Læsetid: 7 min.

’Det hænder der kommer telegram fra Gud’

’Man skal gøre sig dum og skrive og se, hvad der sker. Det fylder en masse i skraldespanden’, siger manuskriptsforfatteren Kim Fupz Aaakeson, der er aktuel med filmen ’Store Planer’
8. januar 2005

Interview
Hvem husker ikke Sidse Babett Knudsen stå i dørkarmen tilbagelænet, cool og sige henslængt: »Bare ærligt, Sonny-Boy«. Manden bag sætningen og utallige film er manuskriptforfatter Kim Fupz Aakeson, nu aktuel med filmen Store Planer.
Manden startede med sine filmproduktioner tilbage i 1997, lige efter han blev udklækket fra Filmskolen. Den solide række af film rummer blandt andet: Hannibal & Jerry, Den Eneste Ene, Mirakel, Små ulykker, Okay, Se til venstre der er en svensker, Forbrydelser, Lad de små børn og senest Store Planer. Vi mødes en eftermiddag i hans private hjem. Det er den gamle Filmskole, omdannet til et fantastisk åndehul. Fupz er hermed tilbage i ’Filmskolen’. Han havde ikke arbejdet med film, før han startede på Filmskolen. Han havde altid set meget film, men ikke læst så meget. Han boede på det tidspunkt på Christiania og havde brug for en forandring i sit liv. – Hvordan oplevede du Filmskolen ? Fupz: »Der var klart et før og efter med filmskolen. Nogle kan måske læse op selv, men for mig var det fint med lidt skole, lidt modstand, klassekammerater og lektier. Og lige præcis med film er der noget man kan lære. Det er et værktøj og der er en struktur. Derudover skal man forstå, at det at skrive en historie, der senere skal op på det store lærred, koster penge og de økonomiske begrænsninger i forbindelse med en filmproduktion kan være vanskelige at arbejde med. Nogle af dem, der kom fra litteraturen, syntes at de økonomiske begrænsninger var røv og nøgler. Personligt synes jeg, det er en interessant måde at arbejde på. At sætte sig ned og skære fem scener eller 18 sider i et manuskript betyder, at man skal spørge sig selv, hvad der er mest vigtigt, hvilket ikke altid er let. Mit spørgsmål, efter at håndværket fornemmedes, var så: ’Kan jeg overhovedet finde nogle historier?’. Men vi var lidt heldige, for da vi kom ud fra Filmskolen i 1996, røg vi lige ind i opsvinget af dansk film, hvor det drejede sig om at fortælle danske film. Det var en fest at komme ud i.« – Hvordan blev »Store Planer« til ? Fupz: »For længe siden var der en filmkonsulent, der sagde: ’Den danske hovedperson i danske film, er en hængerøv’. Jeg tænkte, at det var sgu rigtigt. Der var for mange hængerøve i dansk film. Så jeg har prøvet at skrive en historie om en hovedperson, der ikke er en hængerøv på noget tidspunkt, han handler, han agerer, han lyver og overbeviser sine omgivelser, også selvom han ikke har så meget at have det i.«

Middelklassefascination
Hvis man skulle vælge en enkelt af hans mange film ville nogle måske foretrække Hannibal & Jerry, andre Den eneste Ene eller Okay eller Se til Venstre der er en svensker eller Store Planer. – Hvad er den røde tråd i dine film ?
Fupz: »Når jeg kigger på mine film er der mange soveværelser og stuer og meget far, mor og børn. Middelklassen fascinerer mig. Jeg er selv vokset op i middelklassen og er far med en datter. Konstellationen mand, kvinde og barn kan jeg ikke få nok af.
Derudover synes jeg, det er hårdt at opleve at ens forældre bliver skrøbelige, i form af at de bliver gamle og dør eller man skal tage sig af dem på anden vis. I mine øjne er familien en skattekiste og jeg skriver meget gerne om middelklassen – og gerne i København. Og der er vel en rød tråd i det, man skriver. For eksempel skriver Paul Auster jo ofte om tilfældet.« – Hvad er det bedste ved arbejdet med et filmmanuskript? Fupz: »Det er når man begynder at ane, at det her kan blive til noget. Så bliver man svedig på overlæben og tænker: ’Nu er den der!’ Det frustrerende efterfølgende er, at man skal skrive det igennem seks gange. Derudover er der mange forskellige interesser og penge i produktionerne og derfor kan gennemskrivningen blive en sej del at skulle igennem.«

’Sådan siger vi nu’
Og her hører jeg, mens jeg noterer, hvad han siger, indeni mig selv Lars Kaalund sige: ’Hvis du var en ludobrik, var du så slået hjem nu?’ mens jeg gør klar til næste spørgsmål. – Hvordan arbejder du med replikkerne?
Fupz: »Jeg går ikke decideret og spionerer folk på gaden. Men hvis jeg f. eks skal skrive til børn, er det nødvendigt, at jeg blander mig med denne aldersklasse. Generelt tror jeg det er en blanding og en fornemmelse af, at sådan siger vi det nu. Hvis jeg ikke selv kan sige det, når jeg læser manuskriptet, så er det skævt. Men nogle gange sker det, at det skrevne på papiret, der ikke var ment som sjovt, pludselig går hen og bliver hamrende morsomt, når skuespillerne siger det. Eller omvendt, at det man troede var sjovt på papiret, ikke er det, når det overlades til skuespillet.« Kim Fupz har arbejdet sammen med en del forskellige instruktører, både mere garvede og mere nye i faget. Blandt disse er blandt andet Wikke Rasmussen-parret (Brødrene Bisp), Natasha Arthy, Annette K. Olsen, Susanne Bier. Det er anden gang han arbejder sammen med Jesper W. Nielsen, som er instruktøren på Store Planer (Okay og Manden bag døren). – Hvor vigtigt er samarbejdet med instruktøren ?
Fupz: »Samarbejdet med instruktøren er yderst vigtigt. Der er stor forskel på at skrive en bog og et filmmanuskript. Når du skriver en bog, har du en redaktør, der meget ofte vender tilbage i dannet form med, hvad der skal skæres i og ændres. Men når du arbejder i filmbranchen, er det lidt af en havnefest. Alle rager på historien og filmen skal ud. Instruktøren sidder inde med det privilegie at have ’final-cut’. Derfor er samarbejdet med instruktøren vigtigt.«

Går til og fra skriveriet
– Har du en skriveteknik, du følger?
Fupz: »Jeg arbejder ens hver dag. Jeg går til og fra skriveriet. Jeg skriver lidt og så går jeg måske ud og køber ind og tænker lidt, og så går jeg tilbage og skriver mere. Mit skriveri er meget smurt ud over hele dagen. Jeg skriver altid. Og det er en vigtig teknik for mig. Mange gør sig afhængig af, om de er i stødet eller ej. Men jeg tror ikke at man altid regne den ud, man skal i stedet bare sætte sig ned og skrive. Man skal skrive løs og bagefter skal man tage et skridt baglæns og skærpe det, man har skrevet. Man skal gøre sig dum og skrive og se, hvad der sker. Det fylder en masse i skraldespanden. Men man skal skrive i modvind, sidevind og også når det er helt vindstille.« – Hvordan lader du ideerne summe ?
Fupz: »Det hænder, at der kommer et telegram fra Gud. Det er jo bare lækkert at modtage, men det er sjældent. Ideer er noget, man arbejder sig frem til. Det kan tage udgangspunkt i en scene, en karakter eller et mærkeligt job, hvor man tænker, hvor sjovt hvis hovedpersonen beskæftigede sig med dette. For eksempel læste jeg for et stykke tid siden om en dansker, der gemte flygtninge i kælderen. Så tager jeg den idé og arbejder videre med, hvordan det ville være at bygge en historie på den situation, hvad vil der ske videre etc. Arbejdet med for eksempel filmen: Forbrydelser startede med, at jeg havde set en dokumentar om kvinder i et fængsel. Anette K. Olsen ville gerne skrive om tro og tvivl og så en dag sagde Ib Tardini: »Hvorfor slår I det ikke sammen?« og så blev det til starten på filmmanuskriptet. Historier er brud på harmonien og der skal tænkes på: »Hvad sker der så?« Det kan enten være i en meget sart, meget brutal eller meget plat stil. Og så arbejder jeg aldrig bare med én ting af gangen. Jeg har altid flere bolde i luften. Og man får hele tiden flere ideer, så det er heldigvis ikke et kar, der tømmes. Nogle gange tænker man: »Hvad nu hvis ens ideer ikke bliver ved med at du?« Men det er jo en erhvervsrisiko. Det er jeg klar over. Det kan jo forsvinde igen. Men så må man tænke på at lægge lidt til side til pension og tænke på at Robert Altmann er 80 år og stadig aktiv i branchen.« – Hvorfor tror du at vi har film ? Fupz: »Mennesket har hele tiden behov for at fortælle historier. Behov for at trække noget begrænset ud, og hvis det bliver skildret godt, vil det minde publikum om dengang, de for eksempel selv løj eller svigtede eller hvad der nu bliver vist på det store lærred. Det er ligesom, når konen kommer hjem og spørger hvordan din dag var, så kan man jo ikke sidde og fortælle i detaljer, men må i stedet trække det vigtigste ud. Det er vel en måde vi deler verdenen på. For at formulere, at vi er her. Og vi vil aldrig holde op med at fortælle historier. Ved at fortælle historier viser vi også, at vi leder efter noget. Derudover synes jeg det er vigtigt med nutidige historier. Det gør ikke noget, hvis det man skriver ikke ender som en klassiker.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her