Læsetid: 6 min.

At kende stilheden

Den unge Luxembourg-kunstner Su-Mei Tse kom på kunstens internationale landkort, da hun i 2003 vandt hovedprisen ved biennalen i Venedig. Fra denne weekend kan hendes luftige, musikalske værker for første gang ses i Danmark
15. januar 2005

KUNST
Det kom som noget af en overraskelse, da det i forbindelse med åbningen af biennalen i Venedig i 2003 blev annonceret, at hovedprisen for bedste nationale pavillon, Den Gyldne Løve, gik til Luxembourg – repræsenteret ved en ung og stort set ukendt kunstner: Su-Mei Tse.
Det betød, at den tilstedeværende del af det internationale kunstliv i al hast måtte lære at udtale og huske det kinesisk-klingende navn; dernæst måtte man, eftersom Luxembourgs pavillon ligger ude i selve Venedig, nærmest i den modsatte ende af byen i forhold til det officielle biennale-område, finde udstillingen ad de smalle, snirklede gyder; og endelig måtte man stå i kø for at komme ind, idet Su-Mei Tse havde tilrettelagt sit bidrag bestående af lydværker, videoprojektioner, fotografier og objekter som en totalinstallation, hvortil kun ganske få beskuere fik adgang på samme tid.
Den megen virak kolliderede dermed med værkernes tyste, sfæriske og kontemplative univers. Ligesom den kom ganske bag på kunstneren selv. Forud for biennalen havde hun kun haft ganske få soloudstillinger, men efterfølgende blev hun nærmest blæst om kuld af forespørgsler og måtte på rekordtid lære at sortere i de mange tilbud. Dog havde Museet for Samtidskunst i Roskilde været så heldige (og dygtige) at få en aftale i stand, inden prisvinderen blev annonceret, og resultatet er, at en større del af Su-Mei Tses Venedig-bidrag, plus et par nye værker eller tre, fra denne weekend kan ses i Roskilde. Værker, der alle artikulerer sig med den for Su-Mei Tse karakteristiske blanding af visuel enkelhed, teknisk finesse og universel aflæselighed.
»Behovet for billeder, der taler direkte, er et ret vigtigt udgangspunkt for mig,« siger Su-Mei Tse. »Jeg er ikke interesseret i kunst, som fra starten er meget krævende at komme ind i. Jeg foretrækker at udtrykke mig lige ud af posen og så samtidig at lade tingene være så åbne, at beskueren efter det første umiddelbare møde selv kan finde sin egen vej ind i værket.«

Præparerede fingre
Blandt de værker fra Venedig, som blev hængende på nethinden, var videoinstallationen L’écho (2003). I værkets nærmest statiske videoprojektion ses en ensom skikkelse siddende med en cello på en næsten selvlysende græsklædt eng med udsigt til et overvældende natursceneri i form af en stejl bjergside. Skikkelsen – kunstneren selv, iført knaldrød kjole – slår toner an på celloen, og langsomt vokser en musikalsk dialog frem mellem cellist og ekko, mellem menneske og natur.
L’écho er således et af de forholdsvis mange værker, som uden omsvøb trækker på Su-Mei Tses opvækst i en musikalsk familie – faren spiller violin, moren piano – samt på hendes egen baggrund som klassisk skolet cellist. Kort inde i uddannelsesforløbet kom det imidlertid til at stå klart for Su-Mei Tse, at den klassiske musiks strenge krav om disciplin ikke passede hende: »For at opnå den perfekte lyd, og for at beholde den, er man nødt til at øve i timevis hver dag. Det kan selvfølgelig være en fornøjelse, men det kan også være det modsatte. Inden for kunsten kan man bedre lægge arbejdet fra sig i nogle uger – bortset fra at man selvfølgelig hele tiden arbejder, fordi mange andre ting er relevante for det, man laver. Man har en større frihed til at være interesseret i mange forskellige ting.«
Værket L’écho kan ikke ses i Roskilde. Det kan til gengæld to andre musikrelaterede videoer, La Marionnette (1999) og Das wohltemperierte Klavier (2001). I den første ses kunstneren igen agerende som cellist, denne gang iscenesat som en marionetdukke, som på næsten Peter Land-agtig vis forhindres i at spille, idet den usynlige dukkeførers træk i snorene afbryder musikkens flow og i stedet resulterer i en ny abrupt og spontan komposition. Og som en slags svar på dette modbillede til den klassiske musiks ideal om den perfekte fremførelse lavede Su-Mei Tse to år senere Das wohltemperierte Klavier, hvor man i nærbilleder ser et par hænder med fingre stive af påplastrede ispinde – et sæt ’prepared fingers’ med hilsen til John Cages ’prepared piano’ – en umiddelbart umulig situation, hvor det musikalske resultat overraskende nok er lydefrit, indfølt, forførende.
»En del af mine værker kommenterer den uddannelse, man får inden for klassisk musik – sat over for et frit udtryk. Selvfølgelig har man brug for et teknisk fundament, hvis man skal kunne spille et bestemt stykke. Men jeg har haft det ret tvetydigt med denne disciplinering, og jeg synes, at jeg inden for kunsten føler en langt større frihed i forhold til at vælge udtryk.«

Øst, vest, syd, nord
At det netop er Museet for Samtidskunst, der kommer til at præsentere Su-Mei Tse herhjemme, virker passende, eftersom hendes performance-baserede, musikalske og poetisk-konceptuelt luftige værker synes at indskrive sig i de traditioner, museet så konsekvent har dyrket. Hvilket ikke mindst vil sige lydorienterede værker med rødder tilbage til førnævnte John Cage samt de tidlige 60’eres Fluxus (Nam June Paik og Charlotte Moorman!) og videre frem via navne som Yoko Ono og Laurie Anderson til en yngre samplende dj-kunstner som Christian Marclay.
Su-Mei Tse vedkender sig et slægtskab med Cage. Men hun afviser bevidst at indskrive sig i en tradition. Hun laver ikke som udgangspunkt kunst baseret på anden kunst, men har snarere taget afsæt i sin egen baggrund som cellist. Og først hen ad vejen er hun mere systematisk begyndt at udforske sine forgængeres værker:
»Mine valg har været langt mere personligt begrundede. Selvfølgelig har jeg haft et vist kendskab til kunsthistorie, men som kunstner søgte jeg virkelig bare efter den bedste måde at udtrykke mine idéer på. Og dette med at anvende musik eller lyd hang mere sammen med, at jeg følte, at det var vigtigt at bruge et sprog, jeg var fortrolig med.«
– Der er også tydelige spor af asiatisk æstetik og kultur i din kunst. Hvilken rolle har det kinesiske spillet i din opvækst?
»På grund af min far, som er kineser, blev jeg selvfølgelig tidligt konfronteret med kinesisk kultur, omend det mere var på en følelsesmæssig end en intellektuel måde. Det har noget at gøre med en måde at kommunikere på, som lægger stor vægt på billeder. Men det er noget, jeg først har dyrket mere målrettet i de senere år, hvor jeg er blevet meget interesseret i kinesisk historie og prøver at lære det kinesiske sprog.«
Dette er også baggrunden for et af de nye værker på udstillingen, videoinstallationen The Yellow Mountain (2004), en levende videoversion af et klassisk kinesisk maleri med en kæmpemæssig rund orange skive, der som en overdimensioneret sol stiger op fra tågehavet mellem bjergtoppene.
»Samtidig med at jeg er interesseret i den ydmyge måde at nærme sig naturen på i kinesisk maleri, føler jeg også et behov for at bryde med de klichéer, man i Vesten har om kinesisk og asiatisk kultur som noget eksotisk. Alt afhænger jo af stedet, hvorfra man ser. Tag bare neonværket på udstillingen: Dong, xi, nan, bei (E, W, S, N) (2004). Her siger titlen faktisk det hele: Det er de kinesiske tegn for øst, vest, syd, nord-– i dén rækkefølge. I Kina nævner man netop øst først, fordi det er her, man betragter verden fra.«
»Sådan arbejder jeg meget med synsvinkler og modsætninger. For virkelig at se den hvide farve skal man også kende sort. Og for virkelig at høre en lyd eller et stykke musik skal man også kende stilheden.«

*Su-Mei Tse: Solo. Museet for Samtidskunst, Roskilde, til den 6. marts

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her