Læsetid: 8 min.

Farzads farlige fristelser

20-årige Farzad fra Iran har på godt fire år bevæget og udviklet sig betragteligt. Før: bandedrømme, hip hop og respekt. Nu: læreplads, straffet – og en hel del klogere
14. januar 2005

Rødderne II
Da Farzad åbner døren til sin lejlighed, flækker ansigtet i et stort smil.
»Hey!«, siger han, »nå, det er sådan, du ser ud. Jeg var ikke sikker på, at jeg kunne huske dit ansigt.«
Det er præcist fire år siden, den dengang 16-årige iranske fyr med viltre dreadlocks og lommede skaterbukser mødte Information i ungdomsklubben Remisen i Fredericia. Det var december. Gaderne var pyntet op til jul. Året var 2000, og Farzad gik i 9. klasse, hvor han netop var ved at skrive en opgave om Cosa Nostra.
»Jeg kan godt lide det der gangmiljø, bandeliv, at ha’ stor magt,« sagde han, »men sådan noget som mafiaen gjorde, at det er imod min samvittighed og religion.«
I dag, fire år senere, er 20-årige Farzad blevet det, man ville kalde en nydelig ung mand. De dansende dreadlocks er røget af, bukserne er blevet en kende mindre, og i lejligheden i boligblokkene i det sydlige Fredericia hersker potteplanter, nipsgenstande og pinlig orden. Som den opmærksomme vært han er, har Farzad stillet kaffekopper frem på sofabordet sammen med iranske lækkerier, som hans storesøster, han deler lejligheden med, netop har taget med hjem fra en ferie hos deres far i Iran.
»Det var bare en drøm,« siger han om sine tidligere ord om bandeliv og at ha’ stor magt.
»For jeg har været inde og se, hvordan det i virkeligheden er, gangsterlivet. Der er så mange ting, man siger, man ikke vil gøre, og så gør man det alligevel.«

Brugte 3000 på en aften
Da Farzad i 2002 blev færdig med 10. klasse, gik livet pludselig skævt. Fra at være en cool hip hop dreng med dreadlocks og bandedrømme, der kyssede piger, rappede og hang ud med vennerne i Remisen, begyndte han at være sammen med nogle nye venner og at lave ting, han aldrig havde forestillet sig, at han ville gøre. Farzad blev en rigtig gangster. Han begyndte at begå kriminalitet.
»Det var sammenholdet. Altså det med at være gangster og ha’ magt har altid fascineret mig. Det er en drengedrøm at være Al Capone. Spændingen, den der action - alt sådan noget, man ser på film, det har jeg gjort. Også pengene, at have masser af penge. Ikke til at betale husleje og den slags, men til at kunne bruge, at fyre 2-3.000 kroner af i byen på en aften. Jeg havde mit eget sted i det miljø, min egen plads. Jeg havde status, for alle vidste, jeg både havde nosser og hjerne. Det er fristende at være én, alle ser op til, at være dén Farzad. Og det er det, der gør mig farligere end andre, for jeg bliver så hurtigt tiltrukket af det miljø, det frister mig.«

Kom ind i en ond cirkel
Farzads blik bliver alvorligt, mens han sidder der i sofaen foran kaffekopperne og taler om fristelser. Livet er en evig kamp mod fristelserne. Man ved, det er forkert, og man har måske i virkeligheden slet ikke lyst til at blive ved. Men er man først kommet på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, er bevægelsen uigenkaldelig.
»Du træder ind i en ond cirkel. Og du bliver selv ond. Den cirkel drejer rundt og rundt, mens du synker dybere og dybere ned,« siger Farzad.
Selv forsøgte Farzad at træde vande. Om dagen hang han ud og lavede ingenting. Om natten fyrede han fede og lavede lort. Det gik ikke. En dag blev han taget på fersk gerning af politiet.
»Da det gik galt, tænkte jeg: Fuck mand. Nu er mit liv slut. Jeg fik koldsved over hele kroppen. Hele mit liv løb ligesom forbi mine øjne, og jeg tænkte bare: Det er slut nu. Jeg kan godt overleve det her, men hvad med min mor? Jeg er fra en god familie, jeg vidste, hun ville blive helt knust. Jeg har ikke engang lyst til at tænke tilbage på min mors ansigt, da hun kom ned på politistationen. Det øjeblik vil jeg aldrig glemme.«

Mistede læreplads og pige
Farzad fik en dom på otte måneders fængsel. Fire måneder ubetinget og fire betinget fængsel. Han afsonede to, resten blev udskudt til senere afsoning. Da Farzad kom ud, tog han sig sammen, som han siger. Han ville ikke det liv længere. Han ville have en chance. Han begyndte på teknisk skole, fik en kæreste og holdt sig væk fra sit gamle miljø.
»Det var næsten for godt til at være sandt,« som han siger. Og sådan blev det. Da Farzad blev indkaldt til at afsone de sidste to måneder af sin dom, havde han lige fundet en læreplads efter stort besvær. Og han manglede kun fire uger på teknisk skole.
»Jeg mistede alt, men ingen ville høre på mig. Man kan da ikke bare tage sådan noget væk fra en ung mand, der endelig er kommet op igen?«
Farzad mistede fodfæstet. Da han kom ud af fængslet efter to måneder havde han hverken læreplads eller kæreste. Til gengæld havde han lært en del inden for murene.
»Jeg var konge, da jeg kom ud. Jeg havde mødt mennesker i fængslet, og jeg havde lært reglerne i spillet. Jeg var på et højere niveau. Og folk brændte for at bruge sådan en som mig – som jeg var blevet til – ude i miljøet. Jeg nød stor respekt.«
Og netop respekt er et kodeord for Farzad. Respekt er alt, sagde han dengang i 2000 på Remisen om fællesskab, bandeliv og venner: »Du kan fucke med alle, men ingen skal fucke med dig.«

En mand af ære
Det blev også respekten – eller mangel på samme – der for knap et halvt år siden fik Farzad til at slippe tøjlerne og melde sig ud. Ud af gangsterlivet og ind i virkeligheden.
Farzad var blevet ond. Forstået på den måde at han pludselig oplevede oftere og oftere, at de principper, der gælder for venner, der ikke må fuckes – eller forrådes – og ikke må fucke dig, måtte brydes for at være i miljøet.
»For at kunne lave det, jeg lavede, blev jeg nødt til at fucke nogle af mine venner, at vælge at være ligeglad med folk. Og det kunne jeg ikke. Mit princip i livet er at være en mand. At være barmhjertig, stor, troværdig og medmenneskelig. Det kræver meget at være en mand mellem en masse, der ikke er det, for mine venner begyndte at fucke mig. Når der er penge på spil, glemmer alle alt om at være venner for livet.«
Samtidig fik Farzad et tilbud om en læreplads som smed. Det gjorde udslaget.
»Jeg sagde det officielt: Nu trækker jeg mig ud. Det blev også accepteret, mine gamle venner opsøgte mig ikke. De kunne godt se, at jeg havde fået min chance. For de venter jo også bare på deres chance til at komme ud, det gør alle. Så jeg var inde i miljøet med respekt, og jeg kom ud med respekt. Men jeg synes, jeg har mere respekt nu, for nu har jeg vist, at jeg godt kan være helt deroppe, men at jeg også har styrken til at trække mig ud igen.«

Jern er nøgle til lykken
Farzad er en fighter. Hver morgen står han op klokken 5 for at tage den lange tur på i alt to timer hen til sin læreplads som smed. Først med tog fra Fredericia til Vejle og så med bus videre fra Vejle. Han gør en dyd af ikke at komme for sent på arbejde. Det er sket, han har taget en taxa hele vejen til 400 kroner, fordi han har sovet for længe. Men som Farzad tænker: Hvad er 400 kroner i forhold til en chance?
»Jeg har tænkt mig at lære det hele: vvs, maskinarbejde, grovsmed, klejnsmed, arbejde med aluminium, simpelthen at kunne håndværket. Jeg ser det faktisk som en kunst, det jeg laver, selv om det er et arbejde. Jern er noget af verdens hårdeste materiale, men du kan lave det om til alt. Det er fascinerende. Jeg er stolt af at kunne sige: jeg er smed! Den boremaskine eller vinkelsliber, jeg holder i hånden hver dag, er min nøgle til at blive lykkelig.«
Farzad husker, da en af hans kolleger på værkstedet gik på pension.
»Jeg kunne bare se i hans øjne, hvor glad han var. Hans mål var nået. Dén dag, jeg går på pension, er det mit mål også at have sådan et blik, at være stolt af at være gået hele vejen, ikke bare at have taget en uddannelse, men at være gået hele vejen.«
Farzad holder faktisk aldrig fri. I weekenderne arbejder han som pizzabager for at tjene lidt ekstra – og for at holde sig væk fra miljøet.

Sigtet for vold igen
»Det er ligesom at være to personer, det er det, der er farligt for mig. Jeg må hele tiden tænke over ikke at sætte mig selv i situationer, hvor det kan gå galt.«
For nogle uger siden gik Farzad i byen og oplevede en af sine venner få bank.
»Når jeg ser sådan noget, kommer den der person op i mig, som jeg selv er bange for, så kan jeg ikke styre mig selv. Så jeg sparkede fyren i hovedet. Og nu er jeg faktisk blevet sigtet for vold, fordi dørmændene anmeldte mig. Jeg er så vred over, at jeg udsatte mig selv for den situation. Jeg skal bare ikke ind og sidde igen, for hvad så med min læreplads? Hvis de sætter mig ind igen, så er der noget galt med systemet. Selvfølgelig kan jeg godt forstå, at man skal straffes for at sparke en mand i hovedet, men at tage alt det fra mig, jeg lige er begyndt på – igen! Det hjælper hverken mig eller dem. Det håber jeg, dommeren vil forstå. Jeg synes, alle fortjener en chance, for ingen er jo født kriminel. Det er mit budskab til folk: Hold op med at pege fingre ad nogen, men prøv at sætte dig i den persons sted og hav forståelse. Det kan være, han har været igennem nogle ting, du slet ikke kan forestille dig.«

SERIE
Tilbage til rødderne
*I december 2000 flyttede Information ind i ungdomsklubben Remisen i Fredericia, hvor nogle af byens unge hang ud: De svære. De frække. De utilpassede. Unge med anden etnisk baggrund end dansk, som dengang konstant fik pisk i pressen. Nu er Information tilbage i Fredericia 2005 for at møde de unge rødder, som siden er blevet voksne. Hvordan er det gået dem? Første artikel blev bragt onsdag den 12. januar

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her