Læsetid: 3 min.

Den franske forbindelse

Foghs korstog mod smagsdommere er en dansk version af et fænomen, der er velkendt i andre lande. I Frankrig man genfinder den danske statsministers sprogbrug på den yderste højrefløj
22. januar 2005

Tema: ned med eliten!
PARIS – Når en fransk regeringschef ved sin tiltræden proklamerer sig som forkæmper for la France d’en bas, kan det forstås som ’Frankrig fra neden’, ’de små i samfundet’ eller noget i den retning, men hvordan man end oversætter det, så er det et umiskendeligt populistisk slogan.
Da statsminister Anders Fogh Rasmussen erklærede krig mod »smagsdommerne«, indledte han en kampagne, hvor der ikke har været mange internationale referencer. Det var ment som – og blev stort set – en insulær dansk debat. Ikke desto mindre finder man slående paralleller i udlandet, ikke mindst i Frankrig, hvor populismen har været på fremmarch – og eliten har stået for skud – siden 1980’erne.
Paralleller, men også forskelle. Hvad Frankrig angår, kan det konstateres, at den reelle og imaginære modsætning mellem elite og folk har mange aspekter og optræder på flere niveauer – fra overfladiske politikerslagord til en debat med dybde, horisont og historisk perspektiv.
Det er fristende at sætte Foghs kampagne ind i en større sammenhæng ved at kaste et blik på nogle nøgleord. Hans eget nøgleord er smagsdommere, og i den internationale baggrund skimter man anti-elitisme, populisme, poujadisme, det tavse flertal, conservative backlash, opgør med 68’erne etc.
I Foghs danske verdensbillede er der et pavedømme, som kulturkampen er rettet imod, og hvis præsteskab bærer titlen smagsdommere: Kulturradikalismen. Det er (så vidt vides) en speciel dansk betegnelse, men denne ideologis rødder går tilbage til et særdeles velkendt internationalt fænomen: Oplysningstiden – les Lumières, Aufklärung, Enlightenment.
I Frankrig rasede allerede i det 19. århundrede en debat om arven fra Oplysningstiden, hvis filosoffer, især Rousseau, af nogle blev gjort ansvarlig for revolutionen i 1789. Over for historikeren Jules Michelets romantiserende fortolkning af revolutionen stod Hippolyte Taine med sin fordømmelse af det rationalistiske tyranni.
På en måde blev Oplysningstiden således kompromitteret af revolutionens excesser, og da den revolutionære tradition levede videre i kommunismen, kom vi til at opleve en 200-årig cyklus med et præcist punktum i 1989, Berlin-murens fald.
I Frankrig havde historikeren François Furet allerede på det tidspunkt vakt megen opsigt med sit opgør med de revolutionære idealer, der havde deres udspring i eliten. Oplysningstiden – eller moderniteten – lurede stadig i baggrunden som det suspekte arnested for for en historisk katastrofe.
Frankrig oplevede en kraftig reaktion mod en intellektuel elite, der i årtier havde været venstreorienteret, længe endog med kommunisterne som toneangivende element. 68’erne med deres på én gang anti-autoritære og vulgærmarxistiske slogans blev også genstand for et backlash, anført af filosoffen, senere undervisningsminister, Luc Ferry.

At Frankrig i mange år er blevet domineret af en elite – intellektuel og rød – er et tema, der har vundet en vis popularitet, men det er højrepopulisten Jean-Marie Le Pen, der for alvor har slået mønt på det. Han foregiver at repræsentere ’folket’ over for denne elite.
Le Pens politik er ikke den samme som Anders Fogh Rasmussens, men hvis man leder efter en fransk pendant til den danske statsministers demagogiske korstog mod smagsdommere etc., hans insinuationer, hans propagandistiske tone og opfordring til kamp, så er det kun i Le Pens register, at man finder den samme sprogbrug.
Jean-Pierre Raffarin, der af præsident Chirac blev udnævnt til premierminister efter valgsejren i 2002, hører hjemme i en anden kategori. Når han – skønt han repræsenterer højrefløjen og stort set fører arbejdsgivernes politik – erklærer at repræsentere »Frankrig fra neden«, må det ses på baggrund af, at han er professionel reklamemand og ekspert i slogans, der skal sælge – uden smålige hensyn til sandheden.
Men Raffarin rider ganske klart på tidens anti-elitære bølge, og han påpeger med forkærlighed, at han selv ikke tilhører den klasse af ’enarker’ (elever fra ENA, Ecole Nationale d’Administration), der i årtier har spillet en dominerende rolle i fransk politik og administration, og som næsten er blevet synonym med begrebet elite.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu