Læsetid: 8 min.

Europa – en smuk idé?

Findes Europas kulturelle identitet, altså summen af fælles træk og egenskaber, der udmærker Europa fra andre af verdens samfund eller kulturer? Forfatter og eks-præsident Mario Vargas Llosa svarer ved at gå imod forestillingen om en kollektiv identitet. Europas kulturelle identitet består derimod i fraværet af en færdigudviklet identitet – og i frihedens kultur
4. januar 2005

Europas sjæl
Et år før den hollandske regering overtog formandsskabet for den Europæiske Union, bestilte den Nexus Institute – et uafhængigt center, ledet af Rob Riemen, med speciale i at organisere kulturelle og politiske møder – til at sammenkalde intellektuelle, politikere og akademikere fra hele det ideologiske spektrum med henblik på at udarbejde en håndfuld ideer og forslag, som Holland kunne omdanne til udspil i opbygningen af Europa under sin formandsperiode.
Med dette sigte organiserede Rob Riemen fire møder med hundredvis af deltagere i Berlin, Warszawa, Washington og Rotterdam, hvor man i Rotterdam lige har afsluttet med en principerklæring, som det ville være vanskeligt og forarmende at resumere på nogle få linjer. I øvrigt har det mest frugtbare og inspirerende ved disse møder måske ikke været de punkter, man kunne blive enige om – for demokrati, markedsøkonomi, mangfoldighed inden for tro, sprog og traditioner, solidaritet, kamp mod racisme og fremmedhad, forsvar for miljøet osv. – men de ophedede debatter, som nogle af temaerne rejste, og især det, der efter min mening gav anledning til de mest klarsynede indlæg: Europas kulturelle identitet. Det er ikke bare et akademisk spørgsmål; det får i vidt omfang betydning for karakteren af fællesskabet eller føderationen, der indtil videre består af 25 nationer, og som i fremtiden vil kunne blive nogle flere. Findes denne kulturelle identitet, altså summen af fælles træk og egenskaber, der udmærker Europa fra andre af verdens samfund og kulturer, eller skal den skabes, efterhånden som Europa opbygges som en politisk, økonomisk og administrativ enhed?

Barn af kontinentet
Og under alle omstændigheder: Hvilke er eller burde være disse klart europæiske identitetstræk eller værdier? Det kan ikke undre, at uenighederne om dette tema var større end enighederne. De, der fastholder, at kristendommen er det væsentlige træk, der definerer den europæiske karakter, får problemer, når denne tradition skal forliges med oplysningsånden, og hvad der fulgte af oplysningstiden, barn af det gamle kontinent og nærende kilde til verdsliggørelse, menneskerettigheder og demokrati, hvis fremkomst i stort omfang er blevet mødt af den katolske traditionalismes krigeriske modstand. Er jødedommen ikke også dybt forankret i den europæiske kultur og historie? Og skal de otte århundreder, hvor den muslimske kultur satte sit præg på en vigtig del af det europæiske territorium, udslettes fra den kollektive hukommelse, for at Europas enhedskarakter kan blive en ubestridelig realitet? Når Europa skal se sig i spejlet for at genkende sit eget billede, kan det ikke bare muntert se bort fra, at det sammen med grundsætninger og principper, der ansporede menneskets frigørelse og fremskridt, også har patent på gruopvækkende, ideologiske fiktioner, der har frembragt de værste katastrofer, som menneskeheden kender til: nazisme, fascisme, kommunisme og nationalisme, hvilket mange oplægsholdere i øvrigt mindede om. Men det står også fast, at in-gen anden civilisation har været så selvkritisk, så streng mod sig selv som den vestlige, der i løbet af hele sin historie altid har huset ubønhørlige, uforsonlige kritikere, som har tvunget Europa til at reformere sig, forny sig, stille spørgsmål ved sig selv. Derfor har Europa kunnet vedgå sit ansvar for rædsler som antisemitisme og kolonialisme og efterhånden erobre – skønt aldrig definitivt og irreversibelt – frihedens kultur.

Sprog og grusomhed
Burde Europa have et fælles sprog? Hvis man overhovedet accepterede at overveje noget så tåbeligt, ville det ikke være vidtløftigt at forestille sig de løsrivelser, krige, konfrontationer og fjendskaber, som valget af det foretrukne sprog ville afstedkomme: Efter religionen kan intet som sproget sætte gang i menneskets grusomhed. Hvis religion og sprog afvises som altomfattende bånd i det europæiske samfund, hvad så med skik og brug? Udelukker man kannibalisme og menneskeofring, har jeg indtryk af, at på kryds og tværs af de 25 nationer, der teoretisk set nu udgør Europa, er en af dets rigdomme netop at kunne fremvise alle tænkelige ritualer, ceremonier, skikke og fordomme, de være sig kollektive eller private, så også på dette område ville det være umuligt at forsøge at indkredse det typisk europæiske. I hvad de spiser, i hvad de tror på, i hvad de tilbeder, i hvad de elsker og hader, afspejler det gamle kontinents kvinder og mænd ikke kun sig selv, men hele menneskeheden. Så efter min mening har den polske filosof Leszek Kolakowski fuldstændig ret, når han fastholder, at »Europas kulturelle identitet består i fraværet af nogen som helst færdigudviklet identitet; eller med andre ord i uvished og i ikke at stille sig tilfreds.«

Forskellighed er kultur
I opbygningen af Europa bør man respektere og opmuntre den imponerende religiøse, ideologiske, politiske og kulturelle mangfoldighed i de samfund, der indgår i Europa. Denne forskelligartethed er dets bedste kulturarv og det, der sikrer universalitet, bygger broer og skaber dialoger med andre samfund og kulturer i verden. Men at anerkende denne mangfoldighed betyder ikke, at den Europæiske Union ikke skal være andet end et fællesmarked i fremtiden. Tværtimod er det eneste, der kan give Europa en holdbar fællesnævner, at det, samtidig med at det smeder en tæt enhed i forskelligheden blandt medlemslandene, også markerer sig i en konstant udveksling med verdens øvrige folkeslag i kraft af en kultur, der bygger på tolerance, respekt for forskellighed, demokratisk valgte regeringer, ytringsfrihed, rationalitet, individets suverænitet og en klar adskillelse mellem det private og det offentlige. Dette er ikke den eneste, men det er den bedste af de europæiske traditioner og den mest værdifulde arv, som den vestlige civilisation kan give verden:
En frihedens kultur, der, skønt den har sit grundlag og sine rødder i Europa, dog ikke er nogens ejendom, men tilhører alle, der ønsker at gøre den til sin og omdanne den til en måde at leve på og til et redskab for fremskridt og modernitet. En civilisations største landvinding er ikke at udstyre sig med en kollektiv identitet, der udtrykker sig som med én mund gennem det sociale fællesskab og dets individer. Det er præcis det modsatte: Det er, at frihed, kultur og økonomisk udvikling har nået et niveau, der tillader borgerne at frigøre sig fra de kollektive identiteter – disse åg, som de er spændt for fra fødslen – og frit at vælge deres egen identitet i samklang og modklang med resten af flokken. På denne måde udøver et individ sin suverænitet og er virkelig frit. Det er ikke overdrevent at sige, at Europa er nået længere end noget andet fællesskab af nationer på dette felt, og at dette er den overvejende grund til, at mennesker, der forfølges på grund af tro, opfattelse, overbevisning og skikke, fra hele verden søger at nå til Europas kyster. Og de har ret. For uanset hvor skævt det kan gå i det gamle kontinent, har de flere muligheder her end i deres egne lande for at leve, som de vil, og være, som de har lyst til, uden at blive betragtet som vildfarne får eller straffet for, at de ikke indordner sig ydmygt i hjorden.

Klonet individ
En kollektiv identitet er en ghetto, en koncentrationslejr, hvor individet i al hemmelighed er klonet for at opretholde fiktionen om en homogenitet, som aldrig har eksisteret. I mere primitive samfund er menneskets slavestatus i forhold til kollektiviteten uundgåelig, for heraf afhænger dets overlevelse i forhold til de omgivende trusler og farer: vilddyret, lynet og de fjendtlige stammer. Men efterhånden som viden, naturbeherskelse, udvikling af det sociale liv og arbejdsdeling baner sig vej frem i menneskehjordene, og individet vokser frem og skaber sig et frirum med initiativer og rettigheder, vil disse forhold i århundredernes løb gøre ham til et frit og suverænt væsen. Denne proces at skabe friheden i historien er den største bedrift i europæisk historie, som Croce indsigtsfuldt døbte »frihedens bedrift«, (La storia come pensiero e come azione, 1938), og den udgør det bedste fundament for opbygningen af dette Europa i svøb, et fællesskab, der skal opfattes som virkeliggørelsen af en fremtid og ikke som genopstandelsen af en fortid.
I dette ideale, demokratiske, liberale og anarkistiske Europa vil borgerne kunne vælge deres gud eller ikke at have guder, praktisere en religion eller være ateister eller agnostikere, og de vil kunne beslutte, hvilket sprog de ønsker at udtrykke sig på, hvilket køn de foretrækker at have, hvilket land, hvilken by eller landsby de ønsker at leve og arbejde i, og de vil ikke møde andre begrænsninger på at udøve deres overbevisninger, skikke og tro end den, at de ikke må hindre andre i at udøve den selvsamme frihed. Dette Europa vil ikke få en kollektiv identitet, fordi der i Europa vil være fire hundrede millioner frie borgere, der repræsenterer lige så mange identiteter med forskellige nuancer og afskygninger, som ved at sameksistere under en række love, der knæsætter respektens og tolerancens filosofi, lidt efter lidt vil skubbe jordkloden hen imod den kantianske idé om universel fred.

Virkelighed af fiktion
Lyder det lidt utopisk? Uden tvivl. Realisme består imidlertid ikke i at afskaffe drømmen eller i at give afkald på at stile mod meget høje toppe, men i at man ved hvert skridt, man tager, har en klart bevidsthed om, hvor man er, og hvad der mangler for at nå disse mål. Ingen havde forestillet sig, at de umuligheder, som djævelen fristede den hellige Antonios med i Flauberts roman (Den hellige Antonios’ fristelser, 1874/1904) – at nå til en forståelse af materien og betræde stjernerne – halvandet århundrede senere ville være håndgribelige kendsgerninger. Historiens store europæere: Erasmus, Dante, Shakespeare, Montaigne, Cervantes, Goethe og mange andre har lidt efter lidt skabt en virkelighed af ideer og fiktioner, der har givet Europa en kulturarv, der er dets bedste sammenhængskraft. Derfor behøver Europa ikke at begrænse sine borgeres valgfrihed for at udstyre sig med en hypotetisk, kollektiv identitet, der inden for det europæiske fællesskab ville gentage nationalismen, en uafhjælpelig kilde til splittelse og konfrontationer. Europa er faktisk en smuk idé, vel at mærke hvis det i sin forvaltning uddyber og ikke forarmer frihedens kultur.

Oversættelse ved Rigmor Kappel Schmidt

Man kan orientere sig om hele arrangementet ved at surfe på www-adressen:
http://www.eu2004.nl/default.asp?CMS_ITEM=0A40F6C0A9454866B55AFDD02EC7B8C5X1X42820X47

Den afsluttende debat ved arrangementet: Europe: A Beautiful Idea, blev holdt d. 4.12.04 som en paneldiskussion mellem den hollandske premierminister Jan Peter Balkenede, prins Hassan bin Talal, formanden for EU-kommissionen José Manuel Barroso, Fritz Stern og Mario Vargas Llosa

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Allan Ⓐ Anarchos
Allan Ⓐ Anarchos anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu