Læsetid: 5 min.

Kampen mod glemslen

I lyset af Asiens tsunami-katastrofe må opgaven være at skabe både en teori og en praksis for vore moralske følelser
10. januar 2005

ESSAY
Klokken er lidt i 12 onsdag den 5. januar ved S-togsstationen Hohenzollerdamm i Berlin. En fjerdeklasse på idrætsdag har netop stået på skøjter i den skarpe vintersol og tager plads i en af vognene. Skøjteløbsfornemmelsen sidder i kroppen, benene føles lette – det føles som om ens skridt svæver over jorden, når skøjterne er spændt af. Livet er lutter muligheder, omgang efter omgang på maskinpoleret is, med nogen i nærheden som hjælper en af med støvlerne og giver en rygsæk på. Alt er selvfølgeligt: Toget og vinterdagen, kammeraterne, man går sammen med, læreren som holder sammen på universet, og forældrene, som beskytter en. En pige stryger ømt med hånden over venindens fletninger, en dreng lægger armen om sin ven.
Pludselig forklarer en stemme i højttaleren, at hele Europa i dette øjeblik forenes i tre minutters stilhed for tsunami-katastrofens ofre. Alle tog holder stille, fra Kiev til København. De voksne i kupeen tier umiddelbart. Børnene ser på hinanden og undertrykker en latter, som vil boble frem på grund af sære højtidelighed.
Siden forvandles deres ansigtsudtryk, og de bliver tavse. Det er, som om de bliver ældre. Som om øjeblikket delagtiggør dem i en erfaring, der reducerer deres uskyld. Hvilke billeder ser de for deres indre? Mennesker, som prøver desperat prøver at holde fast i betonpiller eller træer, og som pludselig rives bort fra det menneskelige fællesskab af en ukontrollerbar, hæmningsløs naturkraft og slynges mod en reddende forhøjninger eller mod døden i vandet, glimt af ensomme børns angst eller opsvulmede, blålige kroppe på badestranden? De mindes billeder, som de ikke kunne beskyttes imod. Billeder, som vidner om, at tilfældet kan ramme alt, der tror sig selvfølgeligt og sikkert, sønderslide alle bånd og udløse grænseløs, livslang sorg. Jeg ser ind i disse børns alvorlige ansigter. Et af børnene er mit eget, og jeg føler, at Europas sorg er grænseløs og uhelbredelig – men samtidig fælles og fuld af indsigter. Sorgen beskytter os og børnene mod egoismens og velfærdens glemsel.

Voltaire og Leibniz
Den 1. november 1755 på Allerhelgensdag indtraf et jordskælv i Lissabon, som ødelagde alle byens kirker og forvandlede 12.000 bygninger til ruiner. Af byens 260.000 indbyggere døde omkring 50.000 Jordskælvet blev det store samtaleemne i hele Europa. Aldrig tidligere havde en naturkatastrofe fået så stor opmærksomhed. Voltaire angreb fire år senere i Candide filosoffen Leibniz og hans tanker om jorden som »den bedste af alle mulige verdener«. Candide overlever med nød og næppe jordrystelsen. I et digt om jordskælvet skrev Voltaire den berømte linje: »Lissabon ligger i ruiner, og man danser i Paris.« Den indsigt, som den europæiske debat udløste, var trods pariserballernes verden, at livet i de store byer ikke var så sikkert eller selvfølgeligt, som man troede. Den første bølge af medlidenhed med ofrene førte til en selvmedlidenhed, som handlede om en eksistentiel følelse af at danse på en vulkan. Jordskælvet i Lissabon åbnede øjnene på dem, som levede forskånet for ulykke. Filosoffer som Kant, Rousseau, Adam Smith, Diderot og Voltaire debatterede vore muligheder for at føle medlidenhed over for nære eller fjerne katastrofer. Debatten kom til at handle om moral, religion og egennytte. 250 år senere står vi over for den opgave – med henvisning til Adam Smith – at skabe både »en teori og en praksis for moralske følelser«(1). Vi indser pludselig, at Sydøstasiens pittoreske paradisverden skjulte indsigten om disse landes mangelfulde infrastruktur og absolutte nød. Konfronteret med billeder efter katastrofen af nys-ankomne turister med en drink i hånden på strande, som netop er blevet renset fra lig, tvinges vi til at stille spørgsmålet, om ikke turist-erhvervsargumentet, der anføres for at retfærdiggøre disse hastige solbadninger, ser bort fra vigtige menneskelige og moralske aspekter.
Hvis Voltaire havde levet, kunne han i dag have skrevet. Man sørger i Sverige og Danmark og solbader i Khao Lak.

Lysene dør ikke
»Skal I også dø?,« spørger den yngste søn, og vi forstår, at selv hans mindre erfaringsverden er blevet forandret af tsunami-tragedien. »Ja,« svarer vi, »det skal vi.« – »Bliver der ingen ting tilbage?« – »Jo, minder, erfaringer og følelser.« – »Og jeg så? Skal jeg også dø?« - »Ja.« – »Og lysene, dør de også?« »Nej, lysene dør ikke.« Han tænker efter. »Skal julemanden dø?« »Nej,« siger jeg, »julemanden dør aldrig.« I hans latter reflekteres den religiøse indsigt i den evige verdens uudsigelige fryd, udløst af et hastigt blik bag livets kulisser.Katastrofen påvirker os alle. Præcis som den fireårige forsøger vi at redde noget af værdi fra ødelæggelserne.Vi opgiver pludselig vores uindskrænkede egoisme og den populære holdningsløshed. Vi oplever medfølelsens og indlevelsens befriende energi. Alle, som har opgivet troen, leder efter noget at tro på. Hurtigtoget står stille. Fremtidens mål og mening er for et øjeblik skjult i det dunkle. Egoismen, bekvemmeligheden og konkurrencen savner dækning. Fundamentet for vores ligegyldighed ligger i ruiner. Vi påmindes om vores korte levetid som en del af noget større. For en gangs skyld nærmer vi os spørgsmålet om, hvorfor vi er til. Over for flodbølgekatastrofen melder indsigten sig umiddelbart: for at forsøge at være menneskelig – for at hjælpe nogen, skøtte om noget – om ikke andet så en fugl eller en hamster… Måske vil vi en dag kunne gennemskue fremskridtsmytens forførende hærgen og betragte alt, som endnu ikke er blevet udsat for naturens eller civilisationens ødelæggelser, som den virkelige fremgang. Den tysk-jødiske filosof Walter Benjamin tænkte i sådanne baner, da han skrev: »Hver barndom udretter noget stort og uerstatteligt for menneskeheden«. De, som har mistet et elsket familiemedlem, påminder os i deres sorg om alt det, vi har at værne om. Ærkebiskop K. O. Hammar gjorde et stærkt indtryk under indsamlingen i svensk tv, da han lavmælt sagde: »Præcis så uforudsigeligt er livet.«
Hjælpeorganisationernes medarbejdere, som arbejdede døgnet rundt med at lede efter overlevende og identificere lig, fremstod som vor tids ærkeengle og forbilleder.
Efter at flodbølgen har trukket sig tilbage, og vi kan betragte ødelæggelsernes omfang, må vores kamp mod glemslen også indbefatte en dybere forståelse. Livet handler ikke om, hvad vi opnår, men hvad vi lærer os. I smerten er den ikke til at komme udenom: indsigten. Walter Benjamin skrev om historiens engel, som foran ser en eneste katastrofe, som uafladeligt ophober ruin på ruin og kaster dem for hans fødder. Han vil vække de døde og sammenføje det, som er slået i stykker, men der blæser en storm fra paradiset, som hindrer ham deri. Den storm er fremskridtet.
Hvis vi vil hædre vore døde, må vi tage et skridt tilbage. Nu må vi kæmpe imod splittelsen og glemslen. Hvad kan vi lære af børnenes ansigter?

1) Se Henning Ritter, Nahes und fernes Unglück. Versuch über das Mitleid, C. H. Beck 2004

Oversat af Niels Ivar Larsen

Hjælp Sydøstasiens børn. Støt Red Barnets indsamling på
Giro 540 4312 – Mrk. ‘Jordskælvet i Asien’

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu