Læsetid: 9 min.

Kanontorden

Når kulturstaten skiftevis smækker pengekassen i eller udtømmer sig som en tyfuspatient, er det så ikke det konkrete politiske udtryk for, nå ja, en anvendt ’kultur-kanon’? Begrebet ’kunstnerisk værdi’ fungerer problemløst, så længe det kun er en sag for ’hin enkelte’, men kulturpolitik er ifølge sagens natur et fælles anliggende. Og derfor også en sag for staten, om det huer os eller ej
5. januar 2005

kulturkanon
Balladen i kølvandet på kulturministerens plan om en »kulturkanon« har straks mobiliseret fortalere og modstandere i hver sin kampdygtige lejr. Det hævdes, at idéen har fået folk i det franske kulturministerium til at dø af grin, mens vort modersmåls ubestikkelige statholder, professor Jørn Lund, derimod mener den kan blive »meget inspirerende«. Ministeren forestiller sig en øget »forståelse af kunstneriske og kulturelle værdier«, men Lars von Trier finder idéen »rædsom« og frabeder sig højlydt en karriere som gallionsfigur. Nogle ser kulturlivet stivne i en påtvungen national grimasse, andre et storstilet stykke folkeoplysning. Er kunst på en statsautoriseret top12-liste ikke borgerlighed af værste skuffe, vanekultur, æstetisk chauvinisme? Er det ikke kunst degraderet til olympiade eller haute couture? Akkompagneret af en hærskare af bedrevidere, ’forstå-sig-på’ere’, censorer, overlærere, skrankepaver – hvem sagde ’smagsdommere’? Mistro til kunstsmagere kan ligne et sundhedstegn, statslig kvalitetsstempling af kunst ligner et overgreb på enhvers ret til at bruge sin egen kugleramme, når det gode og værdifulde i kunsten står til tælling. Og hvad vil de uheldige helte, der skal udvælge f.eks. den musikalske kanon dog stille op? Carl Nielsen er selvskrevet. Men er »Jeg ved en lærkerede« bedre kunst, vigtigere national kulturarv end »Solen er så rød, mor«? Og hvordan skal disse folkedybets hjertebørn af Nielsen vægtes mod hans tanketunge symfonier eller måske den »Helios«-ouverture der garantistempler et tv-nytår som ’superdanish’. Giver det mening at veje en køn melodi på samme brevvægt som en timelang opera? Og er sange i øvrigt ikke hybridformer, samsprog af musik og litteratur? Hører Bergsteds forunderlige »Solen er så rød« ikke til i den litterære kanon? Er operaer musik eller teater?

Kriminel handling
Måske havde det været nemmere at håndtere, hvis ministeren havde foreslået en kanon af hele kunstnere i stedet for enkeltværker. Men heller ingen tror vist for alvor, at der findes objektive eller bare fornuftige argumenter for at Gustav Mahler er bedre end Gustav Winckler. Smag og behag, »ganens ja og nej« (som Nietzsche kaldte det) er netop blot et ja eller et nej, ganer tænker ikke. ’Kriteriernes krise’ er permanent, kunstens ansættelsesforhold til religiøse og verdslige institutioner eller i det gode, sande og skønnes tjeneste er forlængst sagt op, og dermed også dens forpligtelse til at bekræfte nogen eller noget som helst. Kunsten i den moderne verden er ikke længere delt op i Kunst og Kitsch. Moderne kunst er enten – med John Cages ord – en kriminel handling, der ikke retter sig efter regler; ikke engang sine egne, og slet ikke reglerne for god opførsel.
Men hov, har kulturpolitik ikke altid været den politiske forpligtelse til at finde noget væsentligere og mere værdifuldt end noget andet? Er kulturpolitiske valg ikke altid – i hvert fald ideelt set – baseret på forestillinger om kvalitet? Når kulturstaten skiftevis smækker pengekassen i eller udtømmer sig som en tyfuspatient, er det så ikke det konkrete politiske udtryk for, nå ja, en anvendt ’kulturkanon’? Begrebet ’kunstnerisk værdi’ fungerer problemløst, så længe det kun er en sag for ’hin enkelte’, men kulturpolitik er ifølge sagens natur et fælles anliggende. Og derfor også en sag for staten, om det huer os eller ej. Når spørgsmålet om kunstnerisk kvalitet så ofte tabuiseres blandt kunstnere og intellektuelle, er forklaringen åbenlys: At begrunde fælles normer for kunstkvalitet er som at grave et hul i røg. Men at vende ryggen til, at feje problemet ind under gulvtæppet, er et illusionsnummer. For det dukker op igen både hist og pist i nye gevandter, om vi nok så meget anstiller himmelvendte øjne. Et kulturliv, der ikke vil kendes ved forestillinger om kvalitet eller det modsatte, er en kimære. Og en intellektuel, som ikke vil anerkende dette grundvilkår, er simpelthen uhæderlig. Så det er ikke ganske ligetil at vælge side. Én og anden vil nok mindes Holbergs politiske kandestøber, der forsvarer sig imod to disputerende advokater med et: »I har ret begge to, hver på sin måde«. Kulturminister Brian Mikkelsen (K) håber, at hans opfindelse vil sætte gang i diskussionen om kunstnerisk kvalitet. Og får han ret, er det sandelig ikke så ringe endda! I dag er kulturværdier nemlig ikke noget, vi diskuterer. Det er noget, vi måler, i cashflow, i belægningsprocenter, reklame-effekt, pressedækning, eksport og turisme. En diskussion om åndelige værdier vil være en forbløffende nyskabelse i et kulturliv domineret af forbrugervaner og livsstilsindustri, og styret af kulturforvaltere, der vanemæssigt tyer til samme tankegang. Målbare værdier er en forudsætning for markedskræfternes spil, og risikoen er en nedadgående spiral mod en livsholdning, hvor alt, også åndsliv, måles i tal. Tælleapperaternes snurren skaber et åndsliv uden selvtillid, et åndsliv som undskylder sig, som ikke tør vedstå at det kan noget, véd noget og betyder noget; en kultur som er bange for ikke at være bred nok, tilgængelig nok, markedsdygtig nok. En holdning til kunst som gør os alle til shoppere, og som lovpriser brugervenlighed, selv om det taler ned til brugerne og kun venligt over for dem der i forvejen er ligeglade.

Kändis-kultur
I løbet af 1990’erne blev statens udgifter til kultur næsten fordoblet. Kultur kom på mode, og kulturelle aktiviteter blev hvermands eje. Men undervejs blev det næsten ikke til at se forskel på kulturelle aktiviteter og alle mulige andre aktiviteter. Når f.eks. de store kunstmuseer eller Det Kgl Bibliotek omformes til lufthavnslignende miljøer med restauranter, caféer, puslerum, koncertsale og rullende fortove, så sker det jo ikke for at øge værdien af dét der giver det mening at færdes der. Når bibliotekerne står på ryggen af hinanden for at servicere kändis-kulturen med varm kaffe på termokanden, er det ikke med bibliotekslovens krav om kvalitet, alsidighed og aktualitet i hånden – loven end ikke nævner ordet efterspørgsel. Erhvervslivet opdagede et hidtil overset økonomisk vækstpotentiale i kulturområdet. Når blot efterspørgsel og markedsværdi kunne erstatte de luftige åndelige eller kunstneriske værdier. Der kom gevaldig skub i de kulturelle hjul. Men indholdet, meningen, værdierne bag, spurgte kun de færreste om. Kulturen begyndte at ligne en fortidsøgle: Mere og mere krop, mindre og mindre hoved. Erhvervslivet producerer varer. Varer skal udfylde et behov på markedet og indbringe en pris, der er højere end omkostningerne, ellers ophører produktionen. En vares værdi måles i penge, og den skal helst være solgt, før den produceres. At kunstværker ikke er varer, burde derfor være selvindlysende. Men når ministeren f.eks. selv medvirker til, at kunst på direktionsgangene gøres fradragsberettiget helt på linje med farveprintere, hæve-sænkeborde og kaffemaskiner, helt uanset kunstnerisk kvalitet, styrker det næppe forestillingen om kunst som en åndelig værdi. De fleste, af og til endog politikere, medgiver, at kulturpolitik må hvile på en forestilling om værdier, hvoraf nogle tilkendes en særlig, eksemplarisk betydning såvel for den enkelte som for samfundets fællesskab. Og det kan ikke overraske, at sådanne forestillinger ofte knytter sig til opfattelsen af kunstnerisk værdi. I stedet for at fortsætte mundhuggeriet for eller imod den usalige kanon, kunne anledningen derfor benyttes til at tage ministeren på ordet: Hvad er egentlig kunstkvalitet?At selv hverdagsfilosoffen Storm P. igen og igen blev tiltrukket af emnet, dokumenterer, at vi har at gøre med en sag, der optager den danske folkesjæl. I et forsøg på at få redskaber til brug for at dokumentere opfyldelsen af den politisk krævede målsætning om en ’højnelse af kvaliteten’ bestilte Det Kgl. Teater en rapport om kunstnerisk kvalitet hos en række eksperter. Men trods de skrivendes indsigt og skarpsindighed kan jeg ved læsningen ikke helt frigøre mig fra igen at mindes Holberg, nu en passage i Niels Klim, der beretter om Niels’ besøg i et land hvor de lærde kun er optaget af ét eneste stort problem: Om fluernes summelyd kommer ud af forenden eller af bagenden. Svært er det! Og dog har vi alle haft personlige oplevelser, der forvisser os om, at værdier eksisterer. Enhver, der læser et fremmed sprog, kender den fornemmelse, at man nøjagtig véd, hvad et ord betyder, men er ude af stand til at finde et dækkende ord på sit eget sprog. Den slags viden er ikke i høj kurs, for den kan ikke udsiges. Alligevel er det en uafrystelig vestlig vane at betragte viden, der ikke kan begrebsliggøres eller visualiseres som ikke-viden. Den slags viden anses for privat eller irrationel. Men netop det, der i postmoderne jargon hed det ’ufremstillelige’, opkridter måske kvalitetsbegrebets naturlige enemærker.

