Læsetid: 6 min.

En gidselbefrier kom til byen

Når al-Zarqawis terrorister kidnapper udlændinge i Irak, pakker Leslie Edwards sin rejsetaske og gør klar til forhandling om liv og død
27. januar 2005

Kidnapning I
Manden sidder i hotellobbyen som aftalt, men i første omgang overser jeg ham. Han ligner ikke det, jeg er på udkig efter.
Han er ældre. Sidst i 40’erne. Mørkhåret, neutralt klædt i blå bukser, blå striktrøje, ternet skjorte. Gennem brillerne studerer han papirerne i en større mappe på sofabordet foran sig. Tilsyneladende ganske opslugt. Da jeg tiltaler ham, tager han brillerne af, ser venligt op og præsenterer sig høfligt på nydeligt engelsk. Akademiker fra et bedre britisk universitet kunne man tro. Litteraturprofessor måske.
Det er forkert. Navnet er Leslie Edwards, og det er vitterlig manden, jeg skal møde. En af de hårde negle fra Clayton Consultants Inc., som min kilde har sagt.
Edwards er tidligere officer i den britiske hær. Har været på ikke nærmere definerede missioner i Centralamerika og Afrika samt antiterror-operationer i Nordirland. Da han for 10 år siden forlod hæren, tog han tilbage til det centrale Afrika for at udføre sikkerhedsopgaver for humanitære organisationer. I dag er han ansat hos Clayton Consultants, der har adresse i San Diego, Californien, men reklamerer med at være til stede i hele verden.
Leslie Edwards er sådan én, man kan få brug for, hvis man i disse dage tager til krigszonen i Irak. Bliver man kidnappet af en af de kriminelle eller ekstremistiske grupper, der hærger op til det irakiske valg på søndag, kan Edwards være manden, der dukker op for at redde en. Hvis man kan betale.
Clayton Consultants, hvis medarbejdere bl.a. er tidligere efterretningsfolk, politifolk og militærpersoner som Edwards, arbejder sammen med den amerikanske forsikringsgigant American International Group (AIG), der tilbyder kidnapningsforsikringer. Skal man f.eks. som journalist til Bagdad for at dække valget, kan AIG tilbyde en forsikring, der bl.a. garanterer, at der er såvel den nødvendige løsesum som forhandlerekspertise fra Clayton Consultants til rådighed, så chancen for at slippe fra en eventuel bortførelse med livet i behold er rimelig.
»Vore hold har aldrig mistet et offer i en bekræftet sag om kidnapning for løsepenge,« hedder det i Claytons præsentationsmateriale.
At risikoen i Irak er formidabel, fremgår af forsikringspræmien. Direktør Kenneth Nielsen fra AIG Europa kan ikke opgive en fast pris – det afhænger af de specifikke forhold ved den enkelte rejse.
»Men jeg kan sige, at man ikke får noget for under 25-30.000 kr. i præmie,« oplyser Kenneth Nielsen.
Information kender tilbud, hvor præmien for en kidnapnings- og afpresningsforsikring for en uge i Irak overstiger 70.000 kr. Ikke overraskende, når gidselstagere i Irak i offentligt kendte tilfælde har opnået løsesummer på over en million kr. Og når forsikringsselskabets betaling for en mand som Leslie Edwards ydelser siges at være 10-12.000 kr. pr. dag.

Halshugget
Selv taler Leslie Edwards ikke om penge. Men den venlige mand beretter gerne om arbejdet i Irak. Sidste år løste han to gidselsager i det konflikthærgede land.
»Internationalt håndterer vi omkring 15 kidnapninger om året. Det gør Clayton Consultants til det største firma i denne branche i verden. Sidste år var et specielt godt år – vi have omkring 19 kidnapninger, flest i Latinamerika,« siger Edwards.
»Vi tilkaldes af klienter, som har fået et familiemedlem eller en medarbejder i deres selskab bortført. Når vi møder en sådan klient, er der altid kaos. Vores opgave er at håndtere krisen og skabe struktur i det forløb, der skal gennemføres.«
Leslie Edwards er sjældent den, der forhandler direkte med gidseltagerne. Normalt bruger man som mellemmand en ven af den berørte familie eller en person fra det berørte firma – folk som fra gidseldramaets dag ét trænes og instrueres i opgaven af Edwards og hans kolleger.
»I april sidste år blev vi tilkaldt, da en canadisk statsborger blev kidnappet af shiamuslimer i det sydlige Irak. De anklagede ham for at være israelsk spion, han blev vist frem på tv, slået og brændt med cigaretter. Vi etablerede et krisestyringshold i Bagdad og forhandlede i løbet af 10 dage hans løsladelse på plads. Der blev ikke betalt løsesum – kidnapperne forstod, at manden ikke var spion, men nødhjælpsarbejder.«
Opgaven for Edwards lille hold omfattede også at få gidslet bragt sikkert ud af området.
»Det var på det tidspunkt et farligt område med bagholdsangreb og megen skydning mellem shiaer og koalitionstyrker. Koalitionen var ikke i stand til at hjælpe os, så vi måtte selv bringe manden ud. Det skete med hjælp fra irakere, som risikerede deres eget liv for at få ham i sikkerhed. Men det gik godt.«
Den anden kidnapningssag involverede to tyrkere, som i oktober blev bortført af sunnimuslimer i det centrale, oprørshærgede Irak.
»Det ene gidsel fik hovedet hugget af, før vi blev involveret i sagen. Han blev vist frem på tv to dage før, jeg ankom.«
»Vi tror, bortførerne var en lokal bande, der arbejde sammen med folk fra politiet. Antagelig var gidslet, der blev halshugget, solgt videre til ekstremister, mens den anden blev ’solgt’ til os, altså frigivet for en løsesum. Det tog 12-13 dage at forhandle ham fri,« siger Leslie Edwards.

Ingen spilleregler
Edwards fortæller, hvordan gidseltagerne er blevet stedse mere professionelle. Da bølgen af bortførelser startede i efteråret 2003 var ofrene typisk udlændinge, der ophold sig på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. ’Opportunistiske kidnapninger’ kalder han det.
»Nu er flertallet velplanlagte, målrettede kidnapninger, hvor kidnapperne bruger tid, besvær og penge på at foretage grundig rekognoscering og planlægning. De overvåger målet og gennemfører semimilitære operationer med brug af overvældende magt. Nogle af grupperne er tidligere medlemmer af sikkerhedspolitiet og sikkerhedsstyrkerne.«
Edwards siger, at han selv færdes med to britiske vagter og seks irakiske, når han er i Irak.
Chancen for at overleve som gidsel i Irak afhænger af, hvem der tager en.
»Fanges du af shiamuslimske bander, er chancen for at slippe levende fra det stor. I de fleste tilfælde er det et spørgsmål om penge og tid og hvor meget, der skal til af hver. Der er nogenlunde kendte spilleregler.«
Edwards viser en graf, som kidnapperne antagelig meget gerne ville kende: En rød kurve viser gidseltagernes krav og en sort kurve forhandlernes ditto i en given kidnapningssag. Under forhandlingen falder den røde kurve, mens den sorte stiger, indtil de mødes i kompromisset – punktet for den resulterende løsesum. Den røde falder meget stærkere, end den sorte stiger.
»Der bliver altid startet med helt vanvittige krav fra bortførernes side. Vi kan som regel få dem ned på fem-20 procent af startsummen. Hvordan vi gør det, er en af de ting, jeg ikke kan tale om.«
Anderledes forholder det sig, hvis man som udlænding kidnappes af sunnimuslimske oprørere eller islamiske ekstremister.
»Så er risikoen for at blive dræbt meget stor,« siger Edwards og fremviser en ny graf med søjler over dødshyppigheden for gidsler fanget af forskellige irakiske grupper.
»Ansvarlig for de fleste bortførelser af udlændinge er grupper som Abu Musab al-Zarqawis terrorgruppe og gruppen Ansar al-Sunna. De er helt ekstreme, og med dem er der ingen spilleregler. Hvis de er involveret i en sag, er det med tungt hjerte, man rejser til Irak.«
Begge islamistiske grupper har bånd til al-Qaeda, og begge har i de seneste uger voldsomt optrappet deres terroraktiviteter i Irak med bortførelser, selvmordsbomber og henrettelser.
Leslie Edwards er af den holdning, at det var nødvendigt og rigtigt af USA at »neutralisere« Falluja, som var blevet en hvepserede af oprørere og terrorister.
»Nu er noget af det skiftet til byer som Mosul og Kirkuk, og jeg forventer flere problemer deroppe. Jeg vil ikke bliver overrasket, hvis vi efter valget af en shiamuslimsk domineret regering får en situation præget af total hensynsløshed.«

Fædresnak
Jeg spørger den venlige mand, om han skal til Irak igen, og hvor stor en risiko, han er villig til at løbe.
»Hvis der kaldes på os, så kommer vi. Jeg løber ingen unødig risiko, men vi gør det, der skal gøres.«
Edwards tager brillerne på og bladrer i sin mappe.
»Nu skal jeg vise dig grunden til, at jeg passer godt på mig selv,« siger han og rækker to billeder over til mig.
Ét af hans lille lyshårede søn, et andet af hans lidt ældre datter med langt, mørkt hår. Billederne er godt beskyttede i plasticlommer bag alle mappens grafer om gidslers overlevelseschancer, løsesummers udvikling og Clayton Consultants kompetencer.
»I det lange perspektiv er jeg optimistisk på Iraks vegne. Det er et land med olie, veluddannede mennesker, mange iværksættere, store muligheder. Jeg håber, at jeg om 10 år kan tage mine børn med på ferie der,« siger han, smiler og spørger, om jeg selv har børn.
Og således slutter samtalen med den tidligere antiterrorekspert i den britiske hær, nuværende kidnapningskonsulent i Irak, med en snak fædre imellem om deres børn.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her