Læsetid: 3 min.

Genreblanding – Genreforvirring

Når en kunstner blander genrerne dygtigt, tilføjer han yderligere betydning til værket – men blandingsmisbrug kan også føre til, at målet med det hele holdes på forvirrende afstand
21. januar 2005

Litteratur
Men hvad status har i grunden den tekst? spurgte litteraturforskeren Jørgen Bruhn, da jeg i søndags i Proust-Selskabet havde citeret og analyseret en besynderlig essay-fortælling af Peer Hultberg.
»Cire perdue«, som den hedder, efter en gammel støbeteknik, stod oprindelig trykt i tidsskriftet Den Blå Port og indgik 1995 i prosasamlingen Kronologi. Stofmæssigt set er der tale om et komprimeret litteraturhistorisk portræt, der bl.a. kommer omkring den berømte historie om madeleinekagen, som, dyppet i lindete, ifølge Proust fik ham sat på sporet af den tabte tid. Også hans litterære debut får et par ord med på vejen, ligesom hans spektakulære død, midt i en korrekturrettelse, og hans selvsikre tagen parti for oberst Dreyfus.
Hvad formen angår, adskiller »Cire perdue« sig dog markant fra gængs biografisk portrætskriveri. De første to tredjedele af teksten kører uden punktum som én rablende strøm, en blanding af poesi og fortællen, henvendt til den afdøde digter. Så skifter ret pludseligt perspektivet fra 2. til 3. person; der kommer punktummer ind, Hultberg sætter en større distance, giver sig til at skandere og skildre. Og til allersidst overtages tekstens stemme af Proust, idet der glides fra ’han’ over ’du’ til et ganske vist nedtonet ’jeg’.
Hvilken status kan man nu tillægge sådan et stykke prosa? Jo, det er en ægte hybrid, et mødested for metoder, der ellers normalt ses nydeligt fordelt på litteraturhistorie, biografi, novelle og lyrisk digt. Vi kommer nok teksten nærmest ved at kalde den en poetiseret psykoanalyse af Proust. Hovedsagen er, at den som genreblanding fungerer.

Det samme kan næppe siges om tirsdag aftens hastigt arrangerede partilederdebat i tv. Her sad, inde på selveste Statens Museum for Kunst (!), to striber af politiker-personer perspektivisk linet op med Reimer Bo Christensen i forsvindingspunktet. Stofmæssigt var der tale om en længe imødeset start på en længe opreklameret valgkamp, der åbenbart skal handle om børnefamilierne og de ældre, ikke om den krig, der har ført os på et dødsensfarligt eventyrtogt med demagogerne Bush og Blair, ikke om den til himlen skrigende arbejdsløshed, ikke om andet end det, som di værste analyseinstitutter har påvist interesserer tvivlrådigt trippende marginalvælgere.
Hvad formen angik, var partilederdebatten en genreforvirret farce. Krønike-Land på familieskovtur. Godmodigt drilleri. Et dårligt tilrettelagt talkshow. En opvisning af folks nye tøj og spindoktorerede image. Allervanskeligst at kapere var den jovialt indforståede tone: »Nu er du sur,« sagde Holger K. til den Pia Kjærsgaard, der altid er sur. »Marianne,« sagde Bendt Bendtsen til sin forgængerske som økonomi- og erhvervsminister. Hvor vi før i tiden kunne forvente en vis markeret afstand mellem de politiske aktører, blev vi tirsdag vidner til sammenklapning af fronter, allernødtørftigst modarbejdet af især Enhedslistens Frank Aaen. End ikke det at kalde studieværten for »Reimer« og »Reimer Bo« holdt deltagerne i frokostselskabet sig for gode til, og i hvor høj grad de havde ladet sig gøre til dele af mediet, demonstrerede de til slut ved herren hjælpe mig at oplæse budskaber fra en teleprompter.

Vi ved alle sammen godt, at tonen til daglig på Christiansborg kan være endog særdeles gemytlig, og at venskaber på tværs af fronter ofte bliver varmere end internt i partierne. Alligevel understod partilederne sig i uden videre at flytte snapstingsslabberadsen ind på Kunstmuseet og derfra ud til folket.
Hvilken status skal man tillægge sådan et tv-program? En genreblanding var det, men ufunktionel og uskøn. Vi kommer nok sandheden nærmest ved at kalde det for et harmløst show. Men som vi har lært af Per Højholt, skal et show koncentreres om kunnen og funderes i genrebevidsthed, selv når genrerne blandes.
Hultbergs tekst har sin styrke i at kunne, hvad portrættet og poesien og psykologien kan, når ellers de arbejder sammen. Partilederdebattens svaghed var, at den fælles genreoverskridelse forhindrede de medvirkende i at tale om – politik. Hold på formerne, tak!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu