Læsetid: 6 min.

Køkultur på MoMA

Med sit nye udseende og udvidede areal tager MoMA et kvantitativt spring fremad, men kvalitativt er der ikke meget nyskabende
14. januar 2005

MOMA
NEW YORK – For kunstelskere har tilbagevendende besøg til Manhattan gennem de sidste tre år ikke budt på, hvad de plejede.
Nuvel, man kunne lægge vejen om det klassiske
Metropolitan Museum of Art, opsøge samtidige amerikanske værker på Whitney Museums biennale eller lade sig friste af den dybt indtagende arkitektoniske oplevelse, det er at gæste Frank Lloyd Wrights Solomon R. Guggenheim Museum.
Men perlen Museum of Modern Art, også kaldet the Modern eller MoMA, har været lukket på grund af ombygning og havde lejet sig ind i nogle pakhuse i bydelen Queens, som man kunne besøge ved enten at tage undergrundsbanen eller køre i bil over East Rivers 59th Street Bridge.
I de nødtørftige lokaler gjorde museumsledelsen, hvad den kunne for at holde den fantastisk rige samling af moderne europæisk (1880-1945) og samtidig amerikansk kunst (1945-80) i live gennem flere udstillinger. En erindringsværdig udstilling stillede nogle af Matisses og Picassos værker overfor eller ved siden af hinanden, hvilket gav beskueren en overraskende fornemmelse af samhørighed mellem de to mestre.
Men stort set var det en skuffelse at besøge MoMA Queens. Queens-skeptikere kunne søge tilflugt i museets relativt nye udstillingslokale og forretning i SoHo-kvarteret, der fornylig blev lukket og – nogle vil sige – meget a propros afløst af en gigantisk stor Prada-butik med et spektakulært interiør tegnet af Rem Koolhaas. Midt i forretningen står bl.a. en mobil scene til mannequin-opvisning.
Et besøg på den japanske arkitekt Yoshi Tanaguchis nye MoMA og Koolhaas Prada-butik i den rækkefølge symboliserer en problematisk sammensmeltning af butik og museum. Hele stueetagen i tøjbutikken ligner et kunstgalleri. Designklæderne er gemt bort i små trange kælderlokaler, hvorfra den klaustrofobiske sjæl hurtigt flygter.
Det nye MoMA er naturligvis stadig et gængs museum. Den elegante, diskrete og kølige arkitektur er på ingen måde dominerende eller indtrængende som Frank Gehrys kan føles i New Yorks og Bilbaos Guggenheim-museer. Tanaguchi lader kunsten komme til sin ret.
Men i sin helhed virker MoMA 2004 som et smagfuldt storbycenter – en mall. Det gælder for arkitekturen såvel som den logistiske organisering af gæstetilstrømningen og de sædvanlige gastronomiske tilbud i spisesteder og souvenirs i museumsbutikker. MoMA er med andre ord ikke blot et museum. Det er også en kæmpe kommerciel læreanstalt.
Der er to butikker, en stor og fin restaurant, to frokostcafeer og en distinkt fornemmelse af som individ at forsvinde i de grå folkemasser. Håb om at blot i nogle få sekunder at stå alene over for et Cezanne, et Matisse, et Pollock bør ingen besøgende nære. Det er fysisk umuligt.

Væk med nydelsen
Den nye bygning har næsten fordoblet sit areal i forhold til den gamle. Der er nu plads til 2.000 gæster, og så mange finder man selv på en mandag formiddag. Overalt står man i kø. Udenfor på 53. gade. Indenfor ved billetlugerne. I garderoben. I caféerne. Foran elevatorerne, som er de langsommeste på Manhattan. Og foran værkerne med den evindelige snegl for øret, lyttende til vise ord fra kuratorer, om hvad man skal lægge mærke til og mene om dit og dat.
Den individuelle oplevelse, nydelsen ved uforstyrret at dekonstruere et maleri og på egen hånd eller med venner at opdage en stor kunstner, er borte og væk. Museet som kommercielt foretagende for passive massekonsumenter. Det er, hvad det nyrenoverede Museum of Modern of Art er kommet til at symbolisere i sin nye skikkelse, her ved indgangen til det 21. århundrede. Amerikanske anmeldere i højt agtede publikationer som The New Yorker Magazine, The New York Review, The New Republic og The New York Times har med skiftende styrke rost den nye bygning til skyerne og givet de udstillede genstande fra den kolossale permanente samling – udvalget, placeringen og sammensætningen – rimeligt høje karakterer. Men de har jo haft det privilegium at se museet ude- og indefra, at gå gennem lokalerne, og stoppe op hvor de ville uden at skulle bekymre sig om kødannelse og trængsel.
Man forstår deres begejstring. Hvis man et øjeblik ser bort fra dimensionen storbycenter/læreanstalt, er der nemlig mange ting at sætte pris på i det nye MoMA. Siden den sidste ombygning i 1984 med tilføjelsen af en vestlig fløj og museumstårnet med private boliger (som museet tjener penge på ved at leje ud), var det blevet indlysende, at den præciøse samling var vokset fra udstillingsarealet. Enten kunne ledelsen sælge dele af sin samling og indsnævre sit fokus eller også rejse penge fra private donorer og udbygge. Man valgte sidste løsning.
Et tilstødende hotel på 54. gade var blevet rekvireret og skrottet. Det og andre tiltag gav mulighed for at fordoble arealet og tilføje en ny indgang på 54. gade udover hovedingangen på 53. gade således, at museet nu spænder over en reaktangulær gadeblok mellem 5. og 6. avenue. Det giver en oplagt gevinst ved at skabe en meningsfuld overgang til det omkringliggende bylandskab, der endvidere bliver hjulpet på vej af et lavere gærde langs Philip Johnsons lettere renoverede museumshave.
Men det er indeni, de mest radikale ændringer er foretaget. Intet gammelt er blevet bevaret. Al indmad er nyt, undtagen kunstværkerne, hvoraf heldigvis et større antal er udstillet på væggene og på gulvene end tidligere. I det gamle Modern kom man ind i vestibulen og det første man så var de rullende trapper midt i det hele, der blokerede udsynet til museumshaven. I det nye er der en lang vestibule mellem 53. og 54. gade, som ikke-besøgende kan bruge som en smutvej.

Grov opdeling
Før ombygningen var placeringen af værkerne arrangeret dels i kronologisk orden, dels i skoler (impressionisme, kubisme, futurisme, ekspresionisme, abstrakt ekspressionisme, etc.). Denne bærende fortælling er blevet afløst af en grov opdeling i moderne europæisk kunst (1880-1945) og amerikansk samtidskunst (1945-80) på fjerde og femte sal. Tredje sal er viet til fotografi og tegning samt arkitektur og design. Anden sal viser primært samtidskunst fra USA og Europa efter 1980. Sjette sal vil blive brugt til særlige udstillinger.
Hvis man foretrækker en kronologisk fortælling, skal man altså starte på femte sal og gå ned. Der er, så vidt det kan bedømmes, ikke gjort forsøg på at give gæsten en ledetråd i den moderne samling på fjerde og femte sal. Picasso og Matisse har hvert sit rum, men de er også udstillet andre steder. Manglen på en bærende fortælling er problematisk, fordi MoMA råder over den vigtigste samling moderne europæisk kunst i verden og derfor har et pædagogisk ansvar.
Det har i lang tid været MoMA’s ambition at være på forkant med samtidskunst, og museet har haft flere ressourcer til at opbygge en væsentligere samling end Guggenheim og Whitney. Men på anden sal har man valgt halve løsninger for at få så mange med som muligt. Det betyder, at en så vigtig nutidig tysk kunstner som Gerhard Richter kun er præsenteret ved to værker. For folk, der ikke kender Richter i forvejen, giver to stykker ikke et dybt indblik i hans kunst. Så næsten hellere udelade ham.
De seks etager er fysisk knyttet til et atrium. På vejen op ad rulletrapperne giver det en formidabel flot udsigt ned til Barnett Newmans Obelisk midt på atriumgulvet. Samtidig har den japanske arkitekt Taniguchi hugget vinduer ind i atriumvæggen, således at man kan se ind i nogle af udstillingslokalerne. Alt i alt en god ide, men ophidset, eksalteret, inspireret kan man ikke blive over denne ret konventionelle arkitektur.
Men man forstår, at Taniguchi vandt opgaven i 1997. Han er en arkitekt med et diskret og elegant touch, aldrig provokerende eller bare udfordrende. Det var netop, hvad museets bestyrelse efterlyste, inden de skulle rejse 425 mio. dollar til renoveringen. . Det forhøjede indgangsgebyr på 20 dollar betaler for en multidimensionel oplevelse, hvor kunsten blot er en af flere komponenter.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her