Læsetid: 4 min.

Indonesien giver udlændinge frist til at forlade Aceh

Krigen i Aceh-provinsen er alt for vigtig for den indonesiske hær til at den vil have udenlandske ’vantro’ hjælpearbejdere til at gå i vejen. En ny humanitær katastrofe truer
14. januar 2005

MARCHORDRE
TOKYO – Dødstallet stiger fortsat og er nu på 106.000. Nøden og behovene er grænseløse, og en halv million mennesker er hjemløse. Tsunami-katastrofen har ramt Aceh så ufatteligt hårdt og grumt, at hele verden vil hjælpe.
I dette skæbneøjeblik for en allerede ludfattig, krigsplaget provins, træder så TNI, den indonesiske hær, ind på scenen og beordrer hjælperne – blandt dem amerikanske og australske marinesoldater – til at forlade provinsen før den 26. marts. Det er om 72 dage. Nøjagtig tre måneder efter Den Sorte Søndag.
Indonesiens nye folkevalgte præsident, Susilo Bambang – også han er general – viser sit sande ansigt: En grimasse af magtesløshed og opgivenhed. Det er kun otte dage siden, han bød ledere fra nogle og tyve nationer velkomne til et donormøde i Jakarta og hyldede hjælpen som »en gave fra oven« i landets sværeste stund.
Nu har han fået ordrer fra hæren. Kort og godt: Lad fanden tage de nødlidende, elendige acehnesere og se at få de udlændinge væk, så vi igen kan genoptage vores kamp mod GAM-guerillaen.
Officielt hævder generalerne, at de vil forhindre en gentagelse af Østtimor – Indonesiens ’27. provins’ efter Suhartos militære annektering i 1974, som 24 år senere tog imod fredsbevarende tropper.
Hvordan det endte, ved vi: Østtimor stemte for selvstændighed, og Jakarta svarede igen med blodig terror udøvet af barbariske militsgrupper, hvilket dog ikke rakte til at forpurre uafhængigheden. Indonesiens militær glemmer aldrig dette ydmygende nederlag.

Hovedrysten over hæren
Men militæret har også andre grunde. Aceh-provinsen har været deres malkeko, og generalerne har taget deres andel af de penge, der er blevet afsat til offentlige projekter og byggerier. Dele af indtægterne for olie-, gasudvinding og tømmereksport er også havnet i deres private lommer.
Desuden støtter mange i TNI de jihadbevægelser, som hæren benyttede sig af på Østtimor og Sydmolukkerne, og som nærer en fanatisk modvilje mod tilstedeværelsen af ’vantro’ på den jord, der engang var det første brohoved for islams erobring af det indonesiske ørige. Med føje kan militæret også henvise til folkeviljen. Massemedier, som står TNI nær, har oppisket en stemning af dyb uro over den store tilstedeværelse af amerikanske og ikke mindst australske tropper.
FN og giverlandene var nærmest lamslået over ’marchordren’. I Banda Aceh opfattede mange nyheden som en bizar spøg.
»Det vil kræve års hårdt arbejde at få Aceh på benene igen,« sagde en UNDP-ekspert og rystede på hovedet.
Ved topmødet mellem de største giverlande i Jakarta den 6. januar var der stor enighed om en langsigtet indsats, som både skulle give Aceh infrastruktur, nye boliger og nye job. En særlig gruppe er allerede begyndt at udarbejde en plan for regionen, som er en af de fattigste og mest underudviklede i Indonesien.
TNI forklarede, at man manglede ressourcer til både at kunne håndtere rednings- og nødhjælpsarbejdet og ønskede selv at påtage sig ansvaret for hele sikkerhedsspørgsmålet. De udenlandske tropper fik besked på at gå ubevæbnede rundt og kun i eskorte med indonesiske soldater. TNI insisterede ligeledes på at stille tolke til rådighed, en gestus, som de næstfølgende dage blev sammenlignet med ’overvågning i nordkoreansk stil’. Nu siger hærchefen, general Endriartono, at man nok selv skal klare sig, når de tre måneder er gået. Præsident Susilo sidder mellem to stole. Han er tilhænger af TNI’s engagement i Aceh, men han vil også gerne forbedre forholdet til USA og den vestlige verden.
Naturligvis vil Jakarta blive udsat for stærkt pres fra Washington. FN har allerede bedt styret om, at redegøre for sine motiver, og Kofi Annan vil med stor sandsynlighed opfordre Susilo til først og fremmest at prioritere hjælpearbejdet og genopbygningen.

Hær og Suharto-styre et
Hvis TNI fremturer, er der stor risiko for, at Indonesien endnu en gang bliver en international paria, der tåler sammenligning med Burmas overtroiske junta.
Hvis de udenlandske hjælpearbejdere bliver kastet på porten, vil det sandsynligvis medføre en dramatisk stigning i antallet af døde, og at Aceh forvandler sig til et makabert teater med ekstrem fattigdom, lav-intensiv guerillakrig og tilfælde af javanesisk, islamisk ekstremisme.
Indbyggerne i Aceh har i lang tid betragtet TNI som undertrykkere, og det gør de stadig, selv om deres sympati for GAM-guerillaen er blevet kølnet.
I Jakarta er demokrati-bevægelsen begyndt at røre på sig efter begivenhederne i Aceh. Kritikken og mistilliden til TNI var ikke til at tage fejl af, da en populær radiokanal i går bad lytterne om at ringe ind. Mange ser hæren i samme dårlige lys som under diktator Suhartos diktatur. Påstanden om, at TNI er den eneste institution, som kan holde sammen på landet, forekommer stadig mere absurd. I dag ønsker TNI ikke fred i Aceh. Ifølge avisen Jakarta Post deltager 25.000 soldater i krigen mod GAM-guerillaen, men kun 2.000 i hjælpearbejdet.

*Oversat af Niels Ivar Larsen og Steen Lindorf Jensen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her