Syvende sans
Det private kan naturligvis ikke begrundes alment, og det irrationelle kan slet ikke begrundes. Men kunstkvalitet kan ikke uden videre indhegnes bag det private eller arkiveres under ufornuft. Der er nemlig situationer, hvor man enes, hinsides begrundelser eller argumenter, ja, hinsides fornuft og ufornuft. Når medlemmer af en international konkurrence-jury vælger mellem 100 ny-skrevne musikværker fra den ganske verden, vil de i reglen helt uafhængigt af hinanden kassere de 90. Også selv om de har vidt forskellige æstetiske, håndværksmæssige og kunstneriske erfaringer eller helt modstridende holdninger og vaner. Men dette interessante faktum overses som regel, fordi de er rygende uenige om de sidste 10. Når et prominent symfoniorkester annoncerer en attraktiv musikerstilling, kommer 20-30 eller flere ansøgere til prøvespil – musikere, som oftest honorerer alle tekniske og instrumentale krav. Tilbage er kun måden, deres klang, frasering, musikalitet, personlighed. De spiller bag en skærm, og dommerpanelets medlemmer voterer ofte hemmeligt, men ikke desto mindre plejer de stort set at være enige (i hvert fald indtil de begynder at tale om det). Og det kan egentlig kun forklares, hvis man accepterer eksistensen af noget, der ligner en slags syvende sans, en sans, der måske kan sammenlignes med sansen for humor. At noget er morsomt, kan heller ikke bevises, begrundes eller forklares, humor er det, man mangler, når man forsøger at forklare, hvad det er. Og dog er humor i høj grad et fælles anliggende. En fælles ikke-viden er lidt af en prøvesten for tænkningen og må give en filosof grå hår i hovedet. Men blot fordi en vidensform er ordløs, behøver den jo ikke at være et paradoks. Og hvis den eksisterer, må den vel – som andre vidensformer – udkomme i både mere og mindre forfinede udgaver, større eller mindre, rummeligere eller fladere. At skabe kunst er at afvise et uendeligt antal andre muligheder end netop den, man vælger. I enhver beslutning ligger muligheden for at gøre noget andet. Det er stil, det er håndværk, vaner og holdninger, men det er også udtryk for en simpel rygmarvsfornemmelse af, at noget er bedre eller rigtigere end noget andet. Blot er det netop en fornemmelse. For udsiges, dét kan den ikke. Et samfund har andre værdier end de målbare, også værdier, der ikke lader sig udsige. De allerfleste anerkender, at arbejde og penge ikke er nok til at skabe identitet, at evindeligt stigende omsætning og forbrug ikke er nok til at skabe mening, at tidsfordriv og underholdning ikke er nok til at skabe livsindhold, at engagement, følsomhed, intuition og menneskelig nærkontakt er evner, der kræver både træning og vedligeholdelse. Det væsentlige er ikke, hvordan man vælger at udtrykke det. Det væsentlige er, at hvis vore forestillinger om kulturværdi omformes til en rastløs vækstideologi, hvor kun tallene tæller, så taber begrebet efterhånden enhver åndelig betydning. Kultur bliver et praktisk politisk surrogat for allerede tabte åndelige værdier. I stedet for at være et sammenfattende udtryk for de åndelige forbindelser i et menneskeligt fællesskab, bliver kultur et blot og bart klistermærke der betegner, hvordan kunst, sport, mad, mode osv. indgår som dekorative elementer i vores forbrugsmønster. Hvis en kulturkanon kan skyde bare lidt af denne skrækvision i sænk, må vi løbe den risiko, at én eller anden dør af grin. Personlig foretrækker jeg dog at dø af noget andet.

Karl Aage Rasmussen er forfatter og professor i komposition på Det Jydske Musikakademi. Han skriver med jævne mellemrum i Information om klassisk musik

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu