VKR-flertal
De radikale vinder man ikke med slesk tale og billig portvin, lød det engang fra Venstres Uffe Ellemann-Jensen, og til den karakteristik kan det tilføjes, at ingen regering, uanset partifarve, er i stand til at bevare magten i adskillige år, hvis den konsekvent støder midterpartierne fra sig.
Det ved Anders Fogh Rasmussen, og måske derfor fløj han ikke op gennem loftet af begejstring, da han sammen med sin spindoktor Michael Kristiansen og daværende partisekretær Claus Hjort Frederiksen fulgte de første valgresultater på valgaftenen i november 2001 i en suite på Palace Hotel i København: For det stod hurtigt klart, at der kun tegnede sig en VKO-flertals-mulighed.
For få uger siden lagde samme Palace Hotel lokaler til andre interessante betragtninger. Det Radikale Venstre mødtes nemlig på den første tirsdag i det nye år til udvidet vintergruppe-møde på hotellet, og her blev det emne taget op, som har spøgt i radikale hjerner gennem mange måneder i opposition: Skal man løsrive sig mere fra Socialdemokraterne og søge nye græsgange for at få indflydelse?
Et af de folketingsmedlemmer, som tog ordet, var Morten Helveg Petersen. Ifølge Dagbladenes Bureaus oplysninger er det især radikale som Anders Samuelsen, der i dag er medlem af Europa-Parlamentet, sundhedsordfører Naser Khader og altså finansordfører Morten Helveg Petersen, der i stigende grad er irriterede over Socialdemokraternes ageren i opposition.
Connie-stemmer i sigte
Morten Helvegs analyse, som han flere gange har luftet over for gruppefællerne, er, at de radikale vil stå langt stærkere ved at løsrive sig fra Socialdemokraterne: Velfærdsreformer, arbejdsmarked, skat og udlændingepolitik skiller de gamle samarbejdspartnere. Og det eneste, de radikale får ud af at skærpe profilen på mere venstreorienterede emner, er, at de måske tager nogle stemmer fra SF eller Socialdemokraterne.
Vælgerundersøgelser fra Gallup viste således sidste år, at vælgere, der svarer ja til, at de kunne overveje at stemme på R, hovedsagligt kommer fra S, SF eller Ø. Kun omkring hver femte potentielle R-vælger kommer fra V, K eller DF. Og således styrkes den samlede opposition i forhold til VKO ikke, selv om de radikale går frem ved valget.
Med en mere borgerlig midterprofil på udvalgte områder kunne de radikale opsuge stemmer fra de vælgere, som eksempelvis kan finde på at stemme på den konservative miljøminister Connie Hedegaard, lyder altså analysen blandt nogle radikale.
Efter valgudskrivelsen har flere og flere meningsmålinger vist, at der tegner sig et VKR-flertal efter valget. Et regeringssamarbejde med de radikale kan ikke komme på tale. Men flere radikale gruppemedlemmer vurderer, at der vil komme et voldsomt internt pres i partiet for at samarbejde med VK på udvalgte områder og dermed løsrive sig fra S.
De radikales selvfølelse har det ikke godt med at være sat uden for indflydelse, og sulten er stor i folketingsgruppen, hvor man sidste år rask væk gik rundt og fordelte ministerposter, da en SR-regering endnu virkede sandsynlig. Nu står R efter alt at dømme over for endnu en periode i opposition.
Bendtsen interesseret
En coming man i Det Radikale Venstre, folketingskandidat og hovedbestyrelses-medlem Christian Friis Bach, er blandt dem, der har beklaget tendensen til, at S og R har forsøgt at koordinere mange politiske udspil.
Muligheden for et VKR-flertal skal »udnyttes til fulde«, siger han:
»Regeringen har trampet på stort set alle de radikale mærkesager, der har kunnet lade sig gøre at trampe på. Men vi må tage et koldt brusebad og komme i gang med arbejdet,« siger Friis Bach.
Det store spørgsmål er, hvordan en VKR-flertals-mulighed vil få indflydelse på partiernes ageren:
For det første kan det slås fast, at Venstres kontrakt-politik gør det umuligt for Anders Fogh Rasmussen at lave noget med de radikale, som vil føre til løftebrud: Skattestoppet bliver der ikke rørt på, retspolitikken skal ikke ændres, ligesom udlændinge-politikken står ved magt i de kommende fire år. En række kilder vurderer, at samarbejde vil kunne komme på tale på områder som miljø, arbejdsmarked, Europa-politik, erhverv og kultur.
For det andet er der ingen tvivl om, at Det Konservative Folkeparti inderst inde gerne ser DFs indflydelse skiftet ud med radikale mandater. En holdning, som deles af halvdelen af det konservative vælgerkorps.
Nok har den konservative leder Bendt Bendtsen efter valgudskrivelsen bakket VKO-samarbejdet op. Men det er værd at huske på, at hans ideer om eksempelvis skattelettelser til de højere indkomster flugter langt bedre med de radikales holdninger end med DFs. Skatteideer, som også vinder genklang langt ind i Venstres rækker.
Forskel på menneskesyn
Kort efter sin tiltræden som ny partiformand lagde Bendtsen heller ikke skjul på, at DF ikke lå hans hjerte nær:
»Der er en afgrundsdyb forskel på os konservative og så det menneskesyn, som lanceres af det nye makkerpar i dansk politik Glistrup og Kjærsgaard,« sagde Bendt Bendtsen i sin tale til det konservative landsråd og forklarede endvidere, at Dansk Folkeparti ikke skulle have noget at have sagt på en borgerlig regerings politik:
»De kan stemme for vores forslag, hvis de vil. Eller de kan stemme sammen med de røde,« lød det i 1999.
Hvad Venstre angår har Anders Fogh før han blev statsminister flere gange givet udtryk for, at han håbede, de yngre generationer i Det Radikale Venstre styrede mere mod midten. Men at forholdet mellem V og RV er historisk belastet:
»Der er en vis gensidig sympati og samtidig en væmmelse som efter en brutal skilsmisse,« siger Fogh i Thomas Larsens bog I godtvejr og storm fra 2000.
Spørgsmålet er, om VKR-flertallet for Venstre udløser det, der i skaksprog kaldes en giftig bonde. Et træk, der umiddelbart ser fint og tilforladeligt ud, men som rummer farlige perspektiver.
På den ene side vil det øge en VK-regerings manøvremuligheder, hvis der bliver et alternativt flertal uden om DF.
På den anden side vil det blive mere åbentlyst, hvis Venstre når der nu er en anden mulighed alligevel foretrækker det nære parløb med Pia Kjærsgaard & Co.
Accepten blandt borgerlige vælgere af den tætte VKO-alliance har i nogen grad været båret af den kendsgerning, at VK ikke har haft andre muligheder for at få deres politik igennem. Den accept kan smuldre, hvis alternativerne viser sig.
S vil trække mod midten
Under alle omstændigheder kan eksistensen af et VKR-flertal forandre de politiske tilstande. DF vil komme under stærkt pres efter at have solet sig i magtpositionen på midten i gennem tre år. Hvordan partiet vil agere, hvis VK begynder at opføre sig troløst, er et åbent spørgsmål.
Socialdemokraterne vil formentligt blive trukket mere ind på midten, efter på nogle områder at være rykket til venstre i perioden i opposition. Det vil være uden perspektiv for Socialdemokraterne der muligvis vil stå med en ny ledelse med behov for at signalere handlekraft hvis S skal sidde i hjørne og pibe, mens de radikale laver betydningsfulde aftaler med VK i de næste fire år. Første store test bliver, når Velfærdskommissionen senest i slutningen af dette år kommer med sine reformforslag. Her vil såvel de konservative som de radikale fra hver sin side sætte V og S under pres for at ophæve den reformlammelse, der har hersket gennem de seneste år.
