Læsetid: 2 min.

Gravesens galaktiske gåde

Danske Thomas Gravesen har gode chancer for at triumfere på Real Madrids verdenshold
17. januar 2005

Fodbold
Det er en evighed siden, at spanske fodboldfans talte om Jensen og Simonsen. Og efter Michael Laudrup for ni år siden sagde farvel til Real Madrid, har ingen danskere triumferet i den spanske førstedivision. Men med Atlético de Madrids køb af Jesper Grønkjær og nu Thomas Gravesens landing i Real Madrid er den spanske liga igen en dansk affære – også. Grønkjær har i sine to første kampe for Atlético vist, at han vil få en fremtrædende rolle på holdet. Og aftes iførte den 28-årige Gravesen sig så for første gang Real Madrids hvide kampdragt, da kongeklubben spillede hjemme på Santiago Bernabeu stadion mod Zaragoza. For øjnene af ingen ringere end Pelé på tribunen. Forventningerne er enorme til den 28-årige Thomas Gravesen, der har kontrakt med Real Madrid indtil juni 2008.
Klubpræsident Florentino Pérez, der mest har købt verdensstjerner – fordi de styrker Real Madrids globale merchandize-forretning med trøjesalg og hele pivtøjet – har præsenteret Gravesen som ‘Danmarks bedste spiller’.

Thomas til tomrummet
Vikingen eller ‘den galaktiske trold’, som den kampivrige er kaldt i spansk presse, udfylder et alvorligt tomrum på Real Madrids altid offensivt anlagte midtbane. For han er ikke bare en mad dog, som Everton-fans kaldte ham, men har også en glimrende teknik, et farligt langskud og blik for de dybe afleveringer. Siden Real Madrid – efter at have vundet det niende europæiske mesterskab i Champions League-finalen i 2002 – solgte Makelele, er Reals midtbane igen og igen faldet sammen og har ladt forsvaret i stikken. Og stjernerne i fronten – Zidane, Figo, Ronaldo, Raúl og Owen – er falmet og har kun momentant demonstreret den angrebsfodbold, de på papiret er destineret til.
David Beckham – der har været en god forretning for klubben, fordi ingen sælger så mange trøjer og reklamer – længes efter sin gamle højre fløj og støber ikke ret mange kugler fra sin tilbagetrukne midtbaneplads. På det seneste har multitalentet, den lyshårede Guti, bevist, at han er mindst lige så værdifuld på den defensive midtbane, som han før var på de poster, Zidane og Ronaldo stødte ham væk fra. Guti erobrer bolde og serverer lækre afleveringer, men Beckham blegner.
Derfor har den ambitiøse Thomas gode muligheder for at triumfere på Reals midtbane. Historierne om, hvordan Gravesen smed is i Grønkjærs bukser, hvordan han sendte en modstander på hospitalet, og hvordan han hundser med sine medspillere, er ved at blive afløst af spekulationer om, hvem han trænger ud. Hvis han har formatet. Reals nye brasilianske træner, Luxemburgo, har sagt, at »med Gravesen er jeg nødt til at tænke på, om Beckham vender tilbage til fløjen.«
På et ‘galaktisk’ hold, hvor selv guldstøvlevinder Michael Owen mest er bænkevarmer, er Thomas Gravesen udset til at spille en vigtig kalibrerende rolle som bolderobrer og spilopbygger på midtbanen. Der er en verden til forskel mellem de løbeture i Nørreskovens barske bakker, som Gravesen blev pisket ud på som yngling i Vejle Boldklub og den kosmopolitiske ånd i Spaniens hovedstad. Real Madrid er en af verdens største og mest traditionsrige klubber, men den skaldede dansker mangler ikke selvtillid: »Jeg er kommet for at vise, at jeg er en stor spiller,« siger han.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her