STATUS
BAGDAD - Hvordan skal jeg skildre ødelæggelsen af Irak? Skønt jeg siden invasionen har opholdt mig i dette land i sammenlagt syv måneder, overvældes jeg af alene ved tanken om at skulle beskrive disse forhold.
Hvad jeg blev vidne til i de første måneder af 2004, da det endnu var ret let for en udenlandsk journalist at rejse rundt i landet, gav en barsk, men også forudsigelig forsmag på de rædsler, som resten af året skulle vise sig at rumme.
Allerede på det tidspunkt var irakerne forbitrede og forvirrede. Deres liv var præget af alle de ødelæggelser, som Bush-regeringens brudte løfter havde ført med sig. De brudte løfter, den ødelagte infrastruktur, og de smadrede irakiske byer var unægtelig meget synlige kendsgerninger i de første måneder af 2004. Det sørgelige er, at den ødelæggelse og håbløshed, jeg dengang blev vidne til, siden kun er blevet yderligere forværret.
Længe før de amerikanske medier besluttede sig for at rapportere om de gruopvækkende ting, der foregik bag Abu Ghraib-fængslets mure, vidste de fleste irakere besked med, hvordan befrierne torturerede og ydmygede deres landsmænd.
Allerede i december 2003 fortalte en mand mig om de grusomme ting, der foregik i Abu Ghraib: »Hvorfor benytter amerikanerne sig af de metoder? Selv ikke Saddam Husseins bødler brugte sådanne midler. Disse mennesker er ikke befriere!«
På det tidspunkt var den sorte humor begyndt at florere blandt irakerne. En løsladt fange fra Abu Ghraib-fængslet, som jeg interviewede, sagde f.eks.: »Amerikanerne sørgede for, at min røv fik elektricitet, før mit hus fik det.«
Fangen, Sadiq Zoman, blev anholdt i sit hjem i Kirkuk juli 2003 og holdt indespærret på et militæranlæg ved Tikrit, før amerikanerne ekspederede ham videre i bevidstløs tilstand til Salahadin General Hospital en måned efter. I lægerapporten, underskrevet af oberstløjtnant, Michael Hodges, stod, at Zomans bevidstløshed skyldtes et hjerteanfald forårsaget af hedeslag. Rapporten undlod at nævne at Zomans hoved var overdænget med slag. Ej heller omtalte den brændemærkerne fra de elektriske stød på hans penis og fodsåler, eller mærkerne efter piskeslag overalt på kroppen.
Jeg besøgte hans kone Hashmiya og deres otte døtre i et næsten tomt hjem i Bagdad. De fleste ejendele havde de solgt for at klare dagen og vejen. En ventilator snurrede langsomt over sengen, mens Zoman stirrede tomt op på loftet. En lille nødgenerator summede udenfor, da kvarteret som det meste af Bagdad kun får elektrisk strøm seks timer i døgnet.
Datteren Rheem, som går på universitetet, udtrykte familiens følelser meget godt: »Jeg hader amerikanerne for det, de har gjort. Da de tog min far, tog de også mit liv. Jeg beder for at nogen hævner sig på amerikanerne, fordi de har ødelagt min fars liv, mit land og mit liv.«
Sidste sommer interviewede jeg en sød, 55-årig kvinde, der tidligere havde arbejdet som engelsklærer. Hun havde siddet fængslet i fire måneder i lige så mange fængsler. I Samarra, Tikrit, Bagdad og selvfølgelig Abu Ghraib. Hun fik aldrig lov til at sove igennem en hel nat, fortalte hun. Hun blev afhørt flere gange om dagen og fik hverken mad eller vand eller lov til at komme i kontakt med en advokat eller sin familie. Hun blev forulempet både verbalt og mentalt.
Men det, forsikrer hun mig om, var ikke det værste. Det var, at hendes 70 år gamle mand også blev tilbageholdt og slået. Efter at være blevet slået og afhørt gennem syv måneder døde han i fængslet i det amerikanske militærs varetægt.
Hun græd, da hun fortalte om ham. »Jeg savner min mand,« hulker hun, og står mere og taler ud i rummet end henvendt til os. »Jeg savner ham så meget. Hvorfor gør de det her imod os?« spørger hun. »Vi har intet forkert gjort.«
I perioden, hvor de såkaldte koalitionsmyndigheder (CPA) styrede Irak fra Bagdads Grønne Zone lød deres pressemeddelelser ofte som denne, der er fra 21. maj 2004:
»CPA har for nylig uddelt hundredvis af fodbolde til irakiske børn i Ramadi, Kerbala og Hilla. Det er irakiske kvinder fra Hilla, som syr fodboldene prydet med påskriften Vi deltager alle i opbygningen af et nyt Irak.«
I Det Nye Irak, ligger arbejdsløsheden på 50 procent og stiger støt. Og mangel på drikkevand er i det meste af det centrale og sydlige Irak snarere norm end undtagelse. Sikkerhedsforholdene er dårlige i hele Irak. Selv hvis man går tilbage til januar 2004, før den forværrede sikkerhedssituation stoppede næsten alle genopbygningsprojekter, og ni måneder efter, at krigen i Irak officielt var slut, stod man på tærsklen til det katastrofale. Jeg arbejdede dengang på en artikelserie, som skulle dokumentere præcis, hvad genopbygningen har betydet for vandforsyningen, et område, som den multinationale koncern Bechtel fik hovedansvaret for. Denne kæmpevirksomhed fik, uden at der var indhentet tilbud fra konkurrenter, uden videre tildelt en kontrakt på 680 millioner dollar, som få måneder senere blev forhøjet til 1,03 milliarder. Siden har Bechtel opnået yderligere en kontrakt til en værdi af 1,8 milliarder dollar, som skal finansiere en udvidelse af virksomhedens udbygningsprogram frem til december 2005.
I samme periode gjorde jeg flere gange ophold i mindre byer på ruten syd for Bagdad gennem det, som USA i dag kalder for Dødens trekant til Hilla, Najaf og Diwaniyah for at undersøge vandforholdene for indbyggerne. Ikke så langt fra Hilla var der en gammel mand med et vejrbidt ansigt, der viste mig sin vandpumpe, mens han sad ubevægelig med en tom beholder ved siden af, da der ikke var noget elektricitet. Det eneste vand, landsbyen var i besiddelse af, var fyldt med salt som sev ind i vandreservoiret, fordi Bechtel ikke havde opfyldt sine kontraktlige forpligtelser om at genetablere et nærliggende vandværk. En anden landsby i nærheden havde ikke saltproblemer, men indbyggerne led under kvalme, diaré, nyresten, kramper, og der var endog begyndt at dukke tilfælde af kolera op.
Det var et typisk billede på de byer, jeg besøgte. Resten af turen bestod af hurtige besøg i landsbyer, som alle led under manglen på drikkevand tæt ved eller inden for Hillas, Najafs og Diwaniyas bygrænser. Hilla som ligger tæt på det gamle Babylon har et vandværk og et distributionscenter, som chefingeniør Salmam Hassan Kadel står i spidsen for. Kadel oplyste mig om, at de fleste af landsbyerne inden for hans jurisdiktion ikke havde drikkevand, og han var heller ikke i besiddelse af de påkrævede vandrør til at udbedre ødelagte vandsystemer. Han havde heller ikke kontakt til hverken Bechtel eller deres underleverandører.
Han fortalte, hvordan adskillige mennesker led af følgesygdomme på grund af manglen på rent vand. »Bechtel,« fortalte han mig, »bruger alle deres penge uden at foretage de nødvendige undersøgelser først. Bechtel restaurerer bygninger, men det har de mennesker, som er døde af at have drukket forurenet vand ingen gavn af. Vi har i stedet bedt dem om at forære os en vandpumpe, så vi selv kan sørge for vand. Der er ikke sket nogen forandringer, siden amerikanerne kom.«
I juni seks måneder senere, besøgte jeg Chuwader-hospitalet, som på det tidspunkt behandlede 3.000 mennesker om dagen i gennemsnit i Sadr-byen i Bagdad, som er et kæmpestort slumområde. Dr. Qasim al-Nuwesri, hospitalsdirektøren, begyndte straks at fortælle om de kampe, hospitalet har måttet udkæmpe under besættelsen. »Vi mangler al slags medicin,« sagde han og understregede, hvor sjældent medicinknaphed forekom før invasionen. »Nogle gange er vi nødt til at genbruge intravenøse sprøjter, ja selv nålene. Vi har ikke andet valg.«
På vej gennem Sadrs kloakbefængte gader med affald spredt ud over det hele kørte vi forbi en mur med påskriften Vietnam Street. Lige under stod en graffiti, som tydeligvis var henvendt til de amerikanske befriere Dette sted bliver jeres grav.
