Læsetid: 6 min.

Den forbandede virkelighed

Verden er fuld af krudtrøg og illusioner. Ved de sidste trives gennemsnittet
29. januar 2005

Intermetzo
Hver gang man i livet bliver frataget endnu en af sine illusioner, mistes lidt af det eventuelt tiloversblevne livsmod. Henrik Ibsen siger det uforglemmeligt i Vildanden, hvor Doktor Relling giver selvbedrageren Hjalmar Ekdal en kommentar med på vejen. Ekdal kalder sig opfinder, uden at han nogensinde har opfundet noget, fordi alting, som han siger, jo allerede er opfundet. Derfor bliver han liggende på sofaen hele dagen og tænker og lader konen og den svagtseende datter om arbejdet med at retouchere fotografier(!). Hvis han da ikke med en gammel militærpistol og sin forliste gamle far går på jagt efter duer og passer en vingebrudt vildand inde på loftet, sindbilledet på den totale tomme illusion!
»Tager [man] livsløgnen fra et gennemsnitsmenneske,« siger doktor Relling, kynikeren eller snarere det gode menneske som i visse tilfælde kan komme ud på det samme, »så tager [man] lykken fra ham med det samme.« Det er der med andre ord ingen grund til at gøre, tage livsløgnen fra nogen, med mindre denne da er direkte skadende for omgivelserne. Så rejser der sig straks andre moralske problemer, et problem eller moralsk dilemma, som Ibsen jo for så vidt også berører med den tragiske udgang på hele historien.
Men man går, uanset Ibsen og mange andre gode moralister, livsdagen lang og tror på både dit og dat. Nogle tror på julemanden, nogle på reinkarnationen eller på bankvæsenets hæderlighed, andre tror på Vorherre, og de fleste tror på ejendomsprisernes fortsatte stigning.
En dag brister noget af alt dette – kanske det hele, det gør det vel til aller sidst. Så viser det sig, at alt er lamperøg, og manden med leen venter ved sidste sving på vejen og bag ham tomheden eller den ubarmhjertige natur, som gør det ud for meningsløsheden. Eller natur og natur, thi den er hverken det ene eller det andet, hverken ubarmhjertig eller meningsløs, den virker bare, som den hidtil har gjort på en klode hvor grundstofferne i tidernes bogstavelige morgen indgik en særlig alliance, og atomerne, uvist af hvilken grund engang begyndte at søge sammen i molekyler og siden organismer.
En art lov, naturlov som vi kalder det, fordi vi intet bedre ved at sige om de ting, og der formentlig heller ikke er så meget mere at tilføje. Evolutionen, som republikanske fundamentalistisk dominerede amerikanske stater i skolevæsenet – nu igen – forlanger ligestillet med skabelsesberetningen, opfattes dér som intet andet end teori. Det gør givetvis også danske fanatikere. Vi venter blot på den dag, Dansk Folkeparti eller andre tosser forlanger Bibelen ligestillet med Darwin, så børnene selv kan vælge, som deres formørkede forældre finder for godt.

De dumme bukker under
Det er Bent Jørgensen, som i sin fortrinlige bog om udviklingen Dyret i dit spejl – gør opmærksom på dette forhold, altså at evolutionen bestemt ikke er teori, men at beskrivelsen af udviklingen fra Darwins hånd og for den sags skyld også senere evolutionisters hænder – omend mangelfuld og ufuldendt – faktisk er en naturlov. Det vil sikkert komme som en ubehagelig overraskelse, at dét er, hvad evolutionen er. De folk, som denne besked således kommer bag på, må efter al sandsynlighed og på et eller andet sigt se deres gener udkonkurreret af dueligere individer, der bedre begriber forskellen mellem teori og naturlov og derfor står stærkere i konkurrencen. Sådan fungerer naturens udvælgelse. I teori og praksis. Ubønhørligt. De dumme og uoplyste bukker i længden under for de bedre rustede og dermed mere begribende.
Desværre må man jo ikke så sjældent vente ret længe på, at dumhed afløses af det modsatte. I visse perioder, som den herskende opfattes oplysning jo oven i købet som en blindgyde i historien. Her forestiller de oplysningsfjendske sig for eksempel, at pastor Langballe er sidste uovertrufne skud på den menneskelige stamme. Dyret i spejlet er her ophøjet til – nå ja pastor Langballe, Dansk Folkepartis svar på handlingen i Nøddebo Præstegård, nu med aggressioner.
Illusionerne brydes også af korrigerende forskning, som totalt kan kuldkaste vante billeder af fortrolige situationer. Noget har vi vidst længe. Christian den 2. vadede ikke rundt om bordet med tommeltutten i renden som en anden idiot, men sad det meste af tiden, ganske vist som fange, men i rimeligt nok sus og dus og nok af mad og drikke på Sønderborg Slot. Christian den 4. var som flere andre danske konger en fordrukken sut, der velan byggede pæne, langtidsholdbare bygninger, men til gengæld satte rigets sparsomme velfærd over styr med en rent ud tåbelig krigspoliik.
Frederik den 6. var noget nær politisk analfabet og lige så begrænset i knolden, som hans nakke var flad. Havde han fattet meget mere af guldalderens frembringelser og nogle af disses konsekvenser, var der prompte blevet sat en stopper for løjerne. Nogle af de store helte i den nationale traditon, som Valdemar Sejr, Tordenskjold og Orla Lehmann, befandt sig i betænkelig nærhed af det livsfarlige, måske var de psykopater et sted på skalaen. Osv. osv. I den danske tradition, opregningen af de danske værdier, der er så moderne for tiden, har vi immerhen haft en bedårende evne til at binde os selv og den del af omverdenen, der gad høre på, ikke mindst de stakkels skolebørn, vanvittige historier på ærmet:
»Jeg ser de slægter, som gik hen, mens hundredåret skred/ som vandt på Kongedybet, som under Dybbøl led«

Et selvbedrag
Måske det kendteste af alle selvbedrag, som vi skråler i vilden sky: At danskerne skulle have vundet slaget på Reden; en opfattelse der sikkert ville have hensat lord Nelson i undren. Her risikerede denne navnkundige lord både liv og lemmer på grund af de skide danskere – han havde allerede aflagt sig ét stk. arm og ét øje ved diverse søslag – og risikerede oven i den trekantede hat en mytterisag. Midt under slaget, da Nelson havde mere end fod på begivenhederne, hejsede den britiske ekspeditionsstyrkes øverstkommanderende sir Hyde Parker signalflaget, der instruerede de engagerde skibe om at afbryde kampen: Discontinue the action, som dette flag betød. Sir Hyde var en forsigtig mand.
På afstand af kamptumlen og for den sorte krudtrøg kunne han ikke se, hvad der foregik, men syntes at kampen trak længere ud end godt var og ville for enhver pris ikke vende tilbage til London med et nederlag i sin næstkommanderende lord Nelsons tomme ærme. Da var det, at samme Nelson greb kikkerten og satte den for sit blinde øje, hvad der desværre ikke er noget, der tyder på, at han gjorde. Endnu en illusion og god historie fattigere må man, ifølge flådehistorikeren Andrew Lamberts nye storværk om Nelsons meriter, Nelson, konstatere, at admiralen efter forskerens grundige kidlestudier gjorde noget andet: Nelson, mener forfatteren, fik overbragt meddelelsen om signalet fra sin signalgast i mastetoppen, men så det ikke med eget øje, hvad der i og for sig heller ikke var en admirals opgave – især ikke under en træfning.
Derefter henvendte han sig til sine officerer, som han stod sammen med på the Elephants kommandodæk og udtrykte sit mytteri på følgende måde: Som De ved, ser jeg kun på det ene øje. Dette har jeg nu kun rettet stift mod fjenden. Se, det var en pæn og ikke alt for demonstrativ måde at sige, at han ville skide på Hyde Parker. Men mytteri var handlingen ikke desto mindre, og Nelson havde nu bare at vinde slaget mod danskerne, der var en bande amatører i fastforankrede aftaklede skibe med gamle og småkalibrede kanoner i forhold til briternes.
I den situation sendte Nelson en parlamentær i land med besked om at hvis kronprinsen (Fr.6.) ikke indstillede kampen, brændte han, Nelson, resten af de danske skibe af og bombarderede København. Da havde Nelson ikke vundet endnu, men han vidste, han ville vinde og mente, at der var døde nok på begge sider. Denne gestus er i den danske mytos blevet til en sejr! Lidt det samme selvbedrag, som når meningsmålingerne afspejler Fogh Rasmussen som en pålidelig politiker. Dét på trods af kreativ bogføring osv. .

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu