Læsetid: 3 min.

Fredsgennembrud udebliver i Sri Lanka

Det har ikke gavnet fredsprocessen mellem singalesere og tamiler, at centralregeringen i Colombo har sat sig tungt på al distribution af nødhjælp til de overlevende tsunami-ofre
13. januar 2005

TSUNAMI I
TOKYO – Forhåbningerne om, at tsunamikatastrofen skulle føre til genoptagelse af fredsprocessen på Sri Lanka er bristet. Hjælpearbejdet er i stedet udmundet i en kold krig mellem centralregeringen i Colombo og LTTE, de tamilske ’befrielsestigre’ i
østatens nordlige og østlige provinser.
Forbitrede anklager fra guerillaens side besvares arrogant af præsident Chandrika Kumaratunge – bl.a. med udbredelse af rygter gennem de statslige medier om guerillalederen V. Prabhakarans død. Kumaratunge vægrede sig trods vedholdende appeller mod at tillade FN’s generalsekretær, Kofi Annan, at besøge de LTTE-kontrollerede områder i nord, som blev hårdest ramt af monsterbølgerne, ligesom hun vægrer sig mod at tillade direkte hjælpesendinger til ’den anden side’.

Skadefro kommentarer
Alle transporter skal gå gennem hendes militær, som kontrollerer alle landets 800 teltlejre for hjemløse, inklusive dem, der ligger i omstridt territorium.
Det betyder bureaukratisk forsinkelse, og at nødhjælpen kun langsomt siver ind til de kvæstede og hjemløse overlevende.
På internettets chatlinjer vrimler det med skadefro kommentarer og hån fra singalesere i syd.
»Tsunamien har udrettet, hvad vores hær burde have gjort for længe siden,« skriver en mr. Peiris.
En anden påpeger, at »de børn, som døde, ville vokse op til at blive soldater i LTTE og selvmordsbombere,« og en tredje konstaterer, at tamilerne ikke har fortjent bedre, end at man lader deres lig »ligge og rådne på gaden«.
Det er svært at undgå det indtryk, at mange af de singalesere, som ikke direkte berørtes af katastrofen, mener, at den trods alt udrettede det positive, at den »lærte LTTE en lektie«. Den store majoritet føler dog kun fortvivlelse og usigelig krigstræthed efter 21 års konflikt, som har kostet 65.000 mennesker livet, og som ved hjælp af selvmordsbombere nu også har ramt hovedstaden Colombo.
Tsunamiens vandmasser dræbte over 30.000, heraf de 18.000 i tamilske områder, og guerillaen kan have mistet op mod 3.000 mand eller en tiendedel af sin styrke.
»Det er tragisk, at tsunamien ikke formåede at slå bro over de politiske og militære kløfter, som skiller singalesere og tamiler,« siger analytikeren Jehan Pereira til netavisen Asia Times.
Han er blandt dem, som for to uger siden så katastrofen som »en gylden mulighed« for ledere på begge sider til at mødes på halvvejen i en forsoningens og tillidsskabelsens ånd.
I stedet er den gensidige mistro blevet forstærket. LTTE anklager Colombo for at prioritere kystlandet i syd, singalesernes kerneområder, og forsinke og besværliggøre hjælpeindsatsen nordpå. Appeller om at rekvirere tunge bulldozere til oprydningsarbejdet er således blevet syltet i dagevis. Hertil kommer, at 1.500 amerikanske marinesoldater kun kan bistå i syd, eftersom LTTE findes på samme terrorliste som al-Qaeda.
»LTTE har brug for en fjende og en syndebuk for at beholde tamilbefolkningens støtte,« siger Colombo-regimets talsmand, Harim Peris.
Guerillaen er dog så langt fra demoraliseret. Mange blandt de lokale er imponerede over dens velorganiserede indsats straks efter bølgernes angreb. Trods chok og kaos greb LTTE’s ledelse resolut ind. Med militær disciplin blev de overlevende undsat, de utallige lig indsamlet, og felthospitaler etableret. I dag er man allerede begyndt at opføre boliger til de hjemløse, flere dage før militæret i syd er kommet i gang. ’Sea Tigers’-brigaderne under ledelse af oberst Soosai spiller nøglerollen.

Rygter
Men rygterne omkring Prabhakaran tager til, selv om den srilankanske statsradio uden forklaring har dementeret egne tidligere oplysninger om hans død.
Utvivlsomt blev rygtet spredt for at skabe uro i LTTE’s geledder og tvinge en leder, der er kendt som introvert despot, til at give sig offentligt til kende. Det har Prabhakaran siden 1992 normalt kun gjort en gang om året – på ’Heltenes dag’, den 26. november. Ifølge en viceadmiral i flåden skulle Prabhakaran og hans efterretningschef Pottu Amman have mistet livet, da kæmpebølgerne skyllede hen over en kirke i Mullaitivu midt under en gudstjeneste. Ifølge andre forlydender var oprørslederen blot savnet.
Guerillaen var naturligvis hurtigt ude med et dementi, men på en sådan måde, at det har ført til spekulationer om en magtkamp inden for den hemmelighedsfulde bevægelse. Tsunami-katastrofen er en så stor begivenhed, at Prabhakaran burde have vist sig f.eks. i en lejr eller et sygehus for at højne alles moral og øge giverviljen hos tamiler udenlands.
LTTE er antagelig blevet svækket af tsunamibølgerne og har nedtonet sin retorik så meget, at de næsten lyder defensive. Spørgsmålet er så, hvordan Chandrika Kumaratunge og hendes generaler tolker det. Fortsat dødvande er trods alt stadig det mest sandsynlige.

*Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her