Læsetid: 4 min.

Hr. Møllers åbning

Operaen på Dokøen indviet med potpourri
17. januar 2005

OPERAEN II
Danmarks fremmeste erhvervmand var synligt stolt og følte utvivlsomt taknemmelighed over for fædrelandet, da han lørdag aften fra scenen præsenterede sin store donation, Operaen. Danmark har jo generøst gennem alle år givet A.P. Møller gode muligheder for at virke – og tjene, så mange penge, at en del af merværdien i hr. Møllers og hustrus personlige fond kunne spenderes på dette prægtige operahus. Herligt hr. Møller, skattebegunsttigelser eller ej, tak er kun et fattigt kvæk.

Den unævnelige
Dansk politiks generelt vage for ikke at sige fjendtlige fornemmelser for det overflødige havde næppe afstedkommet et sådant byggeri, og donationen er alt andet end smålig. Så meget desto mere overraskende, at rederen, trods hans offentligt kendte modsætningsforhold til arkitekten, ikke følte sig foranlediget til at nævne Henning Larsens navn endsige med en gestus af retmæssig omhu dele æren for huset med mesteren bag. Når hr. Møller en dag er et minde på messingpladen i rækværket ved balkonens foyer, vil hr. Larsens navn fortsat forbindes med det uforgængelige og arkitektonisk betydelighed. Man vil til den tid forundret fortælle om en egenrådig bygherre der greb ind i den kunstneriske impuls og til stadighed ærgre sig over gitterværket i fronten, o.a.
Efter hr. Møller, der modtog stående applaus af et trimmet publikum, talte hr. statsministeren, der ikke just er til øl, sang og musik og akavet tog ordene i sin mund. Heller ikke han slog armen ud mod Larsen, der ellers loyalt var mødt frem. Gud ved om det var aftalt spil, at den store arkitekt ku’ ha’ det så godt, ku’ han. Småligt.
Sagt med det samme er huset en betydelig gevinst for dansk musikkultur og vil være det fremover, såfremt driftsbevillingerne lever op til det nye kæmpeapparats formåen. Her melder sig tvivlen, som Johannes Møllehaves rimrette prolog ikke helt bortvejrede, selv om man selvfølgelig nødig vil være den Jeronimus, der – rimet på hus – ikke kun kan se det vidunderlige i resultatet. I Stig Hoffmeyers skikkelse stiger Jeronimus i allongeparyk og galla fra kælderen op til scenen – en gigantisk elevator sørger for skiftet, imponerende. Løjerne begynder, mens publikummen lavere af vækst foran anmelderen brokker sig over ikke at kunne se ordentligt. Udsynet forstyrres faktisk af hoveder foran. Skråner parkettet ikke nok?

Alt høres – måske for godt
Teatret havde til lejligheden sammensat et potpourri af dans og opera. Om dansen andetsteds, det eneste hele stykke var, bortset fra de nyskabte Poul Ruders Sonet med Hanne Fischer, som man gerne hører igen, og Peter Martins’ Jalousie – Landers og Riisagers udødelige Etudes.
Resten brudstykker; som Victor Borge sagde: uddrag af Carmen – udkog af tarmen, hvor anden del af den lange aften lånte ramme fra teatrets gamle Maskarade-dekoration. Første del foruden dansen – og talerne indledt af Elverhøj-ouverturen, hvor man nationalt og umusikalsk ihærdigt springer på benene i kongesangssekvensen.
Her kan akustikken vurderes, og den er storslået. Ingen fejl mulig, alt høres. Måske for godt? Michael Schønwandt bør en dag sætte sig på 14. række sæde 18 og undersøge, om ikke han fremover skal dirigere blot en anelse mindre muskel i tævene til xylophon og andet slagtøj. Det er næsten for meget. Og dét er jo godt, for så kan det dæmpes. Ellers bør dette også siges gesvindt: Schønwandts musikerskab fornægter sig heller ikke en så distræt aften, hvor disse stumper af stor musik er katatstrofer under en mindre pind.
Men altså anden del som sagt Maskarade med alle teatrets folk udkommanderet i kjole og hvidt: sangere, ballet og skuespillere.
Dette skal forestille en festlig aften med personalet til reception og scenetilskuere til kammeraternes bedrifter. Meget naturligt. Selvfølgelig render Det Kgl. Teaters ansatte rundt på scenen og drikker (fake?) champagne og teaterkonverserer, når operaen ved en af sine åbninger af et nyt operahus lufter lutter tilbageskuende highlights for eliten. Igen for at citere Borge, da scenelyset dæmpes til måneskinssonaten: Sådan noget pjat!

Mangler et helt værk
Pjat er sådan nogle uddrag, udkog, splattet ud ét efter ét efter gratis sandwich og hvidvin i pausen. Det duer ikke, uanset at alle enkeltnumrene udføres perfekt, og Schønwandt også her demonstrerer sin kunst og magiske stilsikkerhed. Hvorfor har teatrets ledelse ikke turdet vise den rene vare: et helt værk, en opera til et operahus. For eksempel hele Maskarade med ballet indbygget; eller noget andet, noget der bygger op til de store øjeblikke og ikke blot skærer dem ud af kunstens legeme. Helt galt bliver det med Otello og Desdemonas duet – Tina Kiberg og Stig Fogh, som jo kan deres kram og Rejsen til Reims, en uforståelig stump. Eller terzettten af Rosenkavaleren hvor Gitta-Maria Sjöberg, Randi Stene og Henriette Bonde-Hansen leverer varen, men som jo ikke desto mindre gør vold mod sagen og hele den gribende opbygning, som Strauss og Hoffmannstahl skaber bl.a. for at nå meningsfuldt frem til denne terzet om tidens ubønhørlighed, det uigenkaldelige, det nådesløse og resignationen. Her er stoffet reduceret til det bifaldsværdige, ikke en skid bevægende. Næste nummer.

Hr. Møllers valg?
Og så den store selvmodsigelse. Inga Nielsen indforskrevet med Toscas bøn: Vissi d’arte. Dér sidder man strandet en stund med princippet om ikke at reducere kunsten til dens højdepunkter. Fra det sekund, Inga Nielsen åbner munden, fortælles Toscas historie, hele smerten, hele tragedien, varslet om dødens og adskillelsens bitre stund. Sublimt, uforglemmeligt, aftenens ræson.
Sjovt nok i betragtning af teatrets satsning på Wagner og de mange danske Wagnersangere, der gæster verdens operascener, var den store tysker ikke repræsenteret i potpourriet. Man hvisker i krogene, at det er fordi, hr. Møller ikke bryds sig om Wagner. Men det kan ikke være forklaringen. Nok er det Andeby nye Opera, men Joakim von And bestemmer vel ikke også repertoiret? Teatersladder.
De sluttede med Aida, som bliver det nye hus’ første rigtige forestilling. En sådan har vi nemlig til gode.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu