Læsetid: 2 min.

Folkeskole i Århus vil undervise på arabisk

I Århus vil man undervise en hel årgang tosprogede elever på arabisk. Ros fra eksperter – udbredt skepsis på Christiansborg
12. januar 2005

Undervisning
I Århus har man fået nok af undersøgelser, der viser, at folkeskolen svigter de tosprogede elever. Derfor ønsker skolerådmand Torben Brandi Nielsen (S) nu at gennemføre et forsøg, hvor en hel årgang tosprogede elever undervises på både dansk og arabisk.
»Danske resultater for tosprogede elever er ikke noget, der imponerer rundt om i verden, og når vi har dokumentation for, at en bestemt metode virker, så er vi efter min mening forpligtet til at tage den alvorligt og afprøve den i folkeskolen,« siger skolerådmand i Århus Torben Brandi Nielsen.
Han henviser blandt andet til den hidtil største undersøgelse af tosprogede elevers resultater, der blev gennemført i USA i 2002. Undersøgelsen strakte sig over 15 år og omfattede over 200.000 elevindberetninger.
Resultaterne viste, at undervisning, der foregår på to sprog, sikrer det størst mulige faglige udbytte for de tosprogede elever.
I Århus har den amerikanske undersøgelse givet inspiration til ideen om at udvælge en årgang fra en endnu ikke udpeget skole og lade en tredjedel af undervisningstimerne i samtlige fag foregå på arabisk. Forsøget kræver dispensation fra undervisningsministeriet, men Torben Brandi Nielsen mener, at de udenlandske erfaringer taler for sig selv.
»Resultaterne er så entydige, at ethvert forsøg på at modsætte sig vil være yderst kritisabelt. Når ministeren er villig til at lovliggøre den såkaldte Albertslund-model, som man ikke kender effekten af på landsplan, er jeg fortrøstningsfuld i forhold til, at vi får en dispensation,« siger han.

Sproget skal respekteres
Flere eksperter hilser det århusianske forslag velkomment. Professor på institut for nordisk filologi ved Københavns Universitet, Jens Normann Jørgensen, understreger vigtigheden af at tage de tosprogede elevers modersmål alvorligt.
»Det er en gave med de enorme sproglige kompetencer, og det er meget vigtigt at signalere, at vi tager elevernes modersmål alvorligt og behandler det med respekt. Forslaget er værdifuldt, men det kræver naturligvis kompetence lærerkræfter og en fornuftig tilrettelæggelse af undervisningen,« siger han.
Også på Videnscenter for Tosprogede og Interkulturalitet, på CVU København og Nordsjælland, er der rosende ord med på vejen til Torben Brandi Nielsens forslag.
»Endelig er der et initiativ, der inddrager modersmålet. Det er på høje tid, at vi tager udenlandske erfaringer til os og gennemfører sådanne forsøg herhjemme. Vi har gennem mange år talt om at inddrage modersmål i undervisningen, og når der tages initiativ til et forsøg, skal man passe på med ikke at skyde det ned, selv om der selvfølgelig også skal tages hensyn til integrationen,« siger han.

Skepsis på Borgen
På Christiansborg får initiativet en blandet modtagelse. Skolerådmandens partifælle, uddannelsesordfører Pernille Blach Hansen (S) er åben for nye initiativer, men frygter, at en ren tosproget klasse vil skade integrationen.
»Jeg er villig til at drøfte ideen yderligere, men skolen skal altså også tilgodese integrationen, og det er problematisk, hvis tosprogede elever kan gå gennem folkeskolen uden at møde danske elever,« siger hun.
Dansk Folkepartis uddannelsesordfører, Louise Frevert, henviser til at den københavnske forvaltning afviste et lignende forslag med henvisning til, at de arabiske børn ikke behersker deres modersmål godt nok til at få udbytte af en undervisning, der skifter mellem dansk og arabisk.
»Lad os holde fast i, at vi har en dansk folkeskole og så i øvrigt lade den debat ligge,« siger hun.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu