles Chaplin for første gang. Siden er det blevet til flere spillefilm, endnu flere dokumentarfilm og et hav af priser. I dag sidder han som vært for er ugentligt tv-show, der viser dokumentarfilm for den statskontrollerede tv-kanal. – Hvordan er det at lave dokumentarfilm i det Cubanske system? »Jeg vil mene, at det er ligesom ethvert andet land i verden.« Han ler: »Du kan gøre, hvad du vil, hvis du har de tekniske remedier til det. Det er ikke et problem at lave dem, men det kan være et problem at vise dem, hvis de er for systemkritiske,« medgiver han. »Måske jeg kunne vise en regime-kritisk dokumentarfilm i mit show, fordi jeg har stor prestige, men jeg ville nok ikke gøre det.« Cortázar afbryder sig selv. »Men i ethvert land i verden eksisterer en lille smule kontrol. Det ville sikkert heller ikke være muligt at lave en kritisk film imod jeres konge eller dronning – det er det samme,« mener han, og tilføjer, at det er væsentligt nemmere at lave systemkritiske film i dag end for bare få år siden . »Filmene på markedet i dag ville du ikke kunne finde i 60’er og 70’erne. Du finder både satire og historier, der stiller skarpt på de sociale problemer, der er i vores samfund. Det, tror jeg, har at gøre med teknikken. Det er sværere at stoppe ting i dag. Det er lettere for ressourcesvage produktioner at gå igennem, og det er helt givet en gevinst for samfundet,« mener han. Få dage efter den amerikanske premiere på Michael Moores Bushkritiske film Fahrenheit 9/11 lykkedes det Octavio Cortázar at skaffe filmen til cubansk tv. »Det er en hemmelighed, hvordan jeg kom i besiddelse af den, for det burde jo ikke kunne lade sig gøre,« siger Octavio Cortázar og forsøger alligevel med en kryptisk forklaring. »Forstår du, den her verden er meget mærkelig. Tin-gene finder sine veje. Tag mine film for eksempel. De bliver solgt i USA og på nettet for op mod 100 dollar, og jeg aner ikke, hvor de har mine film fra. Jeg ser desuden heller ingen penge for dem, der bliver solgt.« Han gentager: »Denne verden er mærkelig.« Cortázar er meget imponeret over Michael Moores film og kalder hans film for vigtig og velargumenteret, der nøgternt fortæller sandheden om Bush-administrationen. »En film med både kunstnerisk og journalistisk meget høj kvalitet,« siger han, men har svært ved at specificere sine kriterier for en god dokumentarfilm yderligere. »Jeg har ikke en klar linje. Jeg vælger med hjertet. For mig er det vigtigt, at filmene har en høj kunstnerisk kvalitet. At fortælling, fremstilling og budskab hænger sammen og at det rører noget i mennesker. Nærmere kan jeg ikke komme det.«

Cubansk dokumentar
Cortázar viser ofte cubanske dokumentarfilm, men op gennem 90’erne har kvaliteten været dalende. »Men det er, som om at en ny bølge er på vej. Man har fundet ud af at bruge videoteknikken, og vi har en verdensberømt skole, der kan hjælpe de unge talenter på vej. Det er på grund af so-cialismen som system. Det giver muligheden for alle, og talent tabes ikke på gulvet med det samme,« siger han og tilføjer
»Og så er det selvfølgelig tradition. Man startede meget tidligt med at fremelske filmen. Systemet støtter op omkring kunsten og cubanerne elsker kultur. Ballet, billedkunst, filmkunst alle kunstarter. Vi har en stor tradition for kunsten. Og socialismen skaber fantastiske forhold, for at den kan få lov at udfolde sig.«

I dag gæster Octavio Cortázar den danske filmskole ved et heldagsseminar om det cubanske filminstitut