Læsetid: 4 min.

Globaliseringsspillets tabere

De europæiske lande vidensopruster eliten i globaliseringens navn. Men i alle landene står en lavtuddannet taber-gruppe tilbage. Det er svært at se, hvad opskriften på succes for dem er. Hverken ekstremt lave lønninger eller permanent statslig forsørgelse er attraktiv
26. januar 2005

Globalisering
PARIS – Dagsordenen er den samme over hele Europa, en svinefabrik lukker, et værft pakker sammen, en tekstilindustri flytter eller en elektronikvirksomhed out sourcer store dele af produktionen østpå til lavtlønslande. Derefter kommer bunke-afskedigelser af både ufaglærte og faglærte arbejdere, lokalsamfund som kastes ud i krise, stigende arbejdsløshedstal og en utryg dagligdag for de mange mennesker, som frygter for fremtiden.
Men EU’s politikere og økonomer har et svar. Det hedder viden. Borgerne i hele EU skal på skolebænken, og det mest synlige bud på det er Lissabon-processen: Strategien for hvordan Europas velfærdsstater ikke bare skal overleve, men også fortsætte den relative succes af velstand, velfærd og social tryghed, på det fortsat mere globaliserede verdensmarked.
Strategien blev formuleret for fire år siden under det portugisiske EU-formandskab, og målet er, at EU inden år 2010 skal blive verdens mest konkurrencedygtige og videnbaserede samfund med en bæredygtig økonomisk vækst og flere og bedre job samt bedre social integration.

Elendig karakterbog
Strategien anbefaler massive investeringer i forskning, uddannelse og udvikling. I den nyeste evaluering af Lissabon-processen fortaget af en ekspertgruppe med den forhenværende hollandske ministerpræsident Wim Kok i spidsen noteres det, at USA og landene i Østen for længst er oppe i et gear, hvor deres hastighed i teknologisk udvikling sætter Europa længere og længere tilbage. Og som det også hedder i rapporten, er det tillige sådan, at »selv om kinesiske lønninger udgør en brøkdel af de europæiske, er det klart, at forskellen i kvaliteten af varer produceret i Kina og Europa er lille eller ikke-eksisterende.«
Dertil kommer, at det ikke går godt med de ambitiøse målsætninger. Arbejdsløsheden er generelt for høj (målet for den samlede EU-beskæftigelse er 70 procent, mens mindst halvdelen af de arbejdsdygtige over 55 år skulle være i job. Beskæftigelsesniveauet er i dag på 64,4 procent, og kun godt 40 procent af de ældre har arbejde, selvom Danmark, Sverige, Holland og Storbritannien er kommet op på de 70 procent først og fremmest via en høj andel kvinder på arbejdsmarkedet), væksten for lav, forskningsindsatsen for ringe (målet hedder tre procent af BNP på forskning og udvikling – bare to EU-lande, Finland og Sverige, har opfyldt mål tallet. Gennemsnittet i EU er to procent af BNP).
Læg dertil, at arbejdsmarkederne er for stive, arbejdsstyrken skrumper på grund af for tidlig tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet, og så endeligt polariseringen mellem dem, der kan uddannes og dem, der falder bagud i videnssamfundet. Man kan kalde dem, hvad man vil; udstødte, marginaliserede, lavtuddannede eller uuddannede.
Men hvor Kok har bunker af anbefalinger til at sætte skub i videnssamfundet, så har han (som Lissabon-strategien generelt) intet at sige om, hvad der skal ske med den gruppe på arbejdsmarkedet, som ikke er modtagelig for indlæring. Han anbefaler heller ikke, at de bliver ladt i stikken. At de dårligt uddannede eksempelvis burde ned på det lønniveau, som findes i de lande, vi skal konkurrere med – en ultra liberal løsning, som der næppe er opbakning til blandt Europas politikere eller befolkninger.

Tabere og vindere
At problemet eksisterer er tydeligt i alle EU-landenes statistikker. I Danmark falder eksperterne tilbage på (efter)uddannelse til restgruppen under alle omstændigheder. Professor ved Institut for Erhvervsstudier ved Ålborg Universitet Bengt-Åke Lundvall er en af dem, der anbefaler den kur.
I en artikel i Jyllands-Posten har han sagt, at der »er en farlig modsigelse i forhold til den vidensbaserede økonomi. På den ene side tales der om betydningen af viden og læring. På den anden side ender man med anbefalinger, som intensiverer den globale konkurrence og styrker de kortsigtede finansielle perspektiver. Det giver endnu mindre tid til den refleksion, der er nødvendigt for enhver læreproces.«
»Politisk set vil det kunne betyde, at en globalt orienteret elite mister forbindelsen med store befolkningsgrupper, som så vil søge efter politiske løsninger, der går imod elitens strategier.«
Ifølge Lundvall bliver vinderne dem, »der har grundliggende kommunikationsevner i orden, kan samarbejde, tilegne sig nye færdigheder hurtigt og skabe overblik og sammenhæng i virvaret af kompleks og hurtigt foranderlig information.«

Viden giver penge
Taberne bliver dem som »har vanskeligt ved at tilegne sig nye færdigheder, fordi de ikke i hverken uddannelser eller arbejdslivet har tilegnet sig de krævede kommunikations-, samarbejds- og læreevner. Det er især ufaglærte, ældre lønmodtagere, som i mange år har fungeret i rutinejob, hvor der er blevet stillet alt for få krav til deres læreevne,« »en del unge under uddannelse og nyuddannede, som er blevet fremmedgjort i forhold til skolen, og som får svært ved at følge med tempoet,« og endelig »danskere med en udenlandsk baggrund. Disse er særlig sårbare i den lærende økonomi, hvor der er få rene rutinejob tilbage. Behovene for indslusningsmodeller, som gradvist giver indblik i dansk sprog og dansk arbejdskultur, er nødvendige og vil kræve radikal nytænkning blandt faglige organisationer og arbejdsgivere.«
Andre eksperter er enige. Nina Smith, der er professor i nationaløkonomi ved Handelshøjskolen i Århus og tidligere vismand har også peget på, at »der vil altid være mennesker, som falder af i svinget. De kan ikke følge med eller bliver nedslidte. Men også i globaliseringens tidsalder vil der blive brug for ’barberjob’. Den gamle tese om, at vi ikke kan leve af at barbere hinanden, er selvfølgelig ikke helt forkert. På den anden side vil vi stadig have brug for at få vores børn og gamle passet med omsorg. Der vil være masser af job i restauranter og lignende steder. Servicefunktioner, som ikke kan outsources til andre lande. Men hvis vi skal have råd til at give de mennesker en ordentlig løn, kræver det, at resten af samfundet er relativt velstående. Vi skal have råd til et samfund, som ikke udstøder folk. Men vi kan kun få et rummeligt Danmark, hvis vi klarer os godt i videnssamfundet. Kun på den måde bliver der penge til at støtte de mennesker, som har svært ved at klare sig«, sagde hun i august 2004 i Politiken.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her