Læsetid: 3 min.

Og hundene graver stadig

’Camping’ graver de tyske krigsflygtninge i Danmark op af glemslen med mystik og blændende skuespillerteam
22. januar 2005

Teater
»Jeg begravede mig selv,« siger stemmen. »Det er sådan et lille ritual, jeg har.«
Jovist, replikken er både morbid og kryptisk. Men når man har været tilskuer i Lenemarie Olsens univers et par minutter eller fem, lyder den såmænd helt naturlig. For i Olsens ’friluftsthriller’ er ingenting, som det skal være.
Det er ikke præcis til at gætte, hvad der er galt. Men jo, hundene graver i jorden på det nye stykke af campingpladsen – og damen med frakken taler om en kirkegård, der var her engang. Om en lejr. Det var ikke en ferielejr. Hun kom her alene med sin søster i 1945 … Hun hedder Else, nå nej: Ilse.
Camping tager et opgør med fortielsen af de mange tyske flygtninge under og efter krigen – og af danskernes behandling af dem. Omkring 240.000 (!) tyskere var flygtninge her, minder forestillingsprogrammet om – sammen med grumme oplysninger om flygtningenes mangelfulde forhold i lejre rundt om i Danmark. Dødstallene er rystende: Hele 13.000 flygtninge døde her; og i 1945 døde otte ud af 10 flygtningebørn under ét år…
Forestillingen holder sig langt væk fra det moraliserende eller entydige. Olsen kommer bare med nogle sære fakta, som tilskueren så selv kan sætte sammen. I øvrigt er hun ikke så interesseret i regelrette konklusioner: Hun vil hellere pirke til vores lyst til at tro på det, vi mærker – i stedet for bare at tro på det, andre fortæller os. Eller ikke fortæller os. Også når det gælder fortiden. Eller som hun åbent spørger: »Hvem vil du være?«

Gafler i mundkød
Den 27-årige Lenemarie Olsen er uddannet fra Dramatikeruddannelsen i 2001, og hun har udvidet sin dramatik kolossalt, siden f.eks. graviditetsgyseren Søvngænger på Får 302 i 2003.
Lykkeligvis er hendes Olsen-virvar af nedgravede køletasker og babyalarmer og gafler i mundkødet – og ihjellagte pattegrise – blevet forstået af Emmet Feigenberg, der har iscenesat med sans for mystikskiftene. Dynamikken bølger faktisk i Camping, så det næsten ikke er til at holde ud ... Men man ser videre, for man kan ikke gætte, hvad der vil ske.

Frøer i underkjoler
Campingpladsen på Kaleidoskop har et perfekt raftehegn i den uhøflige for-højt-højde, og scenografen Nadia Nabil Nielsen har desuden skabt teltpladser med eksakt slidt-græs og indhegnede grusstier, der lyder præcis så knasende-truende i mørket, som de skal. Og som bliver tilsvarende uudgrundelige i det mareridtslys, som Antonio Rodrigues så effektivt har manipuleret frem.
På denne campingplads har alle det ubehageligt. Det fængslende er, at Kaleidoskops blændende skuespillerteam hele tiden provokerer ubehaget frem med nye overraskelser.
Jannie Faurschou skaber en overrumplende tragedierolle ud af sin lille, sammengroede campingmutter, der trisser rundt med sin pukkel og glatter ud, når Finn Nielsens firkantede campingfatter har været for langt fremme med spejderdolken.
Martin Hestbæk præsterer et forsvar for historieløshedens historiebehov, når han går i kamp mod teltstængerne som neurotisk campinghader over for Maria Richs nu-skal-vi-tænke-positivt-kæreste, der er gået i idyl-krampe.
Anne Birgitte Lind er til gengæld deprim helt ind under sandalremmene. Hun lukker sine kønne øjenlåg og dykker ned på algebunden, hver gang Tom Jensens bredskuldrede machomand forsøger at forklare, hvad han egentlig har gang i: Underkjoler og frøer på én gang?

Spade i græsset
Imens graver Karen-Lise Mynster rundt med sin spade i græsset. På jagt efter den identitet, hun fik smadret dengang som barn i lejren. Ligstanken sidder fortsat i hende, nu et halvt århundrede efter. Hun kan stadig ikke spise kød.
Mens de andre mæsker sig i svinefest, gør Mynster sit ansigt helt flat og gråt, som lå hun stadig med hovedet boret ned i madrassen.
Hun misser mod sin fortid. Hun kan ingenting huske, og hun kan ingenting glemme. Alligevel kommer hun med de få, usammenhængende sætninger, der formodentlig er dem, der vil bide sig fast i tilskuerens erindring: Om flygtningepigens rystende knæ. Om moderens ansigt, der skyllede væk. Om søsterens knogler under hende…
Det er rædselsvækkende, nødvendigt teater, dette her. Så velkommen til Olsens jyske fladland! Her er Danmarks fortid og fremtid på spil. Og hundene graver stadig efter knogler…

*Camping af Lenemarie Olsen. Iscenesættelse: Emmet Feigenberg. Scenografi: Nadia Nabil Nielsen. Musik: Helle Gerda Olsen. Lys: Antonio Rodrigues Andersen. Kaleidoskop til frn 12. februar
www.kaleidoskop.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu