Læsetid: 3 min.

Vi glemmer. Billeder husker. Vi husker billeder

Over for krigens og katastrofens billeder kommer følelser og fantasi til kort. Men billederne husker for os
7. januar 2005

I den norske avis Aftenposten mener en klummist, at vi med tsunami-katastofen i Sydøstasien har fået akut brug for forfatterne, som er dem, der kan fortælle en stor historie om det forfærdelige, der er hændt. I sådan en situation trænger vi til de store historier, mener hun. Ud fra en lignende overvejelse har en række norske digtere sagt ja til at deltage i en forfatterstafet og for 5.000 norske kroner formulere deres indtryk af katastrofen. Pengene går til ofrene. En af dem, Lars Saabye Christensen, mener det er vigtigt at sætte ord på katastrofen. »Forfattere arbejder med sprog og har sproget som deres instrument, og vi kan være med til at finde ord, der ikke nødvendigvis hjælper eller lindrer, men som måske skaber et fællesskab,« siger han til norsk radio, NRK, hvor digtene vil blive læst op.

Da jeg i min forrige klumme selv mente, at det her kunne der ikke skrives store historier om, føler jeg trang til at fortsætte, hvor jeg slap i sidste uge.
Selvfølgelig kan der skrives lejlighedsdigte, og måske går de endda over i litteraturhistorien, men ikke nødvendigvis, og slet ikke, fordi de tillægges den type værdier, Lars Saabye Christensen fremhæver. Når et digt som Tom Kristensens om Gustaf Munch-Petersens død er gået over i litteraturen, er det hverken fordi det hjælper, lindrer eller skaber fællesskab, men fordi det er et godt digt, der med linjer som medens du hviler, skudt ned, skudt ned,/dit Livs ubesindigste Digt, for altid har installeret sig i hukommelsen. Forfatteren Ib Michael, der befandt sig i Thailand, da flodbølgen kom, har skrevet beretninger til Politiken, men ville det bidrage til vores erkendelse, endsige lindring eller fællesskab, hvis Ib Michael i sin næste bog skildrede en flodbølge (jeg tvivler på, han vil gøre det)?

I sidste uge var jeg inde på, at medierne lagrer katastrofen i hovederne i en anden kadence end fortællingens – vi oplever så at sige i et evigt nu, hvor vi går op i det, der netop nu foregår – hvilket ikke modsiges, men tværtimod bekræftes af, at samme medier nu begynder at minde os om, at vi er ved at glemme Darfur og andre katastrofer. De er nemlig lagret på samme måde: De var det, vi gik op i, da de var ’på’.
Her er det en nærliggende tanke, at det måske er andre udtryksformer end sproget, nemlig billedbombardementet, der først og fremmest får os til at opfatte på denne måde. Susan Sontag, der døde dagen efter, at tsunamien ramte landenes kyster, beskrev i sin klassiker On Photography fra 1977 fotografiet som en ’billedøkologi’, hvor løsrevne fragmenter af verden og historien blev blandet på en måde, hun sammenlignende med surrealismen. Præcis som man kunne fristes til at opfatte de seneste ugers billedstrøm. Susan Sontag kaldte det »en promiskuøs æstetisering af eksistensen«, der gjorde enhver til »turist i andre menneskers virkelighed og i sidste instans i sin egen.« Altså kunne det virke fristende at fremdrage On Photograpy nu, hvis ikke Susan Sontag i den sidste bog, hun nåede at udgive, Regarding the Pain of Others, netop i lyset af lidelsen havde revideret sin opfattelse. Stillet over for krigens og katastrofens billeder, som dem vi siden anden juledag er blevet oversvømmet med, men også har opsøgt med en slags uomgængelighed, kommer følelser og fantasi til kort, mente hun. Efter i tre år at have opholdt sig i Sarajevo, var hun, skønt hun knap nævner baggrunden, selv nået til den opfattelse, at lidelser i krig og katastrofer er ubeskrivelige og ufattelige. Vi magter helt enkelt ikke at holde fast på dem. Derfor må vi lade billederne huske for os, var hendes konklusion.
Tænker man på den måde, åbner der sig tilmed dén lange historiske hukommelse, de færreste kan mobilisere via fortællinger. Ikke kun fotografiet af en skrigende vietnamesisk pige, der nøgen løber hen ad en vej med napalm brændende i sin nøgne hud, men også Goyas raderinger af krigens rædsler er vi i stand til at fremkalde for det indre blik. Og så etableres der faktisk en form for fortælling, for skal vi undgå, at billederne lagrer sig som en promiskuøs æstetisering af eksistensen, må vi fortælle hinanden, hvad de forestiller.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her