Læsetid: 3 min.

Kan Bono og Jolie redde Davos?

World Economic Forum samler et par tusinde berømtheder og chefer i Alperne for at redde verden. Igen og igen
26. januar 2005

Topmøde
Det er en iskold, snedækket og stærkt bevogtet alpeby, Davos, der fra i dag og indtil den 30. januar, er rammen for det indflydelsesrige årsmøde i World Economic Forum. Intet andet sted på kloden er der i disse fem dage samlet så meget økonomisk rigdom og magt som netop i Davos.
Under parolen om ’at tage ansvar for hårde valg’ har WEF samlet over 1000 topchefer fra det globale erhvervsliv – anført af så kendte personer som Bill Gates og George Soros. Over 20 stats- og regeringschefer – bl.a. Tony Blair, Gerhard Schröder og Jacques Chirac – har meldt deres ankomst, og måske vil de i det tætte slalomløb i det kosmopolitiske networking-miljø få tid til at hilse på den globetrottende eks-præsident Bill Clinton. Efterfølgeren – kald ham bare W – vil godt være fri for at netværke på lige fod med alle andre Davos-deltagere, så han passer sin ranch i staterne.
U2’s politisk engagerede forsanger, Bono, der endnu ikke har overtalt USA til at frelse Afrika, flyver ind med et lille håb om, at verden demonterer atombomben. Den silikone-forstærkede Angelina Jolie, der nu burde have sagt farvel til dronning Olympias intriger i Oliver Stones slangeepos i Makedonien, vil måske genopstå som FN-ambassadør for hjælp til verdens fattige børn.
Davos er den globale elites dyreste udstillingsvindue for social samvittighed. Og her kan man gå til cocktail-party med berømtheder fra næsten 100 lande eller spise en memorial-middag til minde om, at det er tres år siden, at den nazistiske koncentrationslejr Auschwitz blev befriet fra øst. Man kan også debattere Kinas komme, Amerikas lederskab, tsunamibølgen, og nettets nye blogger-kultur i ’velkommen til blogopolis’.
Man kan smalltalke om ’de forenede organiske fødevarer’ eller hoppe ind i work-shoppen om ’Sex on the brain’. Elsker Gud demokratiet? lyder titlen på en af Davos-elitens debatter, men de er vist mere optaget af bundlinjen, trenden i den globale økonomi og at få markedet ud til de fire millioner personer, der tjener under 2000 dollar om året.

Aktivister versus elite
Set fra toppen af Thomas Manns magiske bjerg er der en afgrundsstor forskel på disse Davos-menneskers møde og så de over 100.000 aktivister, der netop nu mødes i Verdens Sociale Forum syd for ækvator, i Porto Alegre i Brasilien.
Sidstnævnte samler bevægelser, der drømmer om at bevæge verden fra neden, mens de – igen forgæves? – søger at enes om, hvilke nye institutioner den globale verdensuorden har brug for. Eliten i Davos derimod har magt, penge og instrumenter til at forandre verden. Og gøre den mere retfærdig. Hvis det behager dem.
Mens topcheferne fra Nestlé, Shell, Volkswagen og Vodafone tager endnu et greb i inderlommen og noterer en ny netværkskontakt i den personlige digitale assistent, vil World Economic Forum offentliggøre en rapport om, at verdens klimaproblemer vist er værre, end mange tror. Og man vil præsentere en tankevækkende undersøgelse, der viser, at topvirksomheder sjældent lægger en anti-aids strategi, før mindst 20 procent af befolkningen er hiv-smittet i de lande, som virksomhederne opererer i. Den mentalitet vil WEF gerne have ændret.

Gates giver gavmild gave
En af dem, der ikke lader det blive ved snakken, er Bill Gates. Ssidste år forkyndte han i Davos, at han personligt har ’pligt’ til at sikre, at hans rigdom ’vender tilbage til det globale samfund på den mest virkningsfulde måde’, har lige meddelt, at hans filantropiske fond vil give 750 mio. dollar til et globalt børnevaccine-program. Gates, der i de sidste fem år har givet 40 mia. kroner i velgørenhed, håber nu, at hundreder af tusinde børn vil undgå livstruende sygdomme ved hjælp af vaccinen. Lykkes det, burde man måske nok tage skihuen af til ære for Gates.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu