Læsetid: 0 min.

Knæk på den røde tråd

20. januar 2005

Her i avisen har man kunnet følge beretningen om nogle unge mænd fra Fredericia, som hører til en gruppe, der bliver talt meget om både hos politikere og i pressen: De såkaldt utilpassede unge. Information besøgte dem i 2000 og tog tilbage for at få at vide, hvordan det var gået dem. På trods af de håb, de unge gjorde sig for fire år siden, er det ikke gået helt godt. De fleste har været involveret i kriminalitet. Spørgsmålet er hvorfor – og hvordan de kom på ret kurs igen. For netop effektive virkemidler er jo det, der er på dagsordenen, når politikerne kræver hårdere kurs over for de unge og for eksempel vil have den kriminelle lavalder sat ned.

På den ene side set viser de unge Fredericia-rødders historier, at det godt kan virke, når samfundet forsøger at straffe sig til bedre opførsel. For nogle af de unge – både dem, der ønskede og ikke ønskede at medvirke i artiklerne – har mødet med retssystemet været et skræmmebillede, der har fået dem til at tænke sig om og gøre noget aktivt for at ’komme ud’ – for eksempel ved at søge en læreplads. Men samtidig har systemet også været medvirkende til, at de unge vender tilbage til miljøet, fordi de oplever, at deres indsats for at komme på ret kurs bliver undergravet af myndighederne, når de eksempelvis som 20-årige Farzad pludselig rykkes op fra fast kæreste, læreplads og et nyt liv, fordi de skal afsone en resterende del af en dom. Eller fordi ingen bekymrer sig om, hvad de går rundt og laver, når skolen eller opholdet på en institution er afsluttet.

Dermed adskiller de unges historier sig ikke ret meget fra dem, man finder andre steder. Professionelle, som arbejder med de unge, peger nemlig på, at de unge ofte bliver kastet rundt mellem forskellige sagsbehandlere og offentlige institutioner, og at de helt generelt savner en rød og gennemgående tråd i støtten, de tilbydes. I bogen Rodløs, som udkom sidste år og er 12 unges egne beretninger om, hvordan de endte op i sikrede, lukkede institutioner, er den manglende røde tråd markant. Her er f.eks. beretningen om en ung mand, der bliver placeret mutters alene i et sommerhus et øde sted med en kasse dåsemad, fordi myndighederne ikke ved, hvad de skal stille op med ham, efter han har fået en dom. Fælles for de unge i bogen er, at mange af dem har haft ’ledighedsperioder’, hvor de f.eks. ikke gik i skole, men hvor ingen greb ind eller spurgte hvorfor. Og at forfatterne til bogen var de første, der nogensinde havde interesseret sig for deres livsforløb samlet set – og det på trods af den uendelige række af velmenende sagsbehandlere, de har været i kontakt med.
Målet for alle må vel være at give de unge de bedst mulige vilkår for at lykkes som borgere. Frem for at diskutere straf og kriminel lavalder kunne man med baggrund i historierne fra Fredericia ønske sig mere fokus på, hvordan samfundets regler og strafpraksis kan spille bedre sammen med de unges behov for at blive set som de individuelle personer, de er, i et samlet livsforløb. For som Farzad siger: »Man kan da ikke bare tage alt væk fra en ung mand, der endelig er kommet op igen?«

moust

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her