Læsetid: 5 min.

Kærlighed uden kildevand

To amerikanske film - ’Closer’ og ’We Don’t Live Here Anymore’ – dykker ned i den moderne kærlighed og finder utroskab, nedrighed og desperat sex
21. januar 2005

NYE FILM
De lever af kærlighed og kildevand, sagde man engang om mennesker, som var i et ubekymret og idyllisk kærlighedsforhold. Udtrykket er ved at glide ud af sproget, og i dagens to amerikanske film lever personerne da heller ikke af kærlighed; de må nøjes med at leve for den.
Closer er en stjernespækket Hollywood-film, der kommer ud i 23 biografer, mens We Don’t Live Here Anymore er en downbeat independent-produktion, som beskedent har premiere i tre danske biografer.
Men begge film er firkantsdramaer, der kaster et illusionsløst blik på moderne kærlighed og viser mennesket fra dets mindre pæne sider – mildt sagt.

Alle kneb gælder
»Tag din kæreste med i biografen,« lokker importøren af Closer, men næppe er filmens søde kærlighedsmøde overstået, før vi er fanget i et spind af jalousi, bedrag og hadefuld hævn.
Fire mennesker – to par – indgår i en kompliceret relation: Det er kærlighed ved første øjekast, da Dan (Jude Law) ser Alice (Natalie Portman) på gaden i London, men Dan har også et godt øje til fotografen Anna (Julia Roberts), som er kæreste med lægen Larry (Clive Owen), men ikke desto mindre indleder en hemmelig affære med Dan.
Kærligheden er et spil, hvor alle kneb gælder, også de beskidte. Du ved aldrig, hvor du har din partner. Eller dig selv. »Løgn er verdens gangbare mønt,« siger Dan overmodigt, men han får igen med samme mønt, da Larry indser affæren og tager kampen op.

Manøvrer i lufttomt rum
Nu er det Larrys tur til først at forføre Alice og bagefter Anna, og så vender jalousien og rammer Dan som en boomerang.
Ude af sig selv forsøger han at trænge til bunds i den pinagtige sandhed og udfritte partneren om de mest slibrige seksuelle detaljer, som om sandheden kan kurere hans kærlighedssyge: Hvor elskede de? Hvordan? Hvor mange orgasmer?
Perspektivet veksler mellem de fire involverede, og filmen har en overraskelse i ærmet, som først lægges på bordet i allersidste scene.
Instruktøren er selveste Mike Nichols, der fik et comeback med tv-serien Angels in America og nu – i en alder af 73 – er tilbage med en spillefilm, der har meget tilfælles med hans næsten 40 år gamle had/kærligheds-klassiker Who’s Afraid of Virginia Woolf? Også Closer er baseret på et teaterstykke (af Patrick Marber), også den handler om mennesker, der hader hinanden, men samtidig er dybt forbundet.
Dialogen er veldrejet og spillet stærkt især i de to biroller, som netop har fået tildelt Golden Globe-prisen: Natalie Portman (barnestjernen fra Luc Bessons Léon) som den sanselige og tilsyneladende uskyldige Alice og Clive Owen (Kong Arthur) som Larry, der transformerer sig fra naivt offer til udspekuleret, nederdrægtig hævner.
Men filmen vrister sig aldrig helt fri af teaterkunstigheden, og det er en svaghed, at vi aldrig får nogen forklaring på, hvorfor de to kvinder i London-historien er amerikanske.
I øvrigt kunne handlingen have foregået et hvilket som helst sted. Miljøet – hotel, atelier, lejlighed – er trendy og ekstravagant, men også glat og upersonligt. Karaktererne svæver i et lufttomt rum. Psykologisk. Socialt. Historisk.
Vi hører intet om deres baggrund, familie, job, hverdag og den slags, der kunne have gjort dem til rigtige mennesker og givet os en mulighed for at forstå, hvorfor de agerer, som de gør. Det seksuelle spil er pikant og pirrende, men er der andet på spil end taktiske manøvrer?

Dødelighedens ånde
Der er mindre glamour, men betydelig mere realisme og menneskelighed i John Currans We Don’t Live Here Anymore. Her bor de to akademikerpar i rigtige middelkassehuse i det nordlige Amerika, de har rigtige børn, drikker juice om morgen og kommer til at træde i kattens toiletbakke.
»Hvad er det, vi gør?« »Jeg ved det ikke.« »Skal vi stoppe?« »Stoppe hvad?«
Jack (Mark Ruffalo) og Edith (Naomi Watts) er kørt fast i deres liv et sted i 30’erne og har en heftig affære, mens dødeligheden ånder dem i nakken.
Edith bliver forsømt af sin selvoptagede forfattermand Hank (Peter Krause), som er midt i en alvorlig skrivekrise. Jack er smækforvirret, træt af sin kaotiske kone Terry (Laura Dern), der drikker for meget, men samtidig tæt knyttet til sine børn og den trygge familieramme.
Situationen kompliceres yderligere af, at Jack og Hank, der begge underviser i litteratur på det lokale universitet, er bedste venner, drikker øl på den lokale bar og har faste løbeture i bjergene. Hvor længe kan affæren fortsætte? Hvad vil der ske, når den bliver opdaget? Kommer der mon balance i regnskabet, hvis Hank får en affære med Terry?

Så enkelt kan det siges
Det afdæmpede kammerspil kan i tone og miljø minde om perlen You Can Count On Me, hvor netop Mark Ruffalo fik sit gennembrud i rollen som den traumatiserede bror, der ikke kunne blive voksen. John Currans film indkredser på samme vis hverdagens stille desperation.
Den handler om fire mennesker, der længes efter kærlighed og forsøger at gribe ud efter den, mens de mærker deres nærmeste glide væk.
Det prosaiske livs tragedie skildres med ærlighed og sans for detaljer, selv om historien – baseret på to 1970’er-noveller af In the Bedroom-forfatteren Andre Dubus – ikke er ført helt overbevisende up to date.
Den hjemmegående hustru er en anakronisme, som gør tidsbilledet diffust, men spillet er så stærkt – ikke mindst Laura Dern i sin bedste rolle siden Wild at Heart – at man gerne tilgiver svaghederne.
»Hvorfor går du?« spørger Hank. »Fordi jeg kan,« svarer Edith. Så enkelt kan det siges. Måske har vi det hverken værre eller bedre med hinanden, end vi altid har haft det. I dag har vi bare valget. Vi kan gå eller blive. En ting mere at gruble over – og lave dramaer om.

*Closer. Instruktion: Mike Nichols. Manuskript: Patrick Marber efter eget teaterstykke. Amerikansk. (Palads, Palladium, CinemaxX og Dagmar i København samt biografer i det øvrige land)

*We Don’t Live Here Anymore. Instruktion: John Curran. Manuskript: Larry Gross. Amerikansk. (Gloria, Vester Vov Vov og Øst for Paradis)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her