Læsetid: 7 min.

Alt for folket

Populismen har bidt sig fast i en grad, der truer demokratiet, advares det i ny debatbog, der foreslår faste fireårs valgperioder og højere spærregrænse for at komme i Folketinget
29. januar 2005

Interview
Populismen har bredt sig med stormskridt i dansk politik med det resultat, at leflen for utilfredse og uengagerede vælgere udgør en fare for demokratiet. Tilstanden er skabt af en blanding af stadigt flere nyhedsjagende medier, en travl befolkning, der ikke har tid til at sætte sig dybere ind i tingene, og et voksende antal politikere, der foretrækker de hurtige, simple svar frem for besværlige diskussioner om forbedringer af samfundet.
Sådan lyder advarslen i en tværpolitisk debatbog, der udkommer i næste uge. Det populære demokrati – et opgør med populismen er skrevet af Henrik Stampe Lund, forskningsadjunkt ved Københavns Universitet, og Peter Mogensen, tidligere ministersekretær for Mogens Lykketoft (S) i Finansministeriet og for Poul Nyrup Rasmussen (S) i Statsministeriet.
Siden udskrivelsen af valget har valgkampen været præget af lynreaktioner og et overflødighedshorn af dyre og mere eller mindre uigennemtænkte løfter. Men set med forfatternes øjne er tendensen til populisme blevet opbygget gennem flere år og muliggjort af 80’ernes og 90’ernes egoisme, individualisering, velstand – og den kendsgerning, at de færreste borgere har tid og kræfter til at sætte sig ind i komplicerede sammenhænge.
Den populistiske trend indebærer blandt andet, at politikerne undlader at diskutere nødvendige men måske upopulære reformer, indtil den dag det bliver nødvendigt at gøre noget drastisk. Og trenden indebærer også, at befolkningens følelser og umiddelbare utilfredshed i aktuelle sager spiller en uforholdsmæssig stor rolle i debatten, forklarer forfatterne.
Politikere henviser i stigende grad til befolkningens følelser og oplevelser af forholdene. Men den populisti-
ske trend er ikke ensbetydende med, at folket samlet set har fået mere at skulle have sagt.
»Sjovt nok er tidens populisme ikke nødvendigvis udtryk for, at folket har fået mere indflydelse på politik som helhed, men blot at de politiske salgstaler er blevet af stadig mere afgørende betydning. Hertil må lægges, at et samfund, som bevæger sig ad denne vej til sidst ikke vil have et aktivt demokrati, men et elitevælde, der spiller op til en apatisk befolkning,« hedder det i bogen.
Henrik Stampe Lund forklarer, at tendensen opleves i alle partier, og at valgkampen indtil nu har vist, at populismen er blevet en slags normaltilstand. Det farlige er, at populismen ikke har som mål og omdrejningspunkt at løse reelle problemer eller gøre samfundet bedre: »Populismen nærer sig ved ikke at løse de politiske problemer. Det er den mest sikre måde at bevare opbakningen på,« siger han.
»Demokratiet er kommet så langt, at vi tror på, at det er der, selv om vi forholder os passivt. Men hvis man virkelig gennemførte en populistisk politik fuldt ud, ville det gå ud over de mennesker, der stemmer på populistiske politikere. For de har ikke løsningerne på større samfundsproblemer på langt sigt,« siger Henrik Stampe Lund.
Et eksempel på populisme i valgkampen er, at de fleste politikere kryber uden om spørgsmålet om kontroversielle reformer, siger Peter Mogensen.
»Et af de temaer, som stort set ikke diskuteres i valgkampen, er forsørgerbyrden. Og her er den ene ikke bedre end den anden. Tilstandene er bare sådan, at man fører ikke en dialog, der går ned i substansen af en af de allerstørste udfordringer for samfundet. Man holder sig væk fra de mindre rare diskussioner, og når nødvendigheden tvinger én til at tage beslutninger en dag, er der kun de dårlige valgmuligheder tilbage,« siger Peter Mogensen.

Spiller de populære kort
I bogen fremhæver forfatterne det problematiske i, at politikerne står i kø for at reagere hurtigt på enhver utilfredshed blandt borgerne. Også selv om utilfredsheden måske slet ikke lader sig fjerne med et politisk svar.
»Den form for utilfredshed, der efter vores mening er blevet en afgørende politisk faktor, som ingen politikere tør imødegå, er den, der er gået i selvsving, det vil sige den, der brokker sig uden at føle sig forpligtet på diskussioner om fornuftig ressourceudnyttelse, prioritering af økonomi og rimelige besparelser«, lyder det i bogen.
»Problemet med den udbredte utilfredshed griber dybt ned i demokratiets struktur. På langt sigt kan et demokrati ikke overleve, hvis det ikke kan regne med politisk engagerede og medlevende borgere, altså statsborgere, der er villige til at diskutere politik, prioritering, svære valg og moralske dilemmaer. Samt vælge politikere, der tør forholde sig ansvarligt til disse problemer.«
Jo travlere og uengagerede vælgerne er, des lettere spil har politikerne og deres spindoktorer det:
»Dette klima skaber mulighed for, at en debat ført på populistiske budskaber – for eksempel indførelsen af en ældrecheck på trods af at fire ud af 10 pensionister er millionærer, og de rigtig fattige skal findes helt andre steder i samfundet – kan blive indholdet af vores politiske debat. Når danskerne lytter så overfladisk til debatten, så er muligheden for at spekulere i, at vælgerne ikke rigtigt kender hele sammenhængen, overvældende. Og meget, meget fristende at benytte sig af. Resultatet er, at man som politiker kan stå og brøle enkle og halve sandheder ud i medie-havet i et væk, vel vidende, at den almindelige dansker ikke er i stand til at vurdere, om argumentationen bag ved holder.«
En af forfatternes centrale pointer er, at den moralske grænse skrider, hvis alt bliver tilladt, blot man kan tælle til 90 eller henvise til befolkningens følelser:
»Populisme er, når vi overskrider moralske grænser for at tækkes kortsigtede mål såsom gode meningsmålinger: Når man spiller på, at vælgerne ikke har kendskab til alle detaljer i en sag, og at man mod bedre vidende spiller det ’populære kort’. Der har altid været populisme i Danmark som i andre lande. Sådan er politik. Vi siger ikke, populismen hverken kan eller skal udryddes, men at der er alt for meget af den, og vi foreslår samtidig løsninger til at ændre denne udvikling,« hedder det.

Ti punkter som bolværk
Forfatterne opstiller i bogen en 10 punkts-plan – et provokatorisk forsøg på at sætte et bolværk op over for populisme:
1. Indførelse af faste, fire-årige valgperioder. Den konstante trussel om, at der kan komme valg når som helst, er i sig selv et problem for debatten. Saglig debat om alvorlige emner hæmmes af, at alle skal være spændt op til valg det meste af tiden. I dag er der nærmest konsensus om, at større reformer skal gennemføres inden for de første par år af en ny valgperiode – derefter tør ingen lægge stemmer til noget større initiativ.
2. Spærregrænsen for at komme i Folketinget skal sættes op fra to til seks procent. Fordelen ved færre partier er, at det giver bedre plads til fordybelse hos medierne. Fraværet af en række partier vil indebære, at der er færre, som skal finde »det ledige standpunkt«, altså det standpunkt som ingen andre partier har, eftersom en vis forskel er nødvendig at markere i forhold til vælgerne. Det er et problem i Danmark, at der altid skal findes så mange forskellige standpunkter. Er der tolv partier i Folketinget, skal der findes tolv standpunkter i hver sag, og partierne tvinges ud i ekstreme synspunkter for at markere sig.
3. Public service skal defineres mere kontant – blandt andet ved at pålægge DR at gennemføre debat- og orienteringsprogrammer, som ikke er præget af behovet for at underholde.
4. Der skal øget fokus på demokrati i undervisningssektoren. Borgerne skal have bedre forudsætninger for at gennemskue politisk retorik.
5. Politikerne opfordres til generelt at vise mere rygrad og turde gå imod strømmen.
6. Grundloven bør revideres. Demokratiet er ikke noget, der er stationært og veldefineret. Derfor bør det være en grundlovssikret ret for enhver, der ønsker at tage del i diskussionen i det offentlige rum, at det kan ske på seriøse og saglige vilkår. En grundlovsændring kan skabe grundlag for en egentlig populismelovgivning, der kan sikre en form for minimumsgrænse for, hvor useriøst medier og debattører kan optræde i den offentlige debat.
7. Der skal gennemføres en reform af folkestyret, der sikrer regeringen mere magt end i dag. Udover at styrke en regering med faste valgperioder kan man også forestille sig, at der skal mere end 90 mandater til at vælte en regering. En stærkere regering er ikke så sårbar over for en populistisk opposition, der forsøger at gøre den upopulær hos vælgerne.
8. Der skal gennemføres flere folkeafstemninger på lokalt niveau. Hvis befolkningen inddrages mere i demokratiets virke, så vil den blive mere engageret og sætte mere tid af til at sætte sig ind i væsentlige politiske emner.
9. Der skal oprettes et Populismeudvalg i Folketinget i stil med Udvalget for Forretningsorden. Tankegangen er den, at såfremt et parti fremsætter et forslag eller fører en kampagne, der er usaglig efter andre partiers mening, så kan disse partier kalde partiet til en drøftelse af forslaget i Populismeudvalget. Alene det forhold, at der kommer en drøftelse af et sådant forslag i dette udvalg gør, at der kommer en belysning af det, som de fleste seriøse politikere helst ville være foruden.
10. Internettet skal inddrages i demokratiets tjeneste – eksempelvis ved at gennemføre prøveafstemninger om forslag og idéer, så politikerne kan få indblik i befolkningens holdninger.

*’Det populære demokrati – et opgør med populismen’. Henrik Stampe Lund, Peter Mogensen, udkommer 2. februar på Tiderne Skifter.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu