Teater
Der er masser af fallos i den nye Figaros Bryllup. Ingen stumtjener eller riffel får lov til at stå i fred, men bliver gnubbet og poleret som efter Livgarde-reglementet. Og selvfølgelig griner publikum på Stærekassen, for selvfølgelig er denne machopaniske fallosinsisteren temmelig komisk. Derudover kniber det med potensen i instruktionen, for svenskeren Linus Tunström har indlagt så mange forstyrrelser, at den næsten tre timer lange forestilling kommer til at slaske. Er det i loyalitet mod Beaumarchais gamle stykke, at Tunström ikke skærer de tåbelige ekstrahistorier ud af slutningen? Eller handler hans fascination bare mere om Clinton end om Figaro? Opsætningen er yderst nutidig, sådan som Det Kgl. Teater dyrker klassikerne for tiden. Replikkerne har ikke mindst været været gennem Jesper Kjærs forrygende foryngelsesfantasi: »Er du SÅ færdig?« spørger Maria Rossings kvikke Suzanne og man ville ønske, at han var. Desuden er 1780ernes opgør med aristokratiet elegant transformeret til vor tids opgør med navlepsykologien: »Det vigtige er ikke, hvor man kommer fra men hvor man vil hen,« lyder den coach-korrekte læresætning om kompetence-profilering. Rikke Juellunds kostumer har en tilsvarende trendy råhed, der går lige til sagen. Bedst er grevens stive, grønne støvler, der går langt op over hans knæ suppleret med en åbenstående, vinrød housecoat, der afslører hans hårede mandelår; gæt selv lugten. Scenografien er derimod moderne på den hovedkulse måde: Et tomt rum med kasselamper højt oppe over en grøngulvet scene tilsat noget 60er-kitschet møbleri, som skuespillerne begynder at slæbe rundt på, antagelig som surrogat for dramaturgisk fremdrift.
Stupid stuebirk
Skuespillerne agerer loyale omkring, men orgastisk bliver ensemblet ikke. Tina Gylling Mortensen redder godt nok tilskuerhumøret med sine eminente grevinde-ansigtsudtryk, der kan skifte fra det indtagende til det morderiske på et splitsekund og Jens Jacob Tychsen er vidunderligt teenagetåbelig som den androgyne page Cherubino, stupidt kæmpende mod en stuebirk. Helle Hertz ser bedårende ud som Marceline, Caroline Drasbæk er undercasted som rengøringskone i en halvhjertet asiater-kommentar og Zlatko Buric spiller Zlatko Buric. Til gengæld er det befriende at opleve den uappetitlige Ulver Skuli Abildgaard dejse om med sin flaske:»Hvis jeg ikke drak, så blev jeg sindssyg!« Principielt er det dog et problem, at Rasmus Botofts hovedfigur Figaro ikke får den gennemslagskraft, som han burde have. Botofts øjne ruller sjovt, men hans stemme bliver spag, fordi han er blevet sat til at spille mere fjollet end snedig. Som kvindelig tilskuer overvejer man faktisk til sidst, om skønne Maria Rossings begavede og verbalt ferme Suzanne alligevel burde have satset på greven. Så var der i det mindste to hormonmeter magtpotens at lege med. For Morten Suurballes flotte grev Almaviva udgør hele denne forestillings centrum. Den karismatiske Suurballe har den groteske selvglæde, der rummer aristokratiets medfødte selvhævden og mandens muskelbuldrende overlegenhedsfølelse. Netop derfor bliver Suurballes fald så stort. Og netop derfor kan han bøje hovedet og nakken og ryggen, så han nærmest ruller sig ind i sig selv af bar ydmygelse. Så jo, takket være Morten Suurballe bliver Figaros Bryllup en raffineret, fallokratisk fortælling om vor tids macho-dyr. Manden, der afsløres i ét enkelt sexfejltrin og hvis magtfulde virilitet dermed forvises langt ud i den ene støvlesnude. Upudset.
Figaros Bryllup af Beaumarchais (1784). Oversættelse: Jesper Kjær. Iscenesættelse: Linus Tunström. Dramaturg: Vibeke Staggemeier. Scenografi: Rikke Juellund. Lysdesign: Lars Erik Schou. Musik: Rikard Borggård. Interessant programartikel om sex og magt: Anette Dina Sørensen. Det Kgl. Teater, Stærekassen til 11. feb samt 14. apr-28. maj. Turné med Det Danske Teater 22. feb. 12. april.
www.kgl-teater.dk
www.detdansketeater.dk
