Læsetid: 5 min.

Fallujas flygtninge vil ikke hjem

Flygtede borgere vil hellere vantrives i en elendig teltlejr end vende tilbage deres by. Amerikanerne skal først trække sig ud, lyder kravet
15. januar 2005

Flygtningelejr
Bagdad – De bor i de gamle, mølædte telte på parkeringspladsen ud for Mustafa-moskeen, og deres sejldugstags-køkken ligger kun få meter fra et kloakudløb, men Fallujas flygtninge vil ikke hjem. For det første fordi de ikke længere har hjem at vende tilbage til. For det andet fordi de først vil have en række krav opfyldt. Blandt disse er, at alle amerikanske soldater skal trække sig ud af byen, at Fallujas borgere selv kommer til at varetage sikkerheden, og at de får udbetalt omfattende kompensation for de penge og værdisager, som de, der har besøgt Falluja, påstår er stjålet af de amerikanske soldater.
Og de har i hvert fald ikke tænkt sig at stemme ved valget den 30. januar.
Iført sort kappe sidder sheik Hussein – han beder mig om ikke at oplyse hans efternavn – på hug i sit kontor, der er opbygget af gasbetonelementer, og spiser kylling med ris.
»Vi boykotter ikke valget, fordi vi er imod valg. Vi boykotter det, fordi det er et skalkeskjul for fortsat besættelse. Det er amerikanernes middel til at fastholde Allawi. Valget ændrer ikke på, at vi er et land under besættelse.«
En skægget islamisk lærd med briller sidder ved sheikens side. Det er dr. Abdul Kader fra institut for islamisk videnskab ved Bagdads universitet. Med dyster mine minder han mig om Fallujas mange civile døde. »Vi fandt dræbte i hundredvis,« siger han. »Vi fandt lig i ruinerne af husene, og vi fandt friske grave i husenes haver.«

Grufuld historie
Sheikens nærmeste slægtninge bor i Falluja. Hans egen sunnimoské ligger midt i denne lejr i Bagdad, hvor 925 af Fallujas 200.000 flygtninge har slået sig ned. Han fortæller, at han to gange er rejst hjem for at se til familiens huse og fortæller en foruroligende historie om, hvad han så.
»Første gang jeg besøgte byen, efter at amerikanerne havde besat den, stod vores største hus der stadig. Det var intakt. Og alt i det – senge, møbler, tæpper – var ubeskadiget. Men da jeg kom tilbage en uge senere, var det ødelagt. Mange andre huse var i samme tilstand. De overlevede slagene mellem amerikanerne og modstandsstyrkerne, men blev ødelagt bagefter. Hvorfor? Folk på stedet fortalte mig, at de havde set filmkameraer, at amerikanerne havde beskudt de tomme huse med artilleri, og at de lavede en eller anden film.«
Forlydender om amerikansk tyveri i irakiske byer er hørt før. Amnesty International har registreret flere tilfælde, hvor amerikanske soldater tilsyneladende stjal penge fra irakiske hjem eller tøj fra anholdte mænd. De amerikanske militærmyndigheder har erkendt et enkelt tifælde af storstilet tyveri begået af en ung amerikansk officer syd for Bagdad, men sagde, at officeren siden var blevet forflyttet fra Irak, og nu ville være »for vanskelig« at opspore. Beretningerne om plyndringerne i Falluja har kun forværret flytningenes nag. Og bidraget til de over-entusiastiske krav om kompensation.
»Vi vil lade os nøjes med mellem fem og 10 mia. dollar, siger sheik Hussein. »Dette er prisen, der må betales for at have ødelagt Falluja og udgydt uskyldiges blod. Historien vil dømme dem. Amerikanerne begyndte med at dræbe de indfødte indianere, og de dræber stadig alle de mennesker, de ser ned på.«

En stor plage
Alle i rummet, deriblandt en studerende i computervidenskab fra Falluja, som hidtil har siddet tavst lyttende, nikker ivrigt.
»En dag,« fortsætter sheiken, »blev jeg stoppet og ført til en amerikanske base. Her blev jeg afhørt af CIA, og de sagde til mig: ’Du er en religiøs mand, og vi vil gerne have dit råd.’ Jeg sagde: ’Jeg vil advare jer imod at indtage byerne, for folk der venter kun på en chance for at dræbe jer. De vil underkaste jer forskellig slags lidelse. Træk jeres tropper ud i ørkenen, væk fra modstandssoldaternes ild, skønt den når langt.«
»Men de var meget, meget dumme. De greb ikke chancen for at trække sig tilbage. De blev for at tvinge os til at holde valg, så de senere kan trække sig ud og overlade magten til deres agenter. Jeg vil sige følgende: De amerikanske tropper må trække sig ud med det samme. Ellers vil de opdage, at de er blevet til fanger, der er gået i Iraks fælde.«
»I vesterlændinge ler af os fra Mellemøsten, især når vi siger insh’Allah (om Gud vil, red.). Men profeten – må freden være med ham – forudsagde engang, at irakerne ville blive ramt af en stor plage, og at de ikke ville have så meget som en dirham (arabisk møntfod, red.) eller et riskorn i hænderne. Og det var netop, hvad der skete under den økonomiske embargo i 1990’erne. Så kom Amerika den 9. april 2003 med al sin magt og soldater. Så stolte de var over at skaffe Saddam Hussein af vejen! Men nu rådner disse soldaters moral, for hver dag der går. De har psykiske problemer, og mit råd til dem er: Forlad dette land. Valget er deres: De må rykke ud eller også blive tvunget herfra.«
Kampene fortsætter i Falluja uanset de amerikanske påstande om, at de har besejret og ’knækket ryggen’ på den irakiske modstand. Som sheiken, ikke uden humor, udtrykker det: »Amerikanerne bevæger sig gennem gaderne fra seks morgen til seks aften, men de holder sig væk, når muqawama (modstandsbevægelsen) indfører sin egen spærretid fra seks aften til seks morgen.«
Udenfor på den vindomsuste parkeringsplads blafrer teltdugene, mens flygtningene stiller sig i kø for at få en ration fra en kæmpemæssig gryde fuld af gul, skummende suppe. Der er gået hul på nogle dadelsække, hvis indhold er flydt ud på cementgulvet.
Dette er som et Falluja i miniformat. 20 lærere fra byen forsøger nu at drive en skole for lejrens 120 børn. Læger tilser patienter i sheikens private hjem. En oldefar i lejren siger, at han ikke kan tage tilbage til sin by, så længe amerikanerne er der. Da jeg spørger ham, om han vil stemme, ler han bare uforstående af mig.
»Amerikanerne må forlade Falluja betingelsesløst,« siger sheiken. »De har gjort alt for stor skade på vores by, til at vi nogen sinde vil acceptere dem.«
Jeg spørger, om Fallujas problemer begyndte efter Bagdads fald i 2003. Dr. Abdul-Kader kigger formanende på mig. »De begyndte længe før,« siger han. »Fallujas befolkning led under Saddam og befriede selv deres by. Det gjorde de ikke for at leve under besættelse.«

© The Independent og Information

*Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her