Besættelsesstyrkernes brutale taktik er blevet en integreret del af irakisk dagligliv. Jeg har talt med mennesker, som jævnligt sover i deres tøj, fordi husrazziaer er så hyppige. Når militærpatruljer angribes af modstandskæmpere, svarer de amerikanske soldater ofte igen ved at skyde vildt på alt, hvad der bevæger sig.
Og så er der selvfølgelig Falluja en by, der for tre fjerdedeles vedkommende er udbombet og lagt i ruiner, men hvor der stadig kæmpes, skønt de fleste beboere nu har fået lov til at vende tilbage til deres hjem, som i mange tilfælde ikke længere eksisterer.
I maj sidste år fortalte læger fra Fallujas hospital mig om de grusomheder, der var foregået under den første belejring af byen, der strakte sig gennem hele april måned. Dr. Abdul Jabbar, en ortopædkirurg, sagde, at det var vanskeligt at holde rede på, hvor mange mennesker, hospitalet havde behandlet, og hvor mange døde man havde talt. Han skønnede, at mindst 700 mennesker var dræbt i Falluja under belejringen. »Og dertil kommer de utvivlsomt mange døde, som blev begravet i al hast uden at være nået frem til os.«
Vinden, der blæste fra Fallujas Julan-kvarter bragte en stank af lig i forrådnelse, som effektfuldt underbyggede den irakiske læges udsagn. Dr. Jabbar insisterede også på, at amerikanerne havde brugt klyngebomber mod Falluja.
»Mange blev såret og dræbt af klyngebomberne. Vi ved, at det var klyngebomber vi ikke blot hørte dem, vi behandlede også nogle af ofrene for dem.«
Dr. Rashid, en anden ortopædisk kirurg, sagde: »60 procent af de døde er kvinder og børn. Du kan selv gå ud og se gravstederne.« Jeg havde allerede besøgt Martyrernes Kirkegård og havde bemærket det store antal små grave, som tydeligvis var udgravet til børn.
Begge læger siger, at de ikke er blevet kontaktet af det amerikanske militær, som heller ikke har bevilget hospitalet nogen form for hjælp. Dr. Rashid opsummerer situationen på følgende måde: »Det eneste, de sender, er bomber, ikke medicin.«
Dette var før den totale belejring af byen blev indledt i november 2004. Belejringen af Falluja i april, som gav modstandskampen betydelig fremdrift, viste sig at være en forløber for det, der skulle komme i langt større udstrækning. Mens målet for den seneste belejring var at udrense modstandsgrupperne og sørge for sikkerhed frem til det planlagte valg 30. januar, har følgen været som i april måned: en stærkt forværret sikkerhedssituation.
Efter ødelæggelsen af Falluja har kampene ganske vist spredt sig til andre områder, men samtidig er de blevet mere blodige. Familier flygter nu fra Mosul, Iraks tredjestørste by, på grund af advarsler om et nyt forestående storangreb mod modstandsstyrkerne. Mindst en bilbombe om dagen er normen i dag i hovedstaden. Dagligt opstår i hele Bagdad sammenstød, hvor mennesker dræbes. Det samme er tilfældet i byer som Ramadi, Samarra, Baquba og Balad.
Bush-regeringen har for nylig forhøjet tilstedeværelsen af soldater fra 138.000 til 150.000 for, udtaler en talsmænd, at sørge for bedre sikkerhed forud for det forestående valg. Den form for troppeforøgelse fandt også sted under Vietnam-krigen.
Jeg spekulerer på om jeg til januar næste år endnu en gang vil skulle skrive en artikel som hedder: Irak: Ødelæggelsen, hvor de sidste ødelæggende måneder i 2004 kun var en forsmag på rædsler i vente. Og hvordan skal det så ikke gå i 2006 og 2007?
weekend@informmation.dk
© Dahr Jamail og Information
*Oversat af Steen Lindorf Jensen og Niels Ivar Larsen
*Dahr Jamail er uafhængig, amerikansk freelance-skribent. Han har det seneste år været på adskillige besøg i Irak. Han skriver om følgerne af den amerikanske besættelse. Jamail fører dagbog på dahrjamailiraq.com. Information bringer i den kommende tid optegnelser fra hans tid i Irak op til valget den 30. januar
