Læsetid: 8 min.

’Jeg har faktisk fortjent en Oscar’

Det er svært at tro, men Martin Scorsese har aldrig vundet en Oscarstatuette, og i årevis var han forvirret og skuffet over det. Her bliver han spurgt, om han stadig tager det lige så tungt
14. januar 2005

Interview
Filminstruktøren Martin Scorsese undrer sig lige så meget som alle os andre over, hvorfor i alverden han aldrig har vundet en Oscar. Den 62-årige newyorker, der har været nomineret fem gange, tager sig tid til at tænke sig om i et forsøg på at kaste lidt lys over mysteriet.
»Jeg ved ikke rigtig, hvor meget det betyder for mig længere. Det drejer sig mere om selve filmen i dag, for jeg er simpelthen blevet for gammel til det ræs,« siger han til sidst med antydning af irritation i stemmen.
»Jeg tror, at når man er ung og sprængfyldt med energi og har lavet fem eller seks film i træk, som fortæller historier om alt det her i livet, som man gerne vil sige noget om... ja, det var måske, de film jeg kunne have vundet en Oscar for. Da Taxi Driver blev nomineret som bedste film, fik den derudover tre andre nomineringer: Bedste skuespiller (Robert de Niro), Bedste kvindelige birolle (Jodie Foster) og Bedste musik. Både instruktøren og manuskriptforfatteren blev overset. Jeg var så skuffet, at jeg nøjedes med at konstatere, at ’sådan er det bare.’ Hvad skulle jeg have gjort – gået hjem og tudet?«

GoodFellas
Fra sin plads i den solbeskinnede suite på hotellet i Beverly Hills trækker Scorsese på skulderen og gestikulerer ivrigt med hænderne. Han fortsætter: »Man fortsætter jo bare med at lave film og har det forhåbentlig godt med hver eneste af dem. Man siger til sig selv ’mit navn står på den film. Jeg har lavet den. Den er god nok.’ Misforstå mig ikke, jeg bliver stadig meget ivrig og spændt i løbet af processen. Det håber jeg aldrig forsvinder.«
Ligesom alle andre Scorsese-fans var jeg forberedt på at skulle møde en nervøs, firskåren fætter med buskede øjenbryn, der taler, som om han har indtaget 20 kopper meget stærk kaffe. Jeg blev ikke skuffet. Ikke alene er vi lige høje (omkring 1,60), hans øjenbryn slår simpelthen alt. Han taler så lynende hurtigt og højt, at man ind i mellem føler, at han sidder og brøler af én, og selv om han også er ret charmerende, er det til tider en skræmmende oplevelse.
Man skulle tro, at han kunne have vundet en Oscar for GoodFellas fra 1990, der handler om gangsteren Henry Hill (Ray Liotta), og som indbragte Scorsese nogle af karrierens bedste anmeldelser, men han og hans ’goodfellas’ – tyve, skurke og kokainvrag – var oppe mod en ædel siouxindianer og en heltemodig nordstatssoldat i Kevin Costners Danser med ulve.

Ægte newyorker
Producenten af GoodFellas, Irwin Winkler, erkendte dengang at »filmakademiet ikke kan lide film, der indeholder alt for eksplicitte voldsscener. De kan lide hyggelige familiefilm.«
Det afholdt nu ikke Scorsese fra at fortsætte i samme spor med Gangs of New York fra 2002, der er tre timers rent barbari. Det kan vel ikke være helt rigtigt, at man mister kritikernes anseelse, hvis ens film er for sadistiske?
»Jeg tror, at det har meget med miljøet at gøre. Jeg har boet her i Los Angeles, men jeg er og bliver newyorker, og mine film bliver betragtet som ret voldelige, ligesom sproget anses for at være meget hårdt,« siger Scorsese, mens han nikker.
»Man ændrer sig med alderen. Jeg laver en anden slags film nu. Man laver ikke film for at vinde en Oscar.«
På Scorseses lange meritliste står blandt andet Mean Streets, Raging Bull, Casino og The Last Temptation of Christ. Han har bevæget sig i mange genrer fra den sorte komedie til spændingsfilm og fra historiske dramaer over film noir til en Michael Jackson-video. Hans fascination af Manhattans beskidte underverden står i stærk kontrast til den mere idylliske tone, som en anden newyorker, Woody Allen, slår an i sine film. Det var især tilfældet med Gangs of New York, der ikke vandt en eneste af de 10 Oscars, den var nomineret til.

Klumpfisken Scorsese
Ligesom Alfred Hitchcock yndede at gøre det, optræder Scorsese i splitsekund-korte klip i sine egne film. Han spillede en velhavende husejer i Gangs of New York og fotograf i Uskyldens år, men hans tørre humor kom bedst til udtryk, da han lagde stemme til fisken Sykes i den animerede film Stor ståhaj.
»Man er nødt til at have humoristisk sans,« siger han grinende.
»Jeg har tre døtre. Den ene er i 30’erne, den anden er i 20’erne, og den tredje er lige blevet fem. Min ven Jeff Katzenberg fra DreamWorks spurgte mig, hvorfor jeg ikke lavede en film, som mit eget barn ville kunne lide. Før jeg vidste af det, havde de opfundet en figur med store øjenbryn. Jeg spurgte ’nå, hvor lang tid tager det at lægge stemme til sådan noget – et par optagelser?’«
Scorsese folder hænderne og griner endnu højere: »’Nej, Marty,’ sagde de, ’det vil tage halvandet år.’ Jeg skulle altså lave filmen og måtte bruge et par timer på at agere klumpfisk. Men barnet var vild med filmen og har fået et par klumpfiskedukker.«

Forbudt område
Scorseses seneste film, The Aviator, foregår ikke i hans sædvanlige newyorkermiljø men i Hollywoods gyldne æra fra slutningen af 1920’erne til 1940’erne. Scorsese arbejder igen sammen med Leonardo DiCaprio, der havde en hovedrolle i Gangs of New York og spiller den excentriske milliardær Howard Hughes i The Aviator. Scorsese var glad for genforeningen med DiCaprio.
»Der er 32 års aldersforskel mellem mig og Leo, men vi bliver tilsyneladende tiltrukket af de samme figurer og historier. Han er ikke bange for at spille personer, der også har en skyggeside. I filmen følger man med i Hughes’ nedtur, helt frem til det punkt, hvor man får ondt af ham, og det gør ondt at se, hvordan han bliver manipuleret af sin egen sindssyge.«
Da Scorsese første gang så manuskriptet, troede han, at der var nogen, der lavede fis med ham. Det er almindelig kendt i filmkredse, at instruktøren er bange for at flyve.
»De første to ord, jeg så, var ’The Aviator’, som interessant nok slet ikke er et udtryk, man bruger længere,« siger han.
»Da jeg læste videre, blev jeg klar over, at det absolut ikke var for sjov. Jeg bladrede, og pludselig optrådte denne her unge mand, der render rundt ude i ørkenen og laver en skør film. Jeg tænkte, ’åh Gud, det er Howard Hughes, der instruerer Hell’s Angels!’«
»Jeg opdagede, at han var en sær eneboer, der havde en finger med i mange ting, da jeg så hans navn på RKO-film i starten af 50’erne. Der dukker stadig historier op om, at han var involveret i Watergate-skandalen, men jeg har hele tiden vidst, at Brian De Palma gerne ville lave en film om Hughes, så det har været forbudt område.«

En mærkelig tid
Scorsese taler hurtigt videre uden pauser.
»Jeg var fascineret af alle Hughes’ flystyrt, der resulterede i voldsomme læsioner i hovedet. Hans frontallap blev skadet, hvilket senere gav ham paranoia. Han tog flydende kodein mod smerterne, og det har sikkert givet ham de fobier, han led af.«
Cate Blanchett spiller Katharine Hepburn i filmen. Hepburn havde et tre år langt, turbulent forhold til Hughes, der døde som 70-årig i 1976. Kate Beckinsale spiller Ava Gardner, og sangerinden Gwen Stefani har en lille rolle som Jean Harlow.
»Hughes havde efter sigende så mange forhold i sit liv – flere tusinde – at man enten skulle lave en 40 timer lang film om dét eller vælge at beskrive ét bestemt område af hans liv.«
Scorsese fortæller videre med store øjne: »Ava Gardner opførte sig som en mand: Hvis man slog hende, slog hun igen. Hun tog næsten livet af Hughes, da hun slog ham i hovedet med et askebæger. De tvang hende til at gå i terapi, og da hun vendte hjem til hans hus, havde Hughes sat aflytningsudstyr op over det hele. Det var en meget mærkelig tid.«

Omvandrende leksikon
Som barn led Martin Scorsese af kronisk astma og var ofte sengeliggende. I stedet for at lege med de andre børn udenfor, observerede han andres liv fra sit soveværelse i New Yorks Little Italy. Set i bakspejlet var sygdommen med til at gøde jorden for den vordende instruktørs fantasi. Efter at være begyndt på et præsteseminarium i 1956 besluttede han sig for at droppe præstegerningen.
»Jeg var ikke så kløgtig,« siger han og sænker for første gang i løbet af samtalen sin stemme til en hvisken.
»Til sidst blev jeg bedt om at forlade skolen, fordi jeg havde mødt en dejlig ung kvinde og havde forelsket mig i hende. Hele min verden ændrede sig.«
Hans i alt fem ægteskaber har resulteret i de tre nævnte døtre. Scorsese blev kandidat fra New York University med filmvidenskab som hovedfag i 1964. Instruktøren, der ofte bliver omtalt som et »omvandrende filmleksikon« af sine medarbejdere og igen og igen bruger New York som en gennemgående figur i sine film, virker fortsat opsat på at fortælle verden om amerikansk historie.
Han ved endnu ikke, om hans malende portrætter af byen, der aldrig sover, nogensinde vil blive til en hel film om det moderne Manhattan.
»Hvis jeg bliver ved med at lave film om New York, vil de sikkert foregå i fortiden. Det ’nye’ New York ved jeg ikke ret meget om,« siger han og ryster på hovedet.
»Det er ikke, fordi jeg har noget imod nutidsfilm. Jeg er generelt åben over for ideen, men jeg synes, at mange af byens nye farver, for eksempel på Times Square, er ret chokerende. Jeg er vel fanget i en eller anden tidslomme.«
Han smiler og skubber hornbrillerne op på næsen igen.

Et nyt kapitel
»Jeg tager meget sjældent hen til min barndoms tragter, som nu bliver beskrevet som in-steder. New York er meget anderledes end det sted, jeg engang kendte og elskede.«
Han er stille et øjeblik.
»Når det er sagt, må jeg også sige, at det er gået op for mig – efter at jeg har set Gangs of New York igen og igen – at den kamp, som folk må udkæmpe for at skabe et ordentligt liv, ikke har ændret sig. Verden er blevet mindre, og afstanden mellem rig og fattig er blevet større.«
Pensionering er et fyord, som Scorsese aldrig bruger, og han er netop nu i gang med at forberede indspilningen af et nyt gangsterdrama The Departed. Filmen, der efter planen skal laves til maj og har Matt Damon og Leonardo DiCaprio i hovedrollerne, er en genindspilning af Infernal Affairs, en populær Hongkong-film fra 2002, og handler om rivaliseringen mellem politiet i Boston og en irsk-amerikansk bande.
Scorsese bevæger sig uroligt i stolen og læner sig forover.
»Jeg har indledt et nyt kapitel i mit liv,« siger han pludselig med tilfredshed i stemmen.
»Efterhånden som tiden går, og jeg bliver ældre, har jeg opdaget, at jeg har brug for bare at sidde stille og tænke. I perioder har jeg låst mig inde i dagevis, men sådan er det ikke længere. Jeg er gift, og vi har en datter, som kommer ind på mit kontor hele tiden.«
»Det foregår nogenlunde sådan her,« siger han med et grin: »Bank, bank... ’Far?’ ’Ja, kom ind.’ ’Hvorfor taler du så højt i telefonen?’ ’Fordi jeg forsøger at lave en film!’«

*’The Aviator’ har dansk premiere den 28. januar

© The Independent & Information

*Oversat af Nina Skyum-Nielsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu