Læsetid: 4 min.

Far på anklagebænken

Forklædt som thriller undersøger Jacob Thuesens fremragende debut, ’Anklaget’, hvad der sker med en mand, der beskyldes for incest
28. januar 2005

Ny film
Suspense betyder ifølge ordbogen ’spænding, svæven, ubestemthed, uvished,’ og det er præcis den tilstand, man befinder sig i under Jacob Thuesens første spillefilm, Anklaget, indtil slutningen river tæppet væk under én. Hvad vil der ske? Hvad er der sket? Hvad gemmer sig bag den ydre virkelighed, vi ser?
Vi aner det dybest set ikke, og der er kun to personer, der kender den fulde sandhed: Henrik og hans 14-årige datter, Stine. Og måske kan de ikke engang selv kende forskel på ret og vrang. Henrik kan have fortrængt sandheden, ligesom Stine kan have falske ’minder’, som hun selv tror på. Det handler om incest – en anklage om incest. En ganske almindelig dag på arbejde ændres på et øjeblik, da svømmelæreren Henrik (Troels Lyby) får en opringning på mobilen. Stine har fortalt skolepsykologen, at hendes far ved flere lejligheder har forgrebet sig på hende, da hun var 10-11 år. Myndighederne tvangsfjerner hende straks, og nu venter afhøringer, anholdelse og efterfølgende retssag.

Thrillerens virkemidler
Det er det værst tænkelige mareridt, Thuesen og manuskriptforfatter Kim Fupz Aakeson fortæller fra farens synsvinkel. Med Henrik bliver vi hvirvlet ind i en ubønhørlig proces. Det første chok. Fortvivlelsen. Vreden. Omverdenens reaktion. Vennens varme støtte. Konens gryende tvivl. Det anonyme og kolde retsmaskineri. En klam fængselsbetjent, en kejtet advokat, medfangerne, der på forhånd har fældet deres dom, så der ikke er andet valg end frivillig isolation.
Den ensidige synsvinkel – vi ser først datteren under retssagen 40 minutter inde i filmen – betyder, at vi naturligt identificerer os med faren. Identifikationen forstærkes af, at han fremstår som den svage – den uskyldigt anklagede. Men samtidig lurer tvivlen om.
Hvorfor spørger han mon advokaten, om han ikke vil vide sandheden? Hvorfor afviser han vennen, der giver ham sin ubetingede støtte? Hvorfor kan han ikke tilgive datteren, som vel må være syg, hvis anklagen er uberettiget?

Røb ikke slutningen!
Thuesen og Fupz fodrer vores tvivl og bruger virkemidler fra thrilleren i deres djævelsk udspekulerede fortælleteknik. Kameraet kredser om hovedkarakteren, som om det ved mere, end vi gør. Sebastian Blenkovs ekspressive billeder svøber Troels Lybys ansigt i halvmørke, så det bliver en smule dæmonisk. Subjektive nærbilleder fokuserer på tilsyneladende ligegyldige ting i rummet – et udtryk for, at tiden går i stå for den chokerede Henrik, men samtidig med til at skabe ildevarslende mystik. Der er en dobbelthed i hvert eneste billede, og alle scener vibrerer af psykisk ustabilitet. Som i thrilleren kan en hvilken som helst person være enten ven eller fjende i forklædning. Nothing is what it seems. Henrik frikendes i retten. »Tillykke,« siger advokaten. Tillykke med hvad? »Nu er det værste overstået,« ånder hans kone lettet op. Men mareridtet er først lige begyndt. Vi er halvvejs i historien, og på en måde starter en ny film. Et kammerspil om traumatiserede familierelationer. Hvordan skal de komme videre? Kan Henrik og datteren nogensinde se hinanden i øjnene igen?
»Vær venlig ikke at røbe slutningen. Det er den eneste, vi har,« anmodede Hitchcock før premieren på Psycho, og det samme kan Jacob Thuesen med god grund sige. Anklaget er ingen tung problemfilm, men et nervepirrende – og bestemt ikke uhumoristisk – drama, der holder spændingen i live til det allersidste.

Overraskende debut
Den 42-årige filmnørd Jacob Thuesen har tidligere markeret sig med en stærkt visuel stil som klipper af blandt andet Riget, Jørgen Leths Haïti. Uden titel, Tómas Gislasons dokumentarfilm Den højeste straf og en lang række trailers. Hans klippestil er hurtig og hektisk, og derfor overrasker spillefilmdebuten ved at være afdæmpet og rolig og fyldt med skarpe psykologiske iagttagelser.
Thuesen, der også har erfaring som dokumentarfilminstruktør (f.eks. med det suggestive storbyportræt Under New York), har foretaget grundig research om emnet incest og undersøgt proceduren omkring disse sager inden optagelserne. Filmen har dermed et solidt fundament, som danner afsæt for Thuesens modige ambition om at skabe mentale billeder og en forførende dramaturgi, der er et sjældent syn i dansk film præget af jordskrabende hverdagsrealisme.
Man kan diskutere, om mixet af thriller og psykologisk drama går op i en højere enhed – om det hele vejen igennem lykkes at antyde en hemmelighed og samtidig skabe stærk indlevelse i hovedpersonen. Men under alle omstændigheder må man glæde sig over ambitionsniveauet.
Og skuespillet imponerer. Thuesen får en ubehagelig undertone frem hos Troels Lyby, der er med i alle filmens scener. Og Thuesen har instrueret sin egen kone, Sofie Gråbøl, så man for en gangs skyld glemmer, at man kigger på Sofie Gråbøl og i stedet bliver involveret i hendes moderrolle. Kristine Rosenkrands Mikkelsen er som datteren Stine kun med i to scener, men hendes nedslåede blik og underspil går direkte i hjertet. Men også i andre, mindre roller glimrer skuespillere som Bodil Jørgensen (psykologen), Søren Malling (advokaten) og Kristian Halken (arbejdsgiveren).
Jacob Thuesen har åbnet en ny dør i sin karriere, og dansk spillefilm har fået et nyt stort instruktørtalent.

*Anklaget. Instruktion: Jacob Thuesen. Manuskript: Kim Fupz Aakeson. Dansk. (Dagmar, Grand og Empire i København samt 15 biografer i det øvrige land)